Læsetid: 5 min.

Der er ingen bånd, der binder ham

X Factors første vinder, Martin, er genopstået under navnet Saveus, syv år efter sin sejr. Fri af formelpoppen og allerede ved sin debutkoncert i mandags i gang med at udhamre sin egen niche. Imponerende
Martin og Saveus på Jazzhouse i København mandag aften.

Martin og Saveus på Jazzhouse i København mandag aften.

Mikkel Khan Tariq

1. december 2015

Fortællingen om Saveus er den ædle fortælling om dedikation og modning, om at kæmpe for dét, man har kært. Efter sejren som 15-årig i den første udgave af X-Factor i 2008 og dernæst hurtigt efter en middelmådig debutplade primært produceret og skrevet af Thomas Troelsen og Remee gjorde Martin Hoberg Hedegaard fra Ørum nær Viborg noget uventet.

Han væbnede sig med tålmodighed og gik i gang med at øve sig, så længe og så hårdt, at det sikkert kunne få Malcolm Gladwell til at klappe i sine små hænder. I de næste fem år hørte vi ikke noget fra den elskelige knægt Martin, som havde vundet så mange hjerter med sit nuttede væsen og sin voksne, teknisk fremragende stemme.

I 2013 begyndte han at rumstere lidt. Han flyttede til København og var medkomponist på Shaka Loveless-sangen »Dengang du græd«, lige som han også spillede bas på Christopher-hittet »Told You So«. Og den 16. oktober i år kom hans uventede comeback så under navnet Saveus – til P3 Guld – med hans egen nye sang »Levitate Me«.

Her er klippet fra P3 Guld, hvor Martin fremfører »Levitate me«:

 

Således blev Saveus skumfødt i et bølgebrus af rettidig omhu. Og »Levitate Me« er også hovedgrunden til, at jeg står i Jazzhouse en kold mandag aften for at se Saveus’ første koncert som hovednavn. Fordi nummeret var så eventyrligt bombastisk og kompositorisk bundsolidt, og fordi Martins performance var så jernsikker. Og løfterne bliver indfriet under en omkring 35 minutter såkaldt showcase, der skal vise sig at være en overbevisende bredside af begejstring, patos, fuld pedal og usandsynlig falset.

Den nu 23-årige Hedegaard er stadig en glad knægt. Han kommer på scenen og hæver armene over hovedet, som om han var en boksemester.

»Det er godt at høre, at I er lige så glade som mig,« siger han lykkeligt efter det første nummer, og undervejs har han det også for max over, hvor fedt det er at være hovednavn. Over at vi er kommet for at høre netop ham og hans tre medmusikere, og over at de kan spille flere numre end på den nu afsluttede turné, hvor de bare var opvarmningsband. Det emmer af en uskyld, som vi nok kun får lov at nyde lidt endnu fra den unge Hedegaards side. For han ligner og lyder som en yderst sandsynlig morgendagens popstjerne, der har formået at vande sit talent helt ekstraordinært.

Tilbage i maj 2008 skrev jeg om Martins debutalbum »Show The World«

»Ikke overraskende har Remee og Troelsen valgt at gøre popdrømmen så bredt tilgængelig som mulig, hvilket selvfølgelig holder de mere personlige tangenter uden for rampelyset. (...) Men med alderen kan han (Martin, red.) måske få så meget mere. For stemmen og indlevelsen er der. Så mangler der bare noget dybere materiale at investere i, og noget levet liv at investere med.«

FAKTA: De seneste års vindere af X Factor

Den slags kan man jo kun håbe på og gisne om, men i Martin Hedegaards tilfælde har talentet undergået den nødvendige metamorfose. Først og fremmest fra at være marionet i hænderne på Remee og Troelsen til at være maestroen selv, stensikkert styrende sit orkester gennem et potent sæt sange. Der er ingen bånd, der binder ham.

Det begynder med en intro af moderne variant: En potent Skrillex-klingende dubstep-basudskridende eksplosion tilsat Hedegaards imponerende falset, der lyder næsten overjordisk. Det er en sangteknik, der flere steder undervejs fungerer som en joker, når klimakset liiige skal have en tand mere. Og det skal det, helt op i megalomanien, som de fleste ville falde fra for at blive knust ynkeligt mod middelmådighedens grundfjeld. Men ikke Martin Hedegaard. Han formår at strække sine sange helt op i en patos, som kun hyperbol-autoriteter i A-Ha, U2, Michael Jackson, Mariah Carey og Céline Dions skala har nået uden at knække halsen.

Læs også: Forførerens systembevarende soufflé

Der bliver tæsket løs ved højt lydniveau, men der er masser af mening i maksimalismen. Sangene følger deres egne logikker (åbningsnummeret er nærmest en ouverture, og et andet nummer slutter efter første omkvæd). De er rytmisk detaljerede, melodisk velslebne, endda i flere tilfælde med strålende behårede herrekorharmonier, og hele vejen igennem med Martin Hedegaard som en formidabel forsanger – stadig af og til i familie med Michael Jackson/Justin Timberlakes spinkle fleksibilitet, men også med sin særegent voldsomme falset samt en fløjlsblød, fyldig tenor, der leder tankerne hen på Luther Vandross og jep, Michael Bolton.

Med sig har han en elguitarist, en trommeslager og en keyboardspiller, og de spiller alle fire muskuløst, tæt sammen. Eneste anke er at trommeslageren får lov at tæve lidt for tungt og rocket i tønderne, hvilket bidrager med en unødig og klodset træghed i et par sange. Men det modsvares heldigvis af elektronisk bas og frække synkoperinger. I det hele taget arbejdes der i et potent krydsfelt mellem håndspillet og programmeret, analogt og digitalt, og her fremstår Saveus som en slags tivoliseret James Blake eller en dubstep-udgave af Queen. Og det er virkelig pænt ment.

Martin Hedegaard udviser allerede betragteligt melodramatisk talent, og debutkoncerten demonstrerer, at han både kan skrive sange, arrangere dem i kvartetformat og formår at lede et band som en kaptajn i høj søgang. Det er forførelsesteknikker i deluxe lag på lag af bas, trommer, guitar, synth, eventyrlystne vokaler. Dubstep, stadionrock, powerballader, soul, serielle klimakser – så massivt at man nogle gange snapper efter vejret. Og det kunne måske være en ekstra styrke i Hedegaards kompositioner, hvis han vovede lidt mere stilhed, lidt flere pauser og dermed mere dynamik i musikken. Men, altså, man skal jo ikke revse hedsporen for at være en hedspore.

At det allerede er snart otte år siden den første vinder af det danske X Factor blev kåret, tilbage i marts 2008, fortæller mig to ting:  1) At det er på tide at stoppe, mens legen stadig kun er halvdårlig, DR. Og 2) At ingen bliver gjort til kunstnere af at deltage i X Factor. Dét bliver man kun, hvis man udviser vedholdenhed og arbejdsmoral i mange år efter. Og dét gjorde Martin Hedegaard.

Saveus – Jazzhouse, Kbh., mandag.

Og her et klip med Martin fra dengang i 2008 i X Factor:

 

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Svenstrup Harder
Christian Svenstrup Harder anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu