Læsetid: 2 min.

Et barn, der dræber

David Vann lader en 11-årig dreng slå ihjel uden at fortryde noget i sin nye, stærke roman om splintrede familier, amerikansk natur og voldsomme mænd
12. december 2015

David Vanns nye roman Goat Mountain starter voldsomt. En efterårsdag tager en 11-årig dreng med sin farfar, sin far og farens gode ven på hjortejagt på familiens jagtgrund på Goat Mountain. Da de ankommer, ser de en krybskytte på en klippe i det fjerne. Faren betragter krybskytten gennem kikkertsigtet på sin riffel, og da han tilbyder sin søn et kig, trykker sønnen på aftrækkeren og dræber krybskytten.

»Jeg forstod godt, at det var et menneske, men hvad jeg tænkte, var, at det var et fremragende skud,« mindes drengen flere år efter og tilføjer. »Hvis det havde været en buk, ville alle have stået og smilet over hele hovedet.«
I stedet er de tre mænd rystede og skræmte. Hvad skal de gøre med liget? Hvorfor viser drengen ingen tegn på fortrydelse? Hvordan kunne han overhovedet finde på at slå en mand ihjel? Og kan familien holde sammen?

Det er som bekendt ikke første gang, David Vann stiller de spørgsmål. Den i dag 49-årige amerikanske forfatter brød igennem med Fortællingen om et selvmord (2008), hvori han i ni fiktive historier kredser om sin egen fars selvmord efter et mislykket forsøg på at finde eventyret i Alaskas vildmark.

Vann var 13 år gammel, da faren opgav sin drøm, og forfatterskabet, der på dansk også tæller romanerne Caribou Island (2011) og Jord (2012), er båret af portrætter af splintrede familier og skildringer af rastløse mænd fanget af deres egen fascination af den rå nordamerikanske natur.

Et mytologisk skær

Den 11-årige dreng i Goat Mountain er nu blevet en voksen mand, der stadig ikke forstår, hvorfor han trykkede på aftrækkeren, men samtidig ikke er bleg for at konstatere: »Ingen glæde var så fuldkommen og umiddelbar som glæden ved at dræbe.«

Hans lille lejlighed føles som et bur, hvorfra han har lyst til at »bryde ud og flygte tilbage, hvor jeg hører til. Men det kan jeg selvfølgelig ikke,« fortæller han og antyder derved romanens – og forfatterskabets – bærende pointe, nemlig konflikten mellem det civiliserede samfund og menneskets primitive natur.

Specielt sidste tredjedel af romanen – med sine ekspressionistiske naturbilleder, allegoriske indslag, referencer til Biblen og staccatoagtige sproglige rytme (suverænt oversat af Louise Ardenfelt Ravnild) – får et nærmest mytologisk skær over sig, og i takt hermed træder Vanns mere overordnede spørgsmål frem: Hvorfor skal vi lære at dræbe, når vi ikke må dræbe? Og hvorfor kan vi ikke acceptere, at det er naturligt at dræbe, når selv et uskyldigt barn gør det ganske impulsivt?

Goat Mountain er David Vanns mest ambitiøse, dybsindige og komplicerede roman, og samtidig den, »der bortbrænder det sidste af det, der oprindeligt fik mig til at skrive: historierne om min voldelige familie,« som han udtrykker det i sin efterskrift. For David Vanns skyld vil jeg selvfølgelig ønske, at han nu har lagt bardomstraumet bag sig. Men for min skyld må han gerne skrive mere om det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu