Læsetid: 5 min.

Novellemesteren

Kjell Askildsens korte prosa kan atter nydes i hans eget repræsentative udvalg. Samtidig er den 86-årige forfatter aktuel med ny lille samling på norsk
Kjell Askildsen f. 1929.

Jakob Dall

12. december 2015

»Euroklasse-prosa,« skrev Ejgil Søholm her i avisen, da Forlaget Per Kofod tilbage i 1989 for første gang på dansk præsenterede novellens norske og måske tillige nordiske mester Kjell Askildsen (f. 1929). Dengang fandt jeg etiketten lige et nummer for poppet, men jeg må indrømme, at jeg bedre kan acceptere den nu, hvor Gyldendal har udsendt et af forfatteren sammensat udvalg med den poppede titel De 18 bedste, og hvor Oktober til hans landsmænds forbløffelse og fryd har udgivet 12 nye noveller af denne seje 86-årige. For hvad Søholm underfundigt fik sat ord på, var en oplevelse af facil modernistisk standardmæssighed.

Askildsen har da så sandelig europæisk klasse, og selv om hans nye samling umiskendeligt bærer præg af rutine og lidt træt repetition, forstår man til fulde, at Gyldendal agter at følge udvalget med de atten op med en dansk oversættelse af de tolv nye. Men det er nu engang sådan med litteratur, at den danner og efterhånden uddanner sin læser, og jeg føler mig personlig allerede helt igennem udlært, når det gælder afkodningen af Askildsens formstramme minimalisme – særlig den, som han nåede frem til i Et stort øde landskab (1991, da. 1995) og Hundene i Tessaloniki (1996, da. 2002).

Vrede og begær

Vi har med tiden lært dem at kende, disse overlegent velskrevne, men ret beset jo dødsenstriste studier i ensomhed, tavshed, fremmedhed, følelseskulde, tilbageholdt bitterhed, forkrampede gemmelege. Vi kan læse nogle stykker af novellerne i en flyver inden næste plastikservering, vi kan lade studerende analysere den suveræne brug af stilistiske virkemidler, og vi kan hver gang lægge bogen fra os med et afmægtigt suk: Ak ja, sådan er altså menneskene – lutter dumpt dyrisk begær og indeklemt, tavs aggression.

Som læremestre bag Kjell Askildsens køligt beregnende, omhyggeligt økonomiserende prosa er det oplagt at nævne Ernest Hemingway og Samuel Beckett. Blot har han ikke førstnævntes stofmæssige bredde eller den sidstnævntes fandenivoldske humor. Til gengæld besidder hans prosa en enestående musikalitet frembragt ved rungende, svævende pauser vekslende med præcise og skarpe anslag.

Et par eksempler kan hentes i den ovenfor nævnte samling fra 1996. »Græshoppen« følger et ægtepar, som konsekvent taler forbi hinanden og konstant piner hinanden. På et tidspunkt trækker Vera vejret hurtigt og tungt. Så siger hun: »Jeg kan snart ikke holde det her ud mere.« Nej vel, lyder så svaret fra Jakob. »Er det alt hvad du har at sige,« siger hun. Og han svarer ikke.

Lige så knugende forekommer titelnovellen, hvor ægtefællerne klynger sig til det fjerne rejseminde, som de typisk nok husker forskelligt, og hvor manden går sig en tur og sætter sig på en stub og kigger op på huset – og ved at hun formentlig har set ham, men hvor han så alligevel ikke svarer, da hun kalder på ham. Hvorfor svarede du ikke? spørger hun. »Det var vel ikke nødvendigt at svare, når jeg troede at du ikke så mig, sagde jeg. Jeg kunne jo have været et helt andet sted. Hvis du ikke havde set mig, og hvis du ikke havde ladet som om du ikke så mig, ville det ikke have været noget problem.« Hvorpå følger hendes på samme tid logiske og absurde konklusion: »Kæreste, sagde hun, det er da ikke noget problem.«

Frigørelse uden glæde

Ved gensynet med de atten ældre og nyere Askildsen-noveller (som Gyldendal temmelig uprofessionelt har valgt bare at genoptrykke uden tilstrækkelig information om de enkelte teksters første norske udgivelsesår) fascineres jeg nok mest af de ældre, tit noget længere tekster såsom »Møde« og »Mardons nat« (begge helt tilbage fra Kulisser, 1966) og den skånselsløst pinagtige »Ingrid Langbakke« (i Ingenting for ingenting, 1982), en kvindefrigørelsesskildring, men uden mindste gran af kvindepolitisk triumf. Manden Torbjørn siger, tørt: »Mine penge er vores, dine er dine,« efter at Ingrid har taget et job; men de tilsyneladende så gavmilde ord svier i hende.

For i virkeligheden er de gerrige, de er, som der står, ord fra dybet af en fattigdom. Det tager hun naturligt nok konsekvens på. Men så tilføjer forfatteren, at »nu hvor hun er begyndt at gøre sig fri, føler hun sig mindre fri end før, hun ved tit ikke hvor hun skal gøre af sig selv.«

Jo, Kjell Askildsen forstår at kigge mennesker ud og evner at beskrive en indre følelsesmæssig konflikt, så læseren kan kigge helt ind til de hvide knogler. »En stor tomhed styrter ned over én, det er som om selve tilværelsens meningsløshed kryber ind i én og breder sig som et endeløst, nøgent landskab.« Denne følelse kommer igen under læsningen af de tolv nye, men ikke ligefrem nyskrevne noveller, hvor forfatteren atter skildrer mennesker, der lurer på hinanden, gemmer sig for hverandre, glider af på konfrontationer og lader sig føre hid og did af tilfældigheder og pludselige uklare indskydelser.

Rygning på restaurant

Højst karakteristisk virker her titelnovellen »Vennskapets pris«, som må siges at være det stik modsatte af den lovprisning, overskriften lover. To gamle venner mødes og spiser en middag sammen, og vi forstår, at venskabet har sin pris. At det koster. For de gjorde og gør blot hinanden bange og ufri. Engang for længe siden kom hver af dem nemlig desværre til at kende den anden en smule for godt. Med til historien hører, at de to noget aldrende herrer uafladelig ryger cigaretter under middagen. Den var aldrig gået i dag, hverken her eller i Norge. En ydre forandring har fundet sted, som novellen ikke anfægtes af: en forandring, som på baggrund af den gennemgående trøstesløshed i forfatterens livsbillede kommer til at ligne et fælles fremskridt.

Både nye læsere og de trofaste Askildsen-slugere kan glæde sig til samlingen, når den kommer. Den vil have euroklasse og stå som et værdigt senværk af en stor nordisk samtidsforfatter. Men gåderne, de ubesvarede spørgsmål, vil formentlig føles mindre vigtige end før, virke knap så vedkommende som i forfatterskabets storhedstid – 1980’erne og 90’erne.

’De 18 bedste’ af Kjell Askildsen, oversat af Jens Christian Grøndahl, Gyldendal, 279 sider, 250 kroner ’Vennskapets pris’ af Kjell Askildsen, Oktober, Oslo, 107 sider, 349 NOK

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu