»Det er ankomsten, der giver mening,« fastslår Bo Green Jensen i sin nye store digtsamling, som ankommer samme dag, som manden fylder tres, og hovedsagelig handler om det at nå frem ved at nå hjem og det at nå hjem ved at nå frem. Hovedsagelig, siger jeg, for man finder i specielle undersektioner også rejsereportager, amerikanske helteportrætter (Walt Whitman, Hart Crane, Woody Guthrie, Kurt Vonnegut) og kradsbørstige samtidskritiske udfald.
Men hovedindholdet må siges at stå i den genfundne kærligheds tegn: »Du er ringen om min finger. Du er kernen i mit liv.« Han har elsket og besunget andre; dog med hende »er der ingen præcedens. Hver dag er en linje i digtet vi skriver.« De har sammen mistet et barn, men de har også for nylig fået en datter: »Jeg kan bære dig nu/mens vi danser i stuen/Jeg håber jeg er her endnu/når jeg ikke kan bære dig mere.« Døtre har han nu tre af, og dem tilegner han værket på linje med den tyve år yngre hustru. »Nu vil han dø for at leve med kvinden,« står der søreme ligefrem et sted. »Aldrig har mennesker været så tæt / på at røre ved Paradisporten.«
Skønhed og Struktur
For en læser, der i krebsegang mellem dyb respekt og mindst lige så dyb skepsis har fulgt Bo Green Jensen lige siden hans debut som 25-årig i 1981, er der på en måde noget trygt i at konstatere, at alting, stort set, er ved det gamle, både på den gode og den knap så herlige måde. Han satser fortsat tit hele butikken ved sin insisteren på Skønhed, Struktur og Personlig Mening, og han bestræber sig atter målbevidst på at løfte sine konkrete livsreportager op til intet mindre end skæbnefortælling, men han er også stadig uhjælpeligt forfalden til de store, abstrakte ord. Han evner stadig ikke at styre sin lyst til som digter at promenere den imponerende paratviden, som er ham så rig en resurse i hans kritikervirksomhed, og han ynder fortsat den indforståede mytomane tågesnak, som for 30-35 år siden kunne få ham til at ligne en genopstanden T.S. Eliot. Ej heller kan han som 60-årig modstå fristelsen til at pynte på sin poesi med bløde daktyliske rytmer, bombastiske bogstavrim og lokale rimdannelser i december. Vi kan måske også formulere det sådan, at han har bevaret sin gamle basale tillid til den digteriske patos og sin tro på udtrykkets æstetiske selvgyldighed. »At skrive er digt/er i denne tid som/at plante en blomst/ved en galge.«
På højde med Moses og Jesus
Af bogens mange personlige, private eller heftigt intime tekster forstår man, at sex bereder poeten megen fornøjelse, men også at livet skam langtfra er gået sporløst hen over den udholdende digter: »Jeg har kendt forskellige kvinder og børn. Jeg har set så mange familier forsvinde.« Kigger han sig i spejlet, observerer han en midaldrende herre, noget skrammet efterhånden og mentalt kun nødtørftigt lappet sammen: »Poesiens svar på Niki Lauda«.
Men digterjeg’et fremtræder også som en ny tids blødt følsomme mandemenneske, og spejler han sig ømt og kærligt i sine døtre, øjner han nye begyndelser. Sammen med sin elskede synes han nærmest at kunne vandre i himlen. Det lykkes dem, hedder det, dag efter dag:
at rekonstruere skabelsens aftryk
og bygge det første mirakel igen
Vi er brødet og fiskene
vandet og vinen. Jeg planter
mit flag i den brændende busk
»Af konteksten, som min blufærdighed desværre forhindrer mig i at citere, fremgår, at det dér med at plante et flag skal forstås seksuelt og meget konkret. Men læs lige de fem linjer igen. Her kan både Moses og Jesus godt gå hjem og lægge sig, hvis ellers de som Bo Green har nogen at ligge med. Eller sagt med andre og lidt mere alvorlige ord: Den digter, der med sit eget polemiske udtryk ikke ønsker at »genfødes som kristen« og ikke vil »vide om Gud eksisterer«, holder sig bestemt ikke for god til at pladre erotikken til med religiøsitet:
Vi vil leve i kolonien for altid
Vi vil se ind i solen uden
at blinke og vide at
lyset er Gud
Hvad, jeg forsøger at antyde, er, at selv om jeg af et ejegodt hjerte under Bo Green Jensen hans genfundne glæde, så finder jeg indimellem hans poetiske udtryk overgearet og derfor kunstnerisk udisciplineret. Tror han mon selv på ordenes vægt?
Kosmisk harmoni
Tilsyneladende ja. For når hans elskede brokker sig over, at der ikke er tilstrækkelig forskel mellem det, han skriver til hende, og det, som han har skrevet til andre »i mere billeddannende tider/da besværgelser føltes som virkelighed«, lover han at prøve at gøre alt sammen bedre i denne omgang!
Dette lykkes da også, indrømmet, ofte. Men højstemtheden og ordrigdommen i kærlighedsdigtene påvirker unægtelig læsningen af de omkringliggende suiter og enkeltstykker. Jeg tænker på hans paratvidenspralende reportager, hvor turistbrochurernes glittede fotos imidlertid elegant bringes til at vige for det overordnede ankomst- og hjemkomsttema; men jeg tænker især på de i mine øren lovlig skingre samtidssatiriske tekster. De fremstår som avisbidrag, der bare røg i den forkerte mappe, hvortil altså kommer, at de mange store og kæmpestore ord i de personlige digte uvægerlig gør de fleste af bogens andre ord underligt udvendigt små.
Omslaget til Først er jeg drengen prydes af en lysende fuldmåne omgivet af stjerner i koncentriske cirkler. Et billede på kosmisk harmoni! Den har visuelt ikke fået for lidt. Det har den heller ikke verbalt i digtene, hvis vigtigste kvalitet derfor må siges at være, at digteren står frem med den lidenskabelige alvor, han har, og som den højstemte sanger, han nu engang er og hellere end gerne vil vedblive at være.
Bo Green Jensen: Først er jeg drengen. Rosinante. 198 sider. 200 kroner
