Læsetid: 5 min.

Fremragende film om efterkrigstidens kortslutning

Den danske film ’Under sandet’ følger en deling tyske soldater, som i månederne efter besættelsen skal rydde de vestjyske strande for miner. Det er en barsk oplevelse – både for dem og tilskueren. Men ultimativt er det en fremragende fortælling om forsoning og forståelse mellem mennesker
Der er tradition for at humanisere tyskere i danske Anden Verdenskrigsfilm. Men i ’Under sandet’ er der også noget andet på færde: en humanisering og nuancering af et hævntørstigt Danmark.

SF Film

4. december 2015

Advarsel: Dæmoniserede fremmede skabninger kan blive til mennesker, hvis man eksponeres for dem over længere tid. En erkendelse, som man risikerer at nå, hvis man ser den nye danske film Under sandet.

En flok modfaldne tyske soldaterknøse transporteres til den jyske vestkyst for at rydde miner under ledelse af sergenten Carl Leopold Rasmussen. Han siger – ja, brøler det ind i deres ansigter – at han »er skideligeglad med« dem. Men det passer ikke. Han hader dem tværtimod i en blind generalisering af alle tyskere som repræsentanter for den nazistiske besættelsesmagt.

Så ud i sandet skal knægtene for at grave tusindvis af sprængklare miner op med livet som indsats. Who cares? Det er jo bare tyskere.

Læs også: ’Forsvarer vi de værdier, vi er så bange for at miste?’

Instruktør og manuskriptforfatter Martin Zandvliets fremragende film er baseret på historikeren Helge Hagemanns bog Under tvang fra 1998. Efter krigen lå der omkring to millioner miner på den jyske vestkyst. »Mere end i alle andre europæiske lande tilsammen. Der var nok nogen, der troede, at de allieredes invasion skete heroppe,« som løjtnant Ebbe (spillet koldt og kynisk af Mikkel Boe Følsgaard) fortæller drengene med slet skjult skadefryd. Ved filmens slutning får vi at vide, at 2.000 tyske krigsfanger ryddede 1,5 millioner miner fra de danske strande. Halvdelen af dem blev dræbt eller hårdt såret.

Det er et sort kapitel i dansk efterkrigstidshistorie, et eksempel på, at danskerne lod følelserne rende af med dem og druknede deres humanisme i hævnens søde, men siden så bitre safter. Med en kortslutning af logik stillede de alle – en del af dem helt sagesløse, purunge – soldater til ansvar for, hvad nogle morderiske psykopater havde kastet en hel nation ud i.

En kortslutning, der naturligvis kan have paralleller til vores tid, hvor store befolkningsgrupper også ønskes stillet til ansvar for, hvad nogle morderiske kujoner foretager sig.

Alt er sprunget i luften

Nå, men dér på Vestkysten befinder vi os i et humanistisk tomrum uden nogen anden moral end ’øje for øje’ og ’tand for tand’; næsten kulturløst, i tomme værelser, kun med få markører som en blond dukke, en pibe og en fodbold (der vist er en eller anden form for uldklump).

Den unge tysker Sebastian har et krucifiks om halsen.

»Hjælper korset dig?« spørger sergenten. »Prøv,« svarer knægten.

Sergenten tager det i hånden, og Sebastian forskrækker ham med en eksplosionslyd. Troen er heller ikke et refugium. Alt er sprunget i luften. Knægtenes hytte er nøgen og klaustrofobisk, men det er nabobondehuset, hvor en kvinde bor alene med sin datter, også. Hygge er en by i Rusland, ja, Under sandet former sig i den forstand som en antitese til den lune folkelighed og de heroiske modstandsfolk i Anne-Grethe Bjarup Riis’ Hvidstengruppen.

Læs også: Interview med Martin P. Zandvliet: Hvem er  jeg egentlig?

Roland Møller puster formidabelt liv i sergent Rasmussen.

»Til helvede med din undskyldning, jeg vil ikke ha’ den,« råber han ind i hovedet på en af de tyske drenge. Måden, hvorpå hans raseri forvandler stemmen til grød under ordet »helvede«, er mesterlig. Og hans udvikling fra et indebrændt menneske med et rasende forknudret ansigt over en nysgerrig, forvirret, skeptisk opmærksomhed til hans åbne afslappede ansigt i erkendelsen af fjendens menneskelighed er i sig selv en sang om empatiens saliggørende effekt på alle og enhver.

En brutal film

Man må selv gætte karakterernes forhistorier. Der er ingen forklaring på sergentens vrede, bondekonens singleliv og de tyske knøses knuste udtryk. Og det skaber et rum, hvor vi selv kan digte på karakterernes fortidige trængsler. Samtidig med at der ikke efterlades tvivl om den blodige virkelighed, når en landmine springer i luften mellem hænderne på dem.

Det er en brutal film. Til pressevisningen holder en kvinde sig ofte for øjnene, mens en fyr bag mig ler højt – sikkert som forsvarsmekanisme – da en særlig tragisk hændelse udspiller sig. Men det er ikke en unødvendigt brutal film.

Læs også: Dansk krigsdrama vækker begejstring hos anmelderne

Under sandet giver sig god tid til at udfolde sit menneskelige drama og give os en fornemmelse af sted og tidens langsomme kværnen, mens det nerveflænsende arbejde udføres. Der er ikke meget musik, og den, der er, har en behersket form for patos. Det giver plads til andre følelser end sorg over disse drenges skæbne. For eksempel vrede. Set her fra vores tid, kan man finde en vis parallel mellem danskernes dæmonisering af et helt tysk folk til den vestlige dæmonisering af en hel religions efterfølgere. I det mindste var der dengang en forståelig reaktion på tyskerhadet, det var trods alt en nation og et folk, der gik i krig dengang. Og hvem der var for og imod i det tyske militær, kunne man kun gisne om.

Budskabet i Under sandet er banalt: at vi alle er mennesker, og at social omgang fremmer forståelsen. Men afstanden, der tilbagelægges mellem hadet og empatien, er så enorm for sergent Rasmussen, at det gør filmen stærkt gribende. Ikke mindst takket være fremragende spil af både Møller og de unge tyske skuespillere, for eksempel Louis Hoffman som Sebastian og Joel Basman som Helmuth.

Der er tradition for at humanisere tyskere i danske Anden Verdenskrigsfilm. Helt tilbage til De røde enge fra 1945, hvor en tysk fangevogter lader Paul Reichhardt flygte. Men i Under sandet er der også noget andet på færde: en humanisering og nuancering af det hævntørstige Danmark. Det Danmark, der lod syge, tyske børn dø i fangelejre, fordi vi ikke ville give dem lægehjælp. Det Danmark, der sendte unge knøse ud at rydde miner ved Vesterhavet under kummerligt udsultende forhold. De danskere (og briter), der kommer stangstive og hiver sergent Rasmussens knægte ud af hytten for at pisse dem i ansigtet.

Og sergenten? Ja, snart stjæler han brød til sine udsultede knægte, som er blevet dømt uslinge og bør behandles derefter – hvis altså man fravælger at bruge tid sammen med dem og dermed risikerer at finde ud af, at de er lige som dig og mig.

’Under sandet’ – Instruktion og manuskript: Martin Zandvliet. Dansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Efter at have læst 2 stk. kronikker i Politikken om filmen, så er jeg meget trist over, at filmen åbenbart bygger på forkerte historiske data. Det er dybt bekymrende, og jeg er overrasket over, at instruktøren ønsker at opbygge et forkert billede overfor danskere såvel som udlandet.

Film er et meget stærkt medie, og det påvirker menneskers virkelighed og historieopfattelse.

Jeg synes det er nødvendigt med en åben diskussion i DR og Information om dette, så vi kan få ryddet op i sagen.

Mange danske filmfolk synes at være meget bange for at præsentere komplekse historiske problemstillinger, så de koger plottet ned til en sort/hvid helte og skurke fortælling. Struenseefilmen, 1864 og nu også denne, er alle gode eksempler på dette.

Og det på trods af at der internationalt er mange gode eksempler på fremragende historiske film, som ikke taler ned til publikum, men formår at vise noget af kompleksiteten i historien og netop gøre filmen spændende på grund af dette. HBOs historiske serier er gode eksempler, Spielbergs Lincoln film, den tyske Der Untergang er det f.eks også.

Der findes ingen 100% autentiske historiske film, filmmediet er pr sin natur af en støbning der gør at man må forkorte og forenkle, men der er altså forskel stor forskel på dette og så til disse danske simplifikationer.

Det er vidst lidt mere end simplifikationer at gøre tyske befalingsmænd til danske, soldaterne yngre end de var og fremlægger deres frivillige arbejde som tvangsarbejde. Hvis det havde været med modsat fortegn ville det blive kaldt propaganda. Nu er det blot løgn for dramaets skyld. 0/5