Læsetid: 4 min.

Glædelig jul med Bill og vennerne

Melankolikeren, mennesket, spøgefuglen og entertaineren – de er der alle sammen i Bill Murrays seneste projekt
Bill Murray har træk af både melankolikeren og entertaineren i juleshowet ’A Very Murray Christmas’, hvor han får besøg af diverse stjerner.

Ali Goldstein

4. december 2015

Uforudsigelighed og en blanding af humor og melankoli. Det er en af grundene til, at jeg holder så meget af Bill Murray, som jeg gør. Og jeg er langtfra den eneste. Den 65-årige, amerikanske komiker og skuespiller, der gennem de seneste år er blevet noget nær et internationalt ikon på grund af sin sjove og excentriske opførsel og en perlerække af glansroller, har ofte smil i øjne og ansigt, når han optræder, men man fornemmer også, at der er mere – en smerte og en tristesse – under overfladen.

Tidligt i sin karriere, der begyndte i midten af 1970’erne, var Murray den skæve og uberegnelige faktor i en lang række mere eller mindre vellykkede komedier: Røven fuld af penge, Røven af 4. division, Ghostbusters 1+2, Gys i blomsterbutikken. Efterhånden fik han dog også lov til at spille på flere af de strenge, som hans kantede kropssprog og uudgrundelige mimik forsynede ham med, og som dygtige instruktører forstod at udnytte.

Et udtryksfuldt ansigt

Bill Murray spillede en moderne Scrooge i Scrooged, en selvoptaget tv-journalist fanget i et loop af dårlige dage i En ny dag truer, transseksuelle Bunny Breckenridge i Tim Burtons Ed Wood, eksistentielt udfordret rigmand i Wes Andersons Rushmore, den livstrætte skuespiller Bob Harris i Sofia Coppolas Lost in Translation og midaldrende computermillionær på jagt efter svar i Jim Jarmuschs Broken Flowers.

Hvor Murray i sine unge dage var ganske udadvendt og fysisk i sit skuespil, er han med årene blevet mere lakonisk og minimalistisk i sit udtryk. Skæve, kantede figurer bliver til rigtige mennesker gennem elegante og underholdende opvisninger i at balancere mellem empati og irritation. Og selv om nogle roller er fulde af følelser og sårbarhed, forfalder Murray aldrig til selvtilfredshed eller selvmedlidenhed. Han kan bare et eller andet med sit umiddelbart sympatiske, let arrede ansigt og øjnene, der er fulde af varme og menneskelighed og ofte rummer glimt af humor.

Wes Anderson har Bill Murray efterhånden lavet et halvt dusin film sammen med, men også Sofia Coppola har formået at skabe et godt samarbejde med skuespilleren, der er notorisk svær at få fat i til en rolle. Han har ingen agent eller publicist, og vil man have fat i ham, må man sende et brev eller lægge en besked på en telefonsvarer, han sjældent aflytter. Interviews giver sportsglade Murray heller ikke mange af, men han er generøs over for sine fans og lidt af en spøgefugl, når han begår sig rundt om i verden.

Julestemningen reddet

Melankolikeren, mennesket, spøgefuglen og entertaineren – de er der alle sammen i Bill Murrays seneste projekt, Netflix-juleshowet A Very Murray Christmas, der er instrueret af Sofia Coppola, og som han selv har skrevet sammen med Coppola og sin bedste ven, manuskriptforfatteren Mitch Glazer.

Rammen i showet er, at Murray juleaften skal stå i spidsen for et gammeldags, tv-transmitteret varietéshow med musik, sang og dans på Carlyle-hotellet i New York, men en frygtelig snestorm truer med at ødelægge det hele. Et par ivrige og ikke særligt medfølende tv-tilrettelæggere, spillet af Amy Poehler og Julie White, tvinger Murray til at gennemføre udsendelsen alligevel, og stakkels Chris Rock, som ved et tilfælde kommer forbi, bliver shanghajet til at være med.

Det hele falder dog snart fra hinanden, og stakkels Murray har kun musikeren og komponisten Paul Shaffer som selskab og trøst. Alligevel når han i løbet af det timelange show at få besøg af både Miley Cyrus, George Clooney, Jason Schwartzman, Maya Rudolph, Phoenix og flere andre af sine gode venner og kolleger, så mon ikke julestemningen alligevel bliver reddet?

Ikke et øje tørt

A Very Murray Christmas er ikke et brag af et show, men former sig som et finurligt, hyggeligt og charmerende besøg hos en elskelig, lettere desillusioneret onkel, der dog trods modgang insisterer på den gode julestemning – og på at dele ud af sin egen livsvisdom til et par unge mennesker i krise.

Murray kan ikke rigtig synge, men han gør det alligevel – akkompagneret på klaveret af Paul Shaffer, David Lettermans mangeårige kapelmester – og som man vil vide fra Lost in Translation, er der en inderlighed og energi i hans optræden, som er umulig ikke at blive grebet af. Og da først Miley Cyrus stemmer i med julesange, er ikke et øje tørt. Pigebarnet kan synge, ligesom George Clooney har charme og udstråling nok til at gøre sin forholdsvis korte gæsteoptræden til et mindre højdepunkt i A Very Murray Christmas.

Jeg ville ikke have noget imod, at Bill Murray, Sofia Coppola og Netflix gjorde det til en årligt tilbagevendende tradition med et juleshow af denne slags. Der er ikke mange mennesker, der som Murray har status og pondus nok til at bære den løse struktur og tilbagelænede stil, så hvorfor ikke slippe ham løs noget oftere? Han morer sig tydeligvis med det og har mulighed for at vise de forskellige sider af sit talent i form af både det afdæmpede og oprigtige og det humoristiske og fjollede.

Glædelig jul.

’A Very Murray Christmas’ har premiere på Netflix i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

" Interviews giver sportsglade Murray heller ikke mange af", lol.

Det lyder som noget, man ville sige i en nekrolog, bortset fra at man selvfølgelig ville benytte datid.

"Han var glad for sport", RIP.

Vibeke Rasmussen

Fra tid til anden bliver i enqueter/voxpops stillet spørgsmålet: "Hvad er din yndlings filmreplik?"

Min består af kun to ord fra en scene mellem Dustin Hoffman og Bill Murray i 'Tootsie'. Sagt og med en krøllet mimik som kun Bill Murray kan levere den. :)

Garderobedamen til Mae West:
Goodness, such lovely diamonds.
Mae West:
Goodness had nothing to do with it, deary.

Christian Monggaard

Jeg holder selv af ’I believe in America’ fra The Godfather. Og ja, Murray er også god i Tootsie. Han har et fantastisk fjæs.

Yndlings-Murray film her, er og bliver "Groundhog Day" og "Lost in Translation". Elsker de to film. Der er så mange gode citater i begge film, at det er svært at vælge.

Og... "A Very Murray Christmas", hvor var det dog dejligt befriende at se noget amerikansk julehalløj der ikke er sødsuppe kvalmende eller falden-på-halen komedie, men i stedet en lille times selskab med en underspillet Murray, hvor man kan mærke den tristhed der (også) følger med hos mange mennesker... og vigtigheden af, at julen er hvad vi gør den til... uanset hvor vi er og hvem vi er sammen med :)

Glædelig jul :)

Vibeke Rasmussen

En anden seværdig film med Bill Murray er Wes Andersons 'The Royal Tenenbaums', hvor han indgår i et formidabelt 'ensemble' af skuespillere, hvoraf flere spiller roller, som er næsten diametralt modsat af, hvad man forventer. En film fuld af overraskende, typisk Wes Andersonske situationer som fx denne, hvor jeg giver Bill Murray helt ret, "How bizarre!" :)

Der er i øvrigt utroligt mange, og meget underholdende, beretninger om indspilningen af 'The Royal Tenenbaums', ikke mindst om hvordan Gene Hackman i virkeligheden ikke ønskede at påtage sig rollen og gjorde indspilningerne til noget nær et helvede for både medspillere og instruktør. Så selv under indspilningen af scener hvori han slet ikke medvirkede, blev Bill Murray indkaldt, for at løsne stemningen … noget kun han formåede, som den eneste der ikke lod sig intimidere af Gene Hackman. Eller af andre gætter jeg på. ;)