Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Æresdrab på catwalk

Odense Teater byder på sæsonens mest overraskende forestilling: En bragende anarkistisk farce om æresdrab!
Hvem kan egentlig få sig selv til at udføre et æresdrab? Her er det Rikke Lylloff mellem Jens Jørn Spottag og Mikkel Bay Mortensen.

Emilia Therese

Kultur
4. december 2015

Det lyder lidt som en upassende joke at spille en ’farce’ om æresdrab. Det er ikke desto mindre, hvad Odense Teater har gjort med forestillingen Hvem har æren? Resultatet er forrygende: Man skriger af grin og gisper af overraskelse, mens farcen styrer lige lukt mod afgrunden i Rolf Heims anarkistiske og veloplagte iscenesættelse.

Hvem har æren? er skrevet af en kurder fra Syrien, Ibrahim Amir. Han flygtede til Østrig som 17-årig og uddannede sig til læge, men i sin fritid skriver han altså dramatik. Teksten bærer præg af hans egen muslimske baggrund. Stykket viser i hvert fald, hvordan flygtninge- og indvandrerfamilier kan få grueligt svært ved at holde fast i deres gamle ritualer, når deres børn i stedet kommer til at forelske sig i nogen, der ikke passer ind.

Alt i sort-hvid

Her er en gift kvinde stukket af med en elsker, og derfor mødes kvindens forældre og bror med ægtemanden og hans far for at planlægge æresdrabet. ’Sådan er reglerne,’ som de siger. Farcen er en forrygende optrevling af dette møde. Begge familier føler sig jo krænkede. Alligevel kan ingen af mændene seriøst gennemføre æresdrabet. De er hidsige og ikke overvældende begavede, men de har alligevel så meget menneskelighed i sig, at de stopper op, da æresdrabsplanerne bliver konkrete.

Og dermed bliver Hvem har æren? faktisk en antifarce om æresdrab. Scenografen Sisse Gerd Jørgensen har skabt en firkantet catwalk af hvidhed – med et kæmpestort, sort hul i midten. Så skulle det sort-hvide i hvert fald være klart for enhver. Og samtidig matcher det sterile look med grimme neonrør fint den fremmedhed, som tydeligvis også præger deres liv.

Jens Jørn Spottag spiller datterens far med en vidunderlig selvmedlidenhed og trang til at passe sin truende krop med tunge ophold i sofaen. Mads Nørby spiller hans gamle ven og svigerfaderen, der i sin tid gik med til, at de to unge skulle giftes. Mads Nørby har en skøn kujonholdning, når han konstant er klar til at smutte ud af døren, når det hele bliver for hedt – og samtidig råber han ad sin søn, som var han en hund. Selv vover han ikke en negl. Det er virkelig grotesk.

Benjamin Kitter er den bedragne ægtemand, men han er også både scorekarl og bangebuks – og så kan han knuge om en pistol så ubehjælpsomt og så grotesk gymnastisk, at det bliver tydeligt, at han er allermest bange for selv at blive ramt af kuglen

Desperado på jagt.

Githa Lehrmann spiller moderen, der tilsyneladende bare skræller kartofler, mens mændene planlægger drabet – indtil hun selvfølgelig eksploderer. Og Martin Bo Lindsten spiller roligt hele det oplyste samfunds protest mod selvtægt i rollen som kvindens bror, der i modsætning til de andre kan tænke helt klart. Dermed bliver hans figur næsten en flygtningeversion af hans stærke tolkning af den udglattende bror i Indenfor Murene på Aalborg Teater.

Disse skuespillere bærer dramaet – i hvert fald inden kvindens segnefærdige elsker pludselig dukker op i Mikkel Bay Mortensens desperadoskikkelse, der er på jagt efter Rikke Lylloffs smækre eksplosionsblondine. Men så går alt selvfølgelig galt. Sukkerkogeriet bobler i hvert fald over af latterbrøl, for absurditeterne kører i højeste gear, og iscenesættelsen holder tempo fra start til slut i et forførende flow på halvanden time. Odense Teaters ensemble rykker virkelig sammen denne sæson. De brillerede med stærkt samspil i Brechts I Byernes Jungle, og nu giver de altså fordommene røg i denne farce. Heldigvis når ensemblets overrumplerspiller Malene Melsen så også lige at sætte sit umiskendelige aftryk på denne farce i rollen som den skarpeste politibetjent, jeg kan mindes på en scene – lykkeligt langt væk fra Olsen Banden og de danske politibetjentklassikere. Her kan man tale om de smalle skuldres magt og den kvindelige intuitions sejr – det er mageløst komisk.

En egentlig morale slipper vi heldigvis for. Ingen alvorsord om ære her. Vi bliver bare overladt til at tænke selv.

Men nej: Våben er tydeligvis ikke den bedste løsning på kærlighedsintriger.

’Hvem har æren?’ Tekst: Ibrahim Amir. Oversættelse: Rolf Heim og Simon Boberg. Iscenesættelse: Rolf Heim. Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen. Odense Teater til 10. december

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her