Læsetid: 10 min.

Mine møder med Laurie Anderson

Laurie Andersons nye album handler om hendes afdøde hund Lolabelle. Og mens jeg lytter til tonerne, mindes jeg mine andre møder med damen – både personligt, på plader, i tekster, til koncerter – og dengang jeg blev slikket i hovedet af Lolabelle
Laurie Anderson i DR’s koncertsal i 2009. Foto: Jens Dresling/Polfoto.

Laurie Anderson i DR’s koncertsal i 2009. Foto: Jens Dresling/Polfoto.

Joel Ryan

11. december 2015

Canal Street, New York City, 2001

Jeg sidder i Laurie Andersons studie og har tændt for DAT-båndoptageren. Interviewet til nærværende avis er et par minutter gammelt, da Lolabelle stryger ind ad døren. Ser på mig og springer op og slikker mig i ansigtet, mens den logrer lystigt. Anderson ler. Hunden snøfter. »Not everyone likes to be french kissed by a rat terrier,« siger hun. Vistnok til os begge.

Det er få uger før 11. september, og hun har lavet albummet Life on a String, som på ét plan – og der er altid mange planer i Andersons kunst – handler om hendes gåture gennem New Yorks gader med Lolabelle.

’Heart of a Dog’, album, 2015

Tilsat musik og lydeffekter fortæller Anderson, at hun i tiden efter 9/11 forsøger at komme så meget som muligt væk fra et infernalsk New York gennemtrawlet af soldater i riot gear og helikoptere i overvågningsdelirium. Hun tager med Lolabelle til Californien. Op i de nordlige bjerge.

Scene fra ’Heart of A Dog’. Foto: Abramorama / HBO Documentary Films

Click Festival, Helsingør, 2013

Laurie Anderson sidder i en lænestol og fortæller historien om vandringerne i de californiske bjerge i en stopfyldt sal. Hun er i Danmark for første gang siden 1995. Fortæller, hvordan Lolabelle får øje på høgene over hendes hoved og finder ud af, at de svæver deroppe for hendes skyld. Fordi de vil æde hende. Anderson betragter sin hund erfare at farer også kan komme fra oven, at hun ikke længere kan nøjes med at reagere på gadeplan, men må udvide sin opmærksomhedsradius med yderligere en dimension.

’Heart of a Dog’, album, 2015

»She just kept looking over her shoulder, her eyes scanning the thin sky. Like there was something wrong with the air.« Lyden på albummet Heart of a Dog er den hele lydside til dokumentaren af samme navn. Altså samtlige 75 minutters lydspor uden billeder. Lydligt er det et smukt væv af tanker om hunden Lolabelles liv og død i 2011. Men også kærlighed og kunst, erindring og historiefortælling, spøgelser og traumer (nationale såvel som personlige). Og som den store fortæller og lyddigter, Anderson er, fungerer den fremragende på egen hånd. Det er let at forestille sig Lolabelles jagede udtryk i ansigtet under erkendelsen af faren fra oven. Og det er let at forestille sig newyorkerne have det samme jagede udtryk i ansigterne efter 11. september. Hvor de har opnået to erkendelser: »First, that they could come from the air. And second, that it would be like that from now on, and that we had passed through a door. And that we would never be going back.«

Canal Street, New York, 2001

Hun er hamrende politisk, men ... »Jeg tror ikke på propaganda. Jeg tror ikke ét sekund på, at jeg har den mindste ret til at fortælle andre mennesker, hvad de skal gøre. Jeg forsøger at beskrive ting, holde dem åbne, skabe en situation, som folk kan træde ind i.«

Hun fortæller en historie om en sydstatsbaptist, der ville omvende buddhister. De anede ikke, hvad hun fablede om, men hun fik lært dem, hvordan hun skabte sine smukke, store hatte. Til gengæld lærte de hende, hvordan man beskærer roser, så de blomstrer tre gange, ikke én, på en sommer.

Sommerhus, Nykøbing Sj., vistnok 1982

En radiovært på P3 finder det betimeligt at spille Laurie Andersons »O Superman (For Massenet)«, mens jeg render rundt i pyjamas. Som det mest usandsynlige hit har den nået nummer to på den britiske singlehitliste. Køligheden i det loopede ah-ah-ah-ah får mig til at fryse. Men samtidig lokker hendes elektronisk behandlede stemme mig ind i hendes favn. Der er noget både fremmed og moderligt over den, noget både truende og tilgivende.

Koncerthuset, DR, København, 2009

Stemmen »udsender en dybt betagende glød og en kølig sensualitet«, skriver jeg i min anmeldelse af hendes og ægtefællen Lou Reeds koncert en glødende julinat. Vi bemærker alle, hvor affældig Lou Reed (R.I.P.) virker, og vi henføres af Laurie Andersons diktion og fortællekunst. For eksempel om dengang hun »som 12-årig ramte ved siden af en swimmingpool og brækkede ryggen«.

Man gribes af fornemmelsen af hendes genoplevelse af hospitalet, hvor hun hverken kunne gå eller tale. Og hvor brændte børn roterede i væskebade. Den fortælles i løftet stemning. Men. »There was always something weird about telling the story. Like something was missing.« Og så genkalder hun sig, hvordan hun en dag, mens hun fortæller historien, transporteres tilbage til dengang, på hospitalet. Og hun husker pludselig for fuld styrke lugten af brændt hud. Og lydene. »The sound of children dying.«

’Heart of a Dog’, album, 2015

Der er noget, der er værre ved historien om de brændte børn. Ja, ved historiefortælling i det hele taget. Hver gang du fortæller en historie, så glemmer du den lidt mere.

Det afholder dog ikke Anderson fra at fortælle nogle af dem igen og igen. Hun er trods alt en af vor tids store hukommelseskunstnere, der nyder at undersøge, hvordan information, erindring, historie konstant forandres, filtreres af afsender og af mediet, de fortælles gennem.

’New York Social Life’, sang, 1977

En sang om overfladesocialisering med Anderson i rollen som sig selv som kunstner, men også alle sangerens hule bekendtskaber i New York.

Hun var Guds ord fra landet, da hun ankom til storbyen i slutningen af 1960’erne. Født 5. juni 1947 og opvokset i Glen Ellyn, Illinois i nærheden af Chicago. Under hendes opvækst var New York det forjættede land mod øst. Byen, der altid var en time foran.

Hun studerer skulpturkunst på Columbia University, et studie hun færdiggør i 1972. I de mellemliggende år er hun allerede blevet involveret i New Yorks såkaldte downtown-scene, hvor hun er i berøring med den minimalistiske komponist Philip Glass og samarbejder med William S. Burroughs samt John Giorno, der er tæt knyttet til Warhol.

»New York Social Life« handler om de hulrum, hverdagssproget og klicheerne gemmer på. Folk pludrer løs, men mest om at mødes igen. »Let’s have lunch next week,« siger en. Eller: »We should really get together.« Og endelig ringer en Mary og siger: »Hvis du vil snakke, så sørger jeg for at min telefonsvarer er tændt. Så bare ring. Anytime

Canal Street, New York City, 2001

»Computere fatter jo heller ikke stilhed. Den findes ikke for dem, for når der er stilhed, så slår de bare fra. Sådan er det jo ikke med mennesker ... Vi lærer meget af stilhed. Man indser, hvor meget sproget er et forsvar. Det er altid ’snik snak, jeg er så og så klog.’ Når man holder op med at snakke, indser man, at den man snakkede med under stilheden bruger alle sin sanser på en. Og det får en til at føle sig sårbar.«

Hendes undersøgelse af vores kommunikationsformer og vores fremmedgjorte dialog med den postindustrielle og teknologiske verden har på en eller anden måde gjort den lettere at bo i.

’Heart of a Dog’, album, 2015

»For two years after Lolabelle’s death I continued to get notifications from a Facebook account I didn’t even know she had.«

’Heart of a Dog’, album, 2015

Den buddhistiske modermeditation tages i brug, når man ikke kan føle noget. Det handler om at finde dét øjeblik, hvor moderen elskede én ubetinget. Hun kommer til at lede et stykke tid.

Da moderen ligger for døden, ved Anderson ikke, hvordan hun skal håndtere det. Hun elsker hende ikke. Som altid er Anderson god til at søge råd, og hun taler med Fader Pierre. »Giv hende blomster, og fortæl at du altid har draget omsorg for hende.« Moderen dør før, hun får det sagt.

’O Superman (For Massenet)’, single, 1981

Igen telefonen og telefonsvareren som »New York Social Life«. En stemme taler. »This is your mother. Are you there? Are you coming home?« Kort efter siger stemmen »well, you don’t know me.«

Snart mister protagonisten tålmodigheden og spørger, hvem der egentlig taler (måske har hun løftet telefonrøret?). Svaret er »the hand that takes«. Døden? »When love is gone, there is always justice/And when justice is gone, there is always force/And when force is gone, there is always mom.« Og det ender med at protagonisten beder om at blive holdt i morens »long«, »automatic«, »electronic«, »petrochemical« og endelig »military arms«. Morens arme transformerer sig altså fra tryghedens favn over robotteknologisk effektivitet til dræbende våben. Semiotisk judo med vores kollektive ubevidste.

’Big Science’, sang, 1982

»Don’t forget your mittens.«

Rock and Roll Hall of Fame, 2015

Laurie Anderson holder en tale ved den posthume indlemmelse af Lou Reed i Rock and Roll Hall of Fame i Cleveland. Hun fortæller om de tre leveregler, som de skabte for dem selv: »The first one is don’t be afraid of anyone. Now can you imagine living your life so that you are afraid of no one? And second is get a really good bullshit detector and learn how to use it. And third is be really really tender.«

’Heart of a Dog’, album, 2015

Hun kommer i tanke om et udtryk for morens uforbeholdne kærlighed. Anderson er barn og kører sine små tvillingebrødre Craig og Phil i barnevogn ud på søen, der fryser til is hver vinter. Men den brister. Barnevognen synker i mørket. Hun springer i og får den ene hevet op. Og efter lidt dybere dykning også den anden. Hun bærer dem hjem, én under hver arm, skrigende af kulde. Da moderen hører historien, siger hun »What a wonderful swimmer you are. And I didn’t know you were such a good diver.«

Observer.com, New York, 2015

Til interviewer om Heart of a Dog: »What it isn’t is a story about getting to know me.«

’Big Science’, sang, 1982

»I think we should put some mountains here. Otherwise, what are the characters gonna fall off of?« På sin egen dadaistiske og multimediale facon bygger Laurie Anderson både kropslige, sjælelige og traditionelle topografier. Over steder, der findes og ikke findes. Over nervebibelen, som hun kalder kroppen. Over storbyen. Som vi kan kalde for asfaltbibelen.

»Keep going until you hit the place where they’re thinking of building that drive-in bank.«

’Heart of a Dog’, album, 2015

På nummeret »The Bardo« besøger hun det sted eller måske rettere den proces, som man i følge Den Tibetanske Dødebog, gennemlever efter døden. Over 49 dage opløses sindet og gør sig klar til at bebo en ny livsform. Alt bliver mørkt, og du vågner langsomt til dit næste liv. »Now you’re in another form with- out a body. Recognize this. The cities, the mountains, the rooms, the trees, the trains. Optical illusions not there (...) Anger turned to liberation. Earth into water. Water into fire. Fire into air. Air into consciousness.« Efter Lolabelles død har hun også tegnet en række tegninger af sin hund i dén proces.

Canal Street, New York City, 2001

»De sidste par uger har jeg arbejdet i McDonald’s på Canal Street. Jeg er en spion, ikke en musiker. Jeg tog dertil med forventningen om at finde dette automatiserede, fabrikslignende sted. Arbejdede som kassedame, lavede hashbrowns, postede Coca-Cola, lavede Happy Meals til børnene og havde rent faktisk en pragtfuld tid. Det var mest kantonesere og mandariner, der arbejdede der, og stemningen var decideret opløftet. Men den sidste dag, jeg var der, hævede de priserne. Og de faste kunder, som kom hver dag og købte kaffe til 99 cents, de gik, når jeg forlangte 1 dollar og 5 for den. Måltiderne var steget 20 cents, og det samme skete. Så der stod jeg på en McDonald’s og tænkte: ’Jeg er en kunstner, en avantgarde-whatever, en kvinde, en newyorker, og jeg ser verden på min måde. Men bare i et glimt ville jeg gerne se verden fra et andet standpunkt, og jeg så, at det er én ting, at være kulturel snob og noget helt andet at indse, at ikke alle har 20 cents’.«

’Heart of a Dog’, album, 2015

På dyrehospitalet vil de give Lolabelle den dødbringende sprøjte, så hun ikke føler nogen smerte i sin sidste stund. Anderson og Reed afslår. Hun konsulterer sin buddhistiske læremester. Han siger: »Animals are like people. They approach death and then they back away. And it’s a process. And you don’t have the right to take that from them.«

De tager hende med hjem. Efter tre dage udånder Lolabelle. »We had learned to love Lola as she loved us. With a tenderness, we didn’t know we had.«

Hovedbanegården, København, 2009

Det er en glødende juliaften, og jeg er ankommet i tog fra sommerlandet for at høre Anderson og Reeds koncert. Jeg nærmer mig udgangen ud mod Vesterbrogade og ser Lou Reed i øjnene. Han ser opmærksomt på mig, måske fordi jeg har fart på. Jeg sagtner farten. Så ser han væk og passerer forbi udgangen. Jeg ser efter ham. Lidt længere fremme ser jeg Laurie Anderson fordybet i snak. Dengang var det otte år siden vores veje sidst krydsedes.

Laurie Anderson: ’Heart of a Dog’ (Nonesuch Records/Warner). Er udkommet.

Dokumentaren ’Heart of a Dog’ har biografpremiere herhjemme til næste år

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu