Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Pikfikseret

Gaspar Noés ’Love’ er en ok pornokunstfilm, fordi den præsterer smukke troværdigt kærlige sexscener. Men den er langtrukken, endda ofte triviel
’Love’ er et vidnesbyrd om, hvor formidabel Gaspar Noé er til at få sine skuespillere ud i ekstreme situationer foran kameraet, og ikke kun i forhold til sex.

Les cinema de la zone

Kultur
18. december 2015

Ser vi på noget tidspunkt Electras åbne kusse? Jeg tror det ikke. Men vi ser Murphys stive pik en del. Den er også stor og flot, bevares. Efter at have set ham – eller dén – ejakulere en tre gange, så begynder man bare at undre sig over, hvordan Electra mon har det. Hun er helt klart begejstret, men ærlig talt, så virker det uklart om hun får orgasmer i Gaspar Noés ellers ganske smukt erotiske film Love.

Som vi ved fra David Lynchs 25 år gamle klassiker Wild At Heart, så er det ellers muligt at illustrere den kvindelige orgasme i både lyd og billede. Det sker så fantastisk gennem Lulas (Laura Dern) gutturale skrig og den rødt filtrerede fotografering af hendes hånd, der strækker fingrene vildt dirrende, mimende kramperne et andet sted i hendes krop. I Love er jeg sgu i tvivl om Electra overhovedet kommer, selvom det hævdes, men der er ingen tvivl om, at Murphy gør. Endda en enkelt gang lige i synet på mig, direkte mod kameraet. Pikfikseringen er evident i den 51-årige argentiners fjerde spillefilm. Murphy viser sig så også at være noget af et selvoptaget pikhoved. »Living with a woman is like sharing a bed with the CIA,« beklager han sig. Det er sidste tango i Paris for den eksilerede amerikaner (spillet af Karl Glusman). Efter at have været sin højtelskede Electra (Aomi Muyock) utro og endda gjort Omi (danske Klara Kristin) gravid er Murphy endt i et ulykkeligt forhold med sidstnævnte og deres søn. »This place is a cage,« fortæller han os helt unødvendigt i sin indre monolog, der fylder en del filmen igennem. Det er nytårsdag, og han hører en telefonsvarerbesked fra Electras mor, der fortæller, at datteren ikke har givet livstegn fra sig i to måneder. Det sætter skred i Murphys følelser, og filmen former sig som en række flashbacks.

Blidhed og brunst

Der er grund til at tro at Noés ambition også er Murphys. Hovedpersonen går på filmskole, tror han er klogere, end han er, og vil lave film, som »truly depicts sexual sentimentality«. Det lykkes for Noé i flere scener, der er fulde af troværdig intimitet og hengivenhed, blidhed og brunst. Her bliver sexscenerne til en naturlig del af Noés studie af kærligheden eller forelskelsen. Især en suite af scener omkring en trekant med Omi fungerer ret smukt. Også takket være deres soundtrack, tre melankolske instrumentalnumre fra Pink Floyds The Wall, Brian Enos Apollo og Funkadelics Maggot Brain. Alle tre guitarprægede, men væsensforskellige numre, der på hver deres måde bidrager til det improviserede, impressionistiske og hengivne i sexakten. Og i øvrigt i Funkadelics tilfælde er præget af en gammeldags rock-fallisk elguitarsolo.

Vi har set ægte sexscener mellem skuespillere i seriøse film før. I Adéles Liv, i Intimacy, 9 Songs, Ken Park, The Brown Bunny. De er en form for dokumentarisk indbrud i fiktionen. Skuespillerne elsker jo ikke hinanden i virkeligheden, men de har rent faktisk sex i virkeligheden, dér foran kameraet. Og det flytter fokus fra fiktionen til indspilningssituationens virkelighed.

Love er således et vidnesbyrd om hvor formidabel Noé er til at få sine skuespillere ud i ekstreme situationer foran kameraet. Ikke kun i forhold til sex, men også i en scene i et karbad, hvor Murphy holder sin lille søn og de begge græder. Det er nærmest gruopvækkende at forestille sig, hvordan den lille dreng på et par år er blevet instrueret.

Men Noé er også usundt forelsket i sine egne grænseoverskridelser – om det så er i skuespillet eller i pornografien – og det giver Love en demonstrativ, overfladisk og umoden kvalitet. Og filmen har andre problemer. Karl Glusman som Murphy er aldrig rigtig spændende, men mest af alt en lidt kedelig wanna-be-intellektuel bro. Filmen trækker i langdrag, er unødigt repeterende og ofte triviel i sin formidling, både i ord og billeder, af kærligheden. Noget der endda understreges af den hyppige brug af Erik Saties musik i forskellige fortolkninger under romantiske scener. Tal lige om kliché.

Frisættelse af den elskede

Men langt inde i filmen når vi heldigvis til et interessant punkt i deres forhold. Murphy går på bar med to franske politimænd, og de forklarer ham forskellen mellem amerikansk og fransk kærligheds- og sexliv. Den amerikanske forkærlighed for ejendomsret modsvares af den franske frisættelse af den elskede. Dét at tillade partnerens seksuelle nydelse med andre mennesker er ultimativt en kærlighedsakt. Murphy lytter og sammen med Electra forsøger han sympatisk nok. Men pikhovedet bliver sgu jaloux, selvom han også selv hygger sig med andre. »You live in fear,« siger Electra. Med reference til hans egen tidligere ytring, da de står og griner af et fistfucking-cover i en pornofilmforretning: »These people are unafraid.«

Og således bliver Love langt om længe til et interessant studie i seksuel udforskning, i den fri tænkning, i en heteromands begrænsede udsyn, i hyklerisk seksualmoral. Og det bliver til en udforskning af kærlighedens væsen som en friktionsfyldt kamp mellem besiddelse og frisættelse. »Du kan gøre, hvad du vil, hvis du spørger mig,« siger Electra til Murphy.

Og da vi mod slutningen ser et dybere flashback tilbage til parrets første møde, så får filmen også en tungere resonans. Vi har set Noé tidligere gribe tilbage til den første uskyld, fra før det gik så grueligt galt – i den gruopvækkende mesterlighed Irreversible – og det er også i denne ombæring et rørende greb. Hvilket efterlader en med følelsen af, at Noé – gerne uden gimmicks – har flere spændende film i sig. Denne er desværre både en nydelse og en ørkenvandring.

’Love’. Instruktion og manuskript: Gaspar Noé. Fransk. Vises i Grand Teatret, Kbh. og i Øst For Paradis, Århus

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her