Italienske Nanni Moretti vandt i 2001 guldpalmerne i Cannes for dramaet Sønnens værelse om at miste et barn. Med Min mor vender han nu sikkert tilbage til det personlige materiale med en skildring af livet omkring filminstruktøren Margherita (Margherita Buy), som forsøger at færdiggøre en socialrealistisk film om strejkende fabriksarbejdere, mens hendes mor er døende. Morettis mor var døende, da han indspillede sin forrige film Habemus Papam, og det drama bearbejder han nu i en både melankolsk og munter fortælling om udfordringerne med at skabe noget godt på lærredet, når ens liv og tanker er kaos.
Det personlige drama i Min mor står stærkt med Moretti selv i rollen som Margheritas stilfærdige bror og fint spil fra moren (Giulia Lazzarini) og datteren Livia (Beatrice Mancini). Man får på rørende vis følelsen af en rigtig familie, med alt hvad dertil hører af kærlighed og konflikter, oprigtighed og fnidder.
Sideløbende tilbyder Margheritas arbejdsliv et helt andet tempo og andre kampe, frem for alt da filmens amerikanske stjerne Barry (John Turturro) dukker op. Turturro bliver Min mor’s komiske sidekick, mens han højlydt fortæller løgnehistorier om roller i Stanley Kubrick-film, slås med de italienske replikker eller drømmer, at Kevin Spacey vil myrde ham. Arbejdet på settet giver mulighed for at sætte et stort arsenal af følelser i spil, og den energiske Barry får samtidig en smule liv i Margherita, når de cruiser Via Veneto, og han udbasunerer sin kærlighed til Rom og den italienske filmkunst.
Film og virkelighed
Morettis bankende politiske hjerte har tidligere resulteret i film som Mig og Berlusconi om en instruktør, som kaster sig ud i et vovet projekt om den italienske premierminister. Denne gang er de politiske perspektiver i filmen i filmen. Med filmindspilningens forløb som ramme kan vi løbende kastes ind i logistisk vanskelige demonstrationer, problematiske kørescener eller et kantinedrama, hvor stjerne og instruktør ender i åben krig efter endeløse forsøg på at få ordene rigtigt ud af munden på stjerne-Barry.
Det giver masser af dynamik og opleves netop som Margheritas hverdag: fra det ene drama til det næste, mens hun prøver at forholde sig til at skulle miste sin mor. Undervejs folder Moretti desuden andre poetiske fortælleelementer ud omkring hende, som når Margherita taler til sit yngre jeg i en biografkø eller vågner i en oversvømmet lejlighed, som tvinger hende til at flytte ind i sit barndomshjem.
Min mor sætter stærkt mange store skibe i søen til tonerne af bl.a. Nino Rota, Arvo Pärt, Philip Glass og Leonard Cohen. Det kan godt være, at det hele ikke samler sig perfekt til sidst, men man har været med på en rørende rejse og fået seværdige stemninger og tankestof til både film- og privatfronten.
’Min mor’. Instruktion: Nanni Moretti. Manuskript: Nanni Moretti, Valia Santella, Gaia Manzini og ChiaraValerio. Italien/Frankrig. Premiere den 25. december
