Læsetid: 4 min.

Det nøgne maleri

Glyptoteket udstiller ni af sine kendte værker uden rammer og beder os om at se dem med egne øjne, men ender med at indramme sin egen fortælling om det uhildede blik lige lovlig grundigt
Théodore Rousseaus ’Uvejr over Mont Blanc’ fra  1834 er et af de malerier, som Glyptoteket udstiller uden deres sædvanlige ramme.
4. december 2015

Det er en forførende enkel titel, Glyptotekets nye udstilling har fået. Maleri hedder den slet og ret. Ikke overraskende viser den malerier, ni i alt. Det er ikke maleriernes nyhedsværdi, der er baggrund for udstillingen, for det er gode, gamle kendinge fra samlingen, såsom Manets »Absinthdrikkeren«, van Goghs »Landskab fra Saint-Rémy« og Cézannes »Badende kvinder«. Det centrale greb i Maleri er et andet, nemlig at fjerne billederne fra deres rammer og udstille dem ’nøgne’, rammeløse.

Det kan lyde som gammel vin på nye flasker, men er faktisk meget mere end det. Udstillingen er en tankevækkende, vellykket om end ikke uproblematisk demonstration af, at kunstværker altid erfares i specifikke sammenhænge og at disse sammenhænge øver vidtgående indflydelse på, hvordan vi ser og forstår de kunstværker, vi står over for. Udstillingen Maleri er dermed et bud på en stærkt kurateret udstilling, som i selve udstillingsmediet fremsætter en tese og argumenterer for den.

Udstilling med tese

Tesen er, at et maleris ramme er med til at bestemme, hvordan vi ser værket. Fjern rammen og du vil se noget nyt. Noget, der er tættere på kunstnerens eget blik på lærredet og dermed tættere på selve den kunstneriske proces, billedets tilblivelse. Noget, der er mere labilt, mindre fikseret. For rammens funktion er at ’indramme’ og at afgrænse: at adskille billedet fra omgivelserne, at skabe et særligt rum, som er et andet rum, end alt det udenom.

Hvad sker der så, når man fjerner rammerne om billederne? Ja, helt elementært får publikum adgang til at se, hvordan lærrederne er afsluttede, hvordan de er sømmet fast på blindrammer eller hvordan de er klæbet op på træplader. Kanten, hvor billedet ophører og det rå eller grundede lærred begynder, kommer til at udgøre det labile og udflydende grænseområde mellem værk og ikkeværk, og man får adgang til at se den rent materielle base, som billedet er skabt på og med.

Udstillingens værker demonstrerer alle denne pointe. De trækker ens blik i retning af billedets margin, som normalt er skjult af svæverammen – måske endda af voldsomt dekorerede, voluminøse og forgyldte prydrammer, der helt kan stjæle billedet. Denne skærpede opmærksomhed omkring de områder, hvor malingen ophører med at danne figuration og i stedet bliver betydningsløse strøg, klatter og kratterier, kaster betydning tilbage på selve motivet. Det er billedernes tekniske og materielle kvaliteter, der således bliver fremhævet, frem for deres motiviske indhold.

Det rent maleriske

Det er netop en del af udstillingens argumentation, at motivet er sekundært for kunstnerne, der blot benytter det som en anledning til at arbejde med form og farver. Det rent maleriske er hovedærindet for kunstnerne, motivet er mest en undskyldning, som er historisk betinget. På den måde kommer værkerne, der alle stammer fra sidste halvdel af det nittende århundrede, til foregribende at pege frem mod det tyvende århundredes abstrakte kunst.

Ved hjælp af den såkaldt tekniske kunsthistorie, som involverer røntgenfotografering og reflektogrammer med afslørende indblik i overmalinger og kompositoriske ændringer, der er usynlige for det blotte øje, udfolder Maleri denne overgribende idé om den kunstneriske metode, den kunstneriske proces, som et element, der befrugter det egentlige værk – eller måske er det egentlige værk. Det er ikke maleriets repræsentation, dets figurative indhold, der er væsentligt, men derimod det mere filosofisk vægtede spørgsmål om, hvad et billede egentlig er.

Den pointe bliver bragt i mål med udstillingen, hvis intention desuden er at få publikum til at se på værkerne med egne øjne og gerne kontemplativt, eftertænksomt. Til det formål er de rammeløse værker imidlertid indsat i et nyt rammeværk, som Glyptoteket ikke henviser vores opmærksomhed på. Malerierne er sparsomt ophængt, ofte blot et enkelt værk i en sal. De er dramatisk belyst med koncentreret spotlys på lærrederne. De er indsat på vægge, der er farvesat i toner, der nøje er tilpasset rummets malerier. De er tilføjet et formidlingsgreb, som i tekst fortæller publikum, hvad vedkommende skal lægge mærke til – paradoksalt nok bærer de udførlige formidlingstekster den bydende overskrift »Se selv!«.

De usynlige rammer

Sidst, men ikke mindst, er alle værkerne nok fjernet fra deres svæverammer, men samtidig indsat bag tykke glasplader, der holdes ud fra væggene med kraftige metalrør. Så nok er værkerne rammeløse, men de er samtidig tilføjet nye rammer. Rammer, som er transparente og særdeles synlige på samme tid. Rammer, som indirekte taler om værkernes økonomiske værdi, må man antage. Hvis de rammer, som man har fjernet fra malerierne, havde til hensigt at skjule overgangen mellem værk og ikkeværk, at fokusere blikket på maleriets motiviske verden, hvad har disse tykke glasrammer så til hensigt at skjule og fokusere vores blikke på, kunne man spørge?

Den franske filosof Jacques Derrida skrev et helt kapitel sin bog La vérité en peinture, som problematiserede ideen om rammen som et simpelt redskab til adskillelse af indenfor og udenfor. For Derrida er rammen hverken en del af billedet eller en del af den omgivende mur, hverken helt inden for billedet eller helt udenfor, men noget, der hele tiden lader det ene være indeholdt i det andet. Hvis rammen er en grænse, er den ustabil og peger på atter andre grænser, for eksempel rummets grænser, museets indramning, de sikringsmæssige foranstaltninger, formidlingsarkets rammesætning og så videre.

Udstillingen Maleri rejser denne type spørgsmål. Ikke alle sammen intenderede, måske, for udstillingen er i hvert fald ikke den entydige fejring af maleriet »uden omsvøb og udenomsfortællinger«, som pressemeddelelsen bebuder. Men samtidig med at vi får gensyn med ni fantastiske malerier fra samlingen, får vi lejlighed til at tænke over, hvad udenomsfortællinger og kontekster så som udstillingsæstetiske og formidlingsmæssige greb gør for at styre vores opmærksomhed og i sidste ende vores forståelse af kunsten. Og det er også noget af en bedrift.

’Maleri’. Ny Carlsberg Glyptotek. Dantes Plads 7. København. Indtil den 3. marts 2016

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu