Læsetid: 4 min.

Autofiktionen korsfæstet

Jacob Skyggebjergs anden bog er en selvbevidst kollektivroman om syv kvindelige forfattere på skriveophold, men trods sprød prosa og gode indfald undgår konceptet ikke at kæntre
Der er noget friskt og fandenivoldsk over den måde, hvorpå ’Hvad mener du med vi’ går i kødet på sin egen reception, men det bliver også lidt trættende.

Jens Henrik Daugaard

12. december 2015

Mere corny forside end den, der pryder Jacobs Skyggebjergs anden roman, Hvad mener du med vi, skal man lede længe efter. Forfatteren hænger som Jesus på korset i stråleglans bag syv kvinder, som kigger ind i kameraet og med hver sin tydelige attitude insisterer på vores opmærksomhed. Forfatternavn og titel er som på debuten Vor tids helt i gyldne gotiske typer. Debuten havde også en Jacob Skyggebjerg i bar overkrop på forsiden. Her var der ingen kvinder, tværtimod, der var guldkæde, pistol i bukserne og machoattitude.

Bogens omslag etablerer en sjældent eksplicit dialog med sin forgænger, og budskabet er svært at misse: Den selvabsorberede mandlige jegfortæller er korsfæstet, nu gælder det et radikalt andet fiktionskoncept med plads til kvinder. At manden samtidig indtager den lidet ydmyge Jesus-positur, kan man så selv summe videre over. I kontrast til debuten består Skyggebjergs nye kollektivroman med sjælden glans den sexismeafslørende Bechdel-test, som spørger: Optræder mindst to navngivne kvinder i historien? Ja! Taler de sammen? Ja! Om andet end mænd? I den grad! Syv kvindelige forfattere med vidt forskellig alder, historie og social baggrund tilbringer påskeugen sammen på skriveophold på en jysk højskole, og romanen hengiver sig især til deres samtaler om løst og fast under kaffepauser, udflugter, drukture og middage.

Undervejs skiftes kvinderne til at læse op for hinanden af det de arbejder på, og tredjepersonsfortællingen brydes af deres prosa, som dækker hele spektret fra autofiktion over ubehjælpsom børnebog til sci-fi og voldserotika. Kvindernes prosatekster udgør tilsammen over en fjerdedel af romanen, og en af dem er sjovt nok netop i gang med sin ’svære toer’ oven på en skamrost debut. Skyggebjerg udstiller demonstrativt den angivelige ubeslutsomhed, der ifølge klicheen knytter sig til den evindelige toer. Ganske virtuost kaster han alle tænkelige og utænkelige prosagenrer i fjæset på sin læser, som så selv kan vælge en toer efter egen smag, eller endnu bedre, kan slippe valget og lade sig behørigt imponere af, at forfatteren mestrer hele palletten.

Friskt og fandenivoldsk

Bogens karakterer hjælper villigt læserens smagsdom på vej, når de giver hinanden feedback, som oftest kredser om relationen mellem fiktion og virkelighed og hvorvidt man skal have været der selv for at skrive om noget, men deres diskussioner løfter sig aldrig til et niveau, hvor man fristes til at tage dem alvorligt.

Læs også: Halvkædet ordinær deroute

Der er noget friskt og fandenivoldsk over den måde, hvorpå Hvad mener du med vi går i kødet på sin egen reception, men det bliver også lidt trættende. Hvorfor skal forfatterens frygt og bæven – eller totale dødsforagt – over for forventningspresset egentlig være læserens hovedpine? Jeg blev flere gange mindet om Lone Aburas’ Den svære toer (2011). Aburas placerede sine metaironiske manøvrer på et paratekstuelt niveau (i titlen, bagsideteksten og et appendiks med arbejdsspørgsmål til dansk-lærere), mens selve fortællingen fandt fred med sig selv som veloplagt kollektivroman. Skyggebjergs metagebærder er potentielt mere raffinerede, sådan som de er søgt integrerede i kompositionen som helhed, men de lander alligevel betydeligt tungere.

Der er ellers masser af energi i prosaen, både i replikbehandlingen og i beskrivelserne, hvor Skyggebjergs sans for stoflige detaljer er fin, her en død flue, der moses under ramasjangforfatterens suppeske: »Hun mærker et lille skub i hånden, da bagkroppen kvases, et lille skub, der får hende til at bide sammen, som om et stykke tyggegummi. Det er den samme følelse, som når hun lige har skrevet en rigtig hård lemlæstelse og læser den igennem for første gang.«

Således lykkes det glimtvist elegant at indfarve prosaen efter synsvinkelbæreren. Bedst i intro og slutning, hvor de syv forfattere får hvert deres lille kapitel, mens forvirringen ofte tager over i kollektivpassagerne. Replikbåren prosa, hvor mere end tre personer er i spil samtidig, har alle dage været en udfordrende genre, og selvom Skyggebjerg har et godt gehør for talt sprog, fik jeg hurtigt svært ved at holde styr på, hvem der siger hvad til hvem.

Flere steder virker det, som om fortælleren også selv er forvirret, og logikken skrider ud. Den slags løshed i fugerne kunne jeg bedre leve med i Vor tids helt, hvor den dels lod sig årsagsbestemme af fortællerens stenethed, og dels var sjov at læse. Her bliver det vanskeligere at holde af, især fordi teksten i øvrigt er præget af kunstgreb, som ikke er udført med tilstrækkelig omhu. Hvorfor skal f.eks. forfatterrefugiet (et tyndt maskeret Hald Hovedgård) ligge i ’Vikøbing’ og ikke i Viborg (som så alligevel lige dukker op en enkelt gang, er det en fejl?), og hvorfor skal nogle rum ca. hver anden gang skrives med stort (f.eks. Pejsestuen og Den Lange Gang), og hver anden gang ikke?

Læs også: En fornem humorist

Hvorfor skal de dagblade, forfatterne læser hedde Anders And-agtige dæknavne som Folkeekspressen, Læserens og Den Saglige, mens de sælger BT nede hos købmanden, og københavnske værtshuse, forfatteren Lars Frost og alt muligt andet hedder, som det plejer? Det er muligt, at der er plausible pointer med alt det her, men mig undslipper de, og efterhånden som fornemmelsen af sjusk sniger sig ind på mig, holder jeg også op med at prøve.

Der er mange gode grunde til at minde om, at litteratur også handler om at finde på, og om at leve sig ind i andre kroppe end sin egen, og Jacob Skyggebjerg viser i Hvad mener du med vi, at han også mestrer den kunst. Der kunne givetvis også være kommet en god roman ud af det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu