Læsetid: 2 min.

Portræt af et barneliv på en losseplads

’Børnene på Putins losseplads’ er en barsk og enestående fortælling om at insistere på drømmen om et liv bestående af andet end skrald. Tiårige Yula drømmer ikke bare om at overleve, hun drømmer om at komme væk
16. december 2015

Mens mange børn i disse dage drømmer om prinsessekjoler og legetøjsrumskibe, drømmer den tiårige Yula kun om at slippe væk fra lossepladsen og starte et nyt liv i den prisbelønnede dokumentar Børnene på Putins losseplads, der åbnes sådan:

»Yula, fortæl mig en historie. Hvilken som helst historie,« spørger Yulas ven en mørk aften i det lille skur bygget af skrald. Den nu 12-årige Yula tænder en smøg og svarer, at det kan hun ikke. Der er nemlig ikke sket noget som helst i hendes liv.

»Så kan du fortælle om dine drømme? Det er jo ikke forkert at drømme,« bliver han ved. Yula gnider sig i øjnene og svarer så med fast stemme: »Jeg vil gerne ændre mit liv. Jeg vil gerne væk herfra.«

Og her har vi det: den håbløse virkelighed – et liv på Europas største losseplads små 20 km fra Moskva – over for en håbefuld drøm om et andet liv. Drømmen om et rigtigt hjem i en rigtig lejlighed med eget badeværelse og måske endda rindende vand, langt væk fra skuret, kulden, vodka og gaffeltrucks.

Igennem 14 år har den polske dokumentarist Hanna Polak fulgt Yula og set hende vokse op omgivet af skrald og tragiske skæbner, men også omgivet at en særlig varme og hjælpsomhed lossepladsbeboerne imellem. Hun har skaffet medicin, tæpper og gummistøvler, og hun har lært lossepladsbeboerne om hygiejne og prævention. Det er tydeligt, at dokumentarismen er uløseligt knyttet til en humanisme og et socialt og politisk engagement hos Hanna Polak.

Med The Children of Leningradsky fra 2004 fremviste hun, hvordan hjemløse børn overlever på Moskvas banegårde. Denne gang er det Yulas fortælling, der skal frem. Hendes fortællestil er den samme: Det håndholdte kamera, den rå redigering, det langsomme tempo, det særlige tillidsbånd mellem filmskaber og medvirkende går igen – og resulterer altså i et næsten ubærligt ærligt og bevægende portræt.

Symbolikken er klokkeklar, når der krydsklippes mellem fugleflokkene, der letter hver gang en ny last skrald køres ind på pladsen, og lossepladsbeboerne, der stimler sammen om lastbilerne i håb om at finde noget brugbart eller spiseligt. Enkelt, men effektivt, kommer fuglenes bevægelighed til at stå i kontrast til Yula og de andres fastlåsthed.Det samme gælder, når Yula og de andre i minusgrader fejrer nytåret i det lille skur, mens præsident Putins taler om en voldsom velstandsstigning blandt den russiske befolkning kører i radioen.

Yulas fortælling kommer til at fremstå som en direkte modsætning til Putins materielle velstand, men er også en fremstilling af et meget kontrastfyldt Rusland. Den politiske kritik er konstant nærværende, men så forsigtigt og subtilt, at den aldrig går ind og overdøver den centrale fortælling: Yulas. I Børnene på Putins losseplads får det håbefulde og det håbløse får lov at sameksistere på enestående vis. Hanna Polak har tegnet et uhyre ærligt, vedkommende og rørende portræt af en ung piges drøm om noget andet, noget mere.

’Børnene på Putins losseplads’ kan ses på dr.dk frem til den 25. januar 2016

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En hjertegribende reportage men Putin vinklen fordrejer historien. Kapitalismen ikke Putin er skyld i denne tragedie. I Sovjetunionen boede ingen på lossepladserne og der var heller ingen gadebørn i Leningrad. I Sovjetunionen garanterede staten alle borge en bolig, ligesom arbejde var en menneskeret!
Lossepladsens indbygger har Rusland nu tilfælles med en lang rakke andre kapitalistiske økonomier og kære medborgere – der vil komme flere!