Læsetid: 7 min.

Reagan – bedre end sit rygte

Trods sin status som konservativt ikon, fremstår Ronald Reagan i ny biografi som en pragmatisk politiker. Reagans distancerede personlighed var en del af hemmeligheden bag hans succes som ’den store kommunikator’
Ronald Reagan under et pressemøde i 1985 om kapringen af et fly i Beirut, Libanon. Ny biografi om USA’s 40. præsident går tæt på det politiske forløb under Den Kolde Krig.

Dennis Cook

10. december 2015

I januar 2008 talte den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama i et interview om, hvilke tidligere beboere i Det Hvide Hus han betragtede som de mest betydelige ledere. Han fremhævede blandt andre Ronald Reagan, som han mente »førte Amerika ind i en ny bane på en måde, som Richard Nixon ikke gjorde, og på en måde som Bill Clinton heller ikke gjorde«. Den udtalelse skabte en del fortørnelse, både hos Obamas rival i valgkampen, Hillary Clinton, og hos mange progressive demokrater.

Hvad Obama udtrykte var dog ikke billigelse af Ronald Reagans politiske målsætninger, men blot en anerkendelse af hans evne til at anvende de muligheder, som præsidentembedet gav ham.

I det Republikanske Parti er Reagan for længst blevet helgenkåret, men også mange historikere og politologer, som ikke deler hans ideologiske anskuelser, er med tiden kommet til at betragte ham på samme måde, som Obama gjorde.

Læs også: Da kommunismen gik i sort

Først og fremmest evnede Reagan at overbevise mange amerikanere om, at hans politiske tiltag passede naturligt ind i en større national fortælling. Han kunne, som den politiske kommentator George Will engang bemærkede, kombinere sit konservative budskab med den samme amerikanske liberale optimisme og fremskridtstro, som hans ungdoms demokratiske helt, præsident Franklin Delano Roosevelt, havde begejstret landet med.

Havde præsident John F. Kennedy ansporet til opofrelse og pionerånd, så tilbød præsident Reagan en »konservatisme uden tårer«. Eksempelvis var det centrale element i reaganomics forestillingen om, at skattelettelser til de bedst stillede i samfundet ville sætte så meget gang i hjulene, at de betalte sig selv.

Efterlod gæld og genrejsning

Det holdt (heller ikke dengang) stik: Da Reagan efter otte år i Det Hvide Hus forlod præsidentembedet var den nationale gæld vokset fra en billion dollar til tre billioner dollar (21 billioner kr.). Det var imidlertid lykkedes at sætte skub i den amerikanske økonomi, og samtidig var inflationen kommet under kontrol (hvilket dog snarere var nationalbankdirektør Paul Volckers fortjeneste).

Endnu vigtigere bidrag til Reagans positive eftermæle var den udbredte fornemmelse af national genrejsning i hans tid som præsident og afviklingen af Den Kolde Krig. Han rykkede ind i Det Hvide Hus som den ultimative koldkriger, men viste sig som en pragmatisk politiker, da forhandlinger med Mikhail Gorbatjov gjorde det muligt at reducere supermagternes atomarsenal betydeligt.

Læs også: Bagsiden: Var John Lennon højreorienteret?

Flere af de konservative aktivister, der i dag har ophøjet ham til helgen og skabt en særlig Reagan-test for republikanske politikere, kaldte ham dengang for »en nyttig idiot for den kommunistiske sag«.

Den bedste biografi hidtil

Der er udkommet utallige bøger om både Reagan og hans regering, siden han i 1989 forlod Det Hvide Hus. Den amerikanske historiker H.W. Brands nye mursten af en biografi, Reagan, der allerede nu foreligger på dansk, skriver sig ind blandt de bedste og mest velafbalancerede.

Måske er ’biografi’ imidlertid ikke den rette betegnelse for bogen, for efter 841 siders læsning sidder man næppe tilbage med fornemmelsen af at forstå Reagan bedre som menneske.

De første 69 år af hans liv, frem til han bliver præsident, behandles på bogens første 300 sider, mens resten af bogen handler om hans tid i embedet. Denne anden del fungerer klart bedre end den første – måske fordi den mere er en skildring af, hvordan Reagan-regeringens politik blev udformet, og af magtkampene omkring præsidenten.

Reagan selv er i lange passager henvist til en birolle. Undtagelsen er de omkring 200 sider, som fremragende skildrer Reagans forhandlinger med Gorbatjov. Her er Reagan selv, i Brands’ udlægning af forløbet, den drivende kraft.

Læs også: De kom begge for sent

H.W. Brands har tidligere skrevet fremragende biografier om andre præsidenter som Andrew Jackson, Ulysses S. Grant, Theodore Roosevelt, Woodrow Wilson og Franklin Delano Roosevelt, og måske er det svært at klandre ham for, at konturerne af Reagan som person forbliver vage.

I 1998 udsendte den Pulitzerpris-vindende forfatter Edmund Morris en længe ventet Reagan-biografi med titlen Dutch. Reagan-familien havde forestillet sig, at det skulle være den autoritative biografi, og Morris havde i årevis haft enestående muligheder for at interviewe både Reagan selv og folkene omkring ham.

Han fandt dog præsidentens personlighed så uinteressant, at han i desperation valgte at opfinde en række fiktive personer til bogen og tilmed skrev sit eget fiktive alter ego ind i fortællingen som en af Reagans jævnaldrende, der vokser op i dennes hjemby.

Mens nogle fandt, at blandingen af fiktion og historieskrivning bragte dem tættere på en forståelse af Reagan, var flertallet af faghistorikere stærkt kritiske over for metoden.

En distanceret person

Heller ikke Brands kan rigtigt finde ind til nogen kerne i Reagans personlighed. Præsidenten er venlig, høflig, ofte underholdende og meget sjældent ubehagelig over for nogen. Men han er for det meste også distanceret, selv over for sine egne børn.

Måske var netop distancen dog en del af hemmeligheden bag Reagans succes som »den store kommunikator«. Hans erklærede radikale målsætning om at afskaffe den basale velfærdsstat, som var blevet skabt i USA under The New Deal i 1930’erne, virkede stærkt polariserende, men Reagan blev sjældent holdt personligt ansvarlig for sin regerings politiske tiltag (med den såkaldte Iran-Contra-skandale som en markant undtagelse).

Læs også: Lillebror, der voksede ud af familiens skygge

I meningsmålinger var Reagan som person altid markant mere populær end sin politik. Brands afviser dog fordommen om, at han blot var en skuespiller, der leverede, hvad andre havde skrevet for ham: Få præsidenter har været så aktivt involveret i at udforme deres taler. Hemmeligheden bag Reagans evne til at få folk til at tro på sin fortælling om den amerikanske drøm var ifølge Brands, at han også var i stand til at få sig selv til at tro på hvert et ord, han sagde.

Trods sin status som konservativt ikon, fremstår Reagan i bogen som en pragmatisk politiker, der som guvernør i Californien støttede en liberal abortlov, og som præsident nok skar voldsomt i skatterne, men efterfølgende også accepterede hele seks skatteforhøjelser.

Han fik også gennemført en immigrationslov, der gav amnesti til flere end tre millioner illegale immigranter i USA, og han var for det meste villig til at samarbejde med Demokraterne i Kongressen. Blev Reagan i 1976 regnet for at være for konservativ til at blive nomineret som det Republikanske partis præsidentkandidat, så ville han i dagens Republikanske Parti sandsynligvis blive regnet for at være alt for liberal – en squish.

H.W. Brands fremhæver selv, at hans vigtigste kilder til bogen har været Reagans egne taler, dagbogsnotater, breve og erindringer suppleret med udskrifter fra samtaler i Det Hvide Hus, interviews med familiemedlemmer og folk fra Reagans stab. Man kan sige meget godt om vægtningen af disse kilder, men måske bærer den også en del af skylden for flere påfaldende huller i skildringen af Reagans politiske karriere. Der er emner, som af uransagelige årsager får masser af plads – eksempelvis interne magtkampe i Hollywoods forskellige fagforeninger, spørgsmålet om hvorfor Ed Meese ikke blev stabschef i Det Hvide Hus, og den senere stabschef Don Regans trængsler.

Til gengæld nævnes Reagans såkaldte køkkenkabinet – en gruppe af rige og indflydelsesrige forretningsfolk, der i høj grad var med til at skabe hans politiske karriere og forblev indflydelsesrige uformelle rådgivere – ikke med et ord i bogen.

Læs også: Arkivoptagelser kaster nyt lys over Nixon

Det nævnes heller ikke, at ledende konservative aktivister i deres forargelse over først Nixons og siden Gerald Fords økonomiske politik, for en tid arbejdede på i stedet at opstille Ronald Reagan sammen med Alabamas guvernør George C. Wallace, der engang var et symbol på kampen mod raceintegration, som kandidater for et nyt konservativt parti ved præsidentvalget i 1976. Faktisk nævnes George Wallace overhovedet ikke i bogen, på trods af at hans kampagner som uafhængig præsidentkandidat i 1968 og 1972 for mange konservative hvide demokrater kom til at fungere som en bro, der ledte dem over til det Republikanske Parti (hvor de i 1980’ere blev omtalt som ’Reagan-demokrater’).

Mest påfaldende er det, at Brands på trods af Reagans status som konservativ helgen stort set intet skriver om hans kontakter til konservative organisationer i 1960’erne og 1970’erne. Det Ny Højre, som var med til at gøde jorden for ’Reagan-revolutionen’ glimrer ved sit fravær.

Sidst, men ikke mindst kunne man have ønsket sig, at H.W. Brands havde brugt mere plads på at placere Reagan i en bredere kulturel kontekst, således som eksempelvis Gil Troy gør i Morning in America; How Ronald Reagan Invented the 1980’s (Princeton University Press, 2005) og Rick Perlstein gør i The Invisible Bridge: The Fall of Nixon and the Rise of Reagan (Simon & Schuster, 2015).

Trods disse forbehold er H.W. Brands biografi bestemt værd at læse. Den byder ikke på nye overraskende perspektiver, men den er særdeles velskrevet, glimrende oversat til dansk, og bringer i sine bedste passager læseren tæt på det politiske forløb, der var med til at afslutte Den Kolde Krig.

Niels Bjerre-Poulsen er lektor ved Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet. H.W. Brands: ’Reagan’. 896 sider. Oversætter: Ole Steen Hansen. Lindhardt og Ringhof. 400 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Jeg læste "Dutch" i sin tid - og var meget begejstret.

Det gik hen over hovedet på mig, at forfatteren ikke havde gået i skole med Reagan, der kan man bare se!! Men han havde priviligeret adgang til præsidenten - hvis det ellers ikke også er løgn - godkendt af Nancy, herself.

Jeg erindrer med fornøjelse et kapitel, der omhandler Reykjavik.
Ron Reagan var med som reporter for "Rolling Stone".
Ron er jo søn af Ronald & Nancy.

Ron og forfatteren kunne komme overalt, og ved en bestemt lejlighed sad de i det tilstødende værelse - til uro for forfatteren med åben dør - mens Reagan og Gorbachev forhandlede.
Reagans ildhu i forhandlingerne skyldtes ikke mindst hans inderlige afsky for A-våben.

Ron Reagan har skrevet "My father at 100", som jeg læste med stor fornøjelse.
Ron var vist det barn, der kom bedst ud af det med Reagan; men selv for ham gik vejen ofte gennem Nancy.

Som af Ronald Reagans danske bewonderer glæder jeg mig til at læse H.W. Brands: ’Reagan’

Jens Harder Vingaard Larsen

...på nær den såkaldte Iran-Contra skandale...

Reagan og hans regering ikke bare støttede Contraerne (og finansierede det med våbensalg til Iran, narkosalg, osv) men opfandt og holdt dem i live i 8 lange år og har over 60.000 nicaraguanske liv på samvittigheden (samt et lands økonomiske kollaps som man først nu er på vej ud af).

Karsten Aaen, Peter Hansen, Torben Lindegaard, lars abildgaard, erik mørk thomsen, Rasmus Knus, Vladan Cukvas, Torben Skov, Morten Kjeldgaard og Jan Pedersen anbefalede denne kommentar
Morten Kjeldgaard

Reagan var rablende tosset. Det er et mirakel at idioten ikke fik udløst en atomkrig. Æren for det tilfalder udelukkende Mikail Gorbachev. At Doonesbury -- dengang daglig stribe i Information -- havde en årelang ekspedition i Reagans hjerne, hvor han ikke fandt noget, er jo ikke noget tilfælde.

Karsten Aaen, Peter Hansen, lars abildgaard, erik mørk thomsen, Rasmus Knus, Hans Larsen, Vladan Cukvas og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Reagan er fortsat den bedste amerikanske præsident siden Kennedy. Hans håndtering af koldkrigen og afmonteringen af kommunismen på bunden af oliekrisen var bemærkelsesværdig. Tilliden til den tidligere B-skuespiller var i samtiden ellers ikke særlig stor i starten.

Torben Lindegaard, Peter Nielsen og Anders Hede anbefalede denne kommentar

Reagan, ligesom mange andre amerikanske præsidenter har ti tusindvis af liv på samvittighed, overvejende i det centrale Amerika og Afrika.

Reagan overtog embedet da landet var i økonomisk krise efter de turbulente 70erne, da US dropper Bretton-Woods aftalen og forlod gold standard. Denne tid og den økonomiske politik da fulgte betragtes af mange amerikanske økonomi historikere som begyndelsen på enden af US.

Den reelle løn for de amerikanske arbejdere og mellemklassen enten stagnerede eller fald lidt siden midten af 70erne og det var Reaganomics’ skyld i at tingene ikke blev bedre. Reaganoimcs kendetegner en tid hvor Wall Street overtog magten fra Main street og som Allan Greenspan fuldførte i årene efter – det såkaldte ”trickle down” princippet som går ud på at de rige få ubegrænsede midler i form af kreditter, og en del af de penge drysser ned til resten af befolkningen. Efter Greenspan stoppede som FEDs formand begyndte han at tvivle på rigtigheden af ”trickle down” politik.
I virkeligheden var det blot en pyramide spil af gigantiske proportioner som skulle finansieres ved konstant at øge gælden og eksportere inflation til udlandet.

Alligevel, blev resultatet en kæmpe gæld som steg og steg, og i dag opgøres i hundrede billioner af dollars. Reaganomics vil gå i historien som begyndelsen på enden af den amerikanske dollar.
Ron reagan skrev i sin bog, at Reagan udviklede tidlige symptomer af Alzheimers allerede i hans første embedsperiode
http://www.theguardian.com/world/2011/jan/17/ronald-reagan-alzheimers-pr... – hvilket blev benægtet af hans adaptive søn Michael og NYTimes skribenten Altman - dette kan muligvis forklare at var så distanceret.

Karsten Aaen, Michal Bagger, morten rosendahl larsen, Thomas Krogh, Jan Pedersen, Torben Skov, Robert Ørsted-Jensen, erik mørk thomsen, Aksel Gasbjerg, Rasmus Knus og Torben Selch anbefalede denne kommentar
Thomas Kristensen

For mig har det virkelig været en øjenåbner fornyligt at læse lidt mere om Nato-øvelsen Able Archer i 1983 og den atmosfære, der i denne periode herskede i Moskva - angiveligt stærkt påvirket af Reagans koldkrigsretorik og initiativer som b.la Strategic Defense Initiative mv. For andre som endnu ikke er bekendt med, hvor galt det den gang var tæt at gå, kan jeg kun anbefale nedenstående artikel inden spørgsmålet 'bedre end sit rygte?' måske søges besvaret.

http://arstechnica.co.uk/information-technology/2015/11/wargames-for-rea...

Torben Lindegaard

Michael Kongstad Nielsen

"Man var altid usikker på, hvornår Hollywood holdt op og USA begyndte."

En Reagan-historie jeg læste i Politiken:

Reagan deltog som præsident i en gallamiddag for selveste James Bond.
Reagan holdt selvfølgelig en tale, hvor han takkede James Bond for de utallige gange, han havde reddet den frie verden.
- Så er der de mennesker, der siger, at James Bond blot er film og fiktion
- Well, vi skal jo alle sammen starte et sted.

Politikens udsendte var absolut utryg ved hele situationen

Da Reagan tiltrådte embedet, vidste han intet - intetom udenrigspolitik. Til hans rådgiveres store frustration, viste han heller ikke synderlig interesse i at udvide sit kendskab. Til informationsmøder døsede han ofte hen eller sad uinteresseret og åd jelly beans.

Dette kendte citat taler meget godt for mandens intellektuelle kapacitet:

"Well, I learned a lot….I went down to (Latin America) to find out from them and (learn) their views. You’d be surprised. They’re all individual countries."

At fremstille Reagan er som en god præsident er det værste sludder. Hans eftermæle er én lang omskrivning af historien. Hvor gør disse tilbedere af kendgerninger som eksempelvis skitseret af Jens Harder Vingaard Larsen (10. december, 2015 - 16:03)? Tildeles dette massedrab ingen betydning?

Amerikanske præsidenter forventes ikke at vide ret meget om verdensdelene. George Bush troede, at Afrika var ét land:

"Africa is a nation that suffers from incredible disease."

Then U.S. president George W. Bush, during a speech in Göteborg, Sweden on June 14, 2001.

hvad skal de også bruge resten af verden til? Der var engang hvor USA var indelukket, blandede sig uden om alle intl konflikter og i det hele taget bare passede sig selv.
jeg ved at mange vil ønske at det var sådan stadigvæk, og heriblandt mange indbyggere i USA.

Kapitalen i Amerika har altid holdt sig langt væk fra rampelyset i amerikansk politik, og i stedet fundet "nyttige", men også ambitiøse mennesker til at løbe deres ærinde igennem årene.

Hele kommunistpsykosen tilbage fra 1950'erne ligger da også fortsat dyb forankret i den amerikanske nationale selvforståelse, - trods opgøret med Mccarthyismen, der var et særdeles mørk kapitel i amerikanske politisk historie, og hvor ikke mindst Edgar J. Hoover og hans mandlige "sekretær" der levede sammen, netop udnyttede de homoseksuelle som prügelknabe som kommunister.

Nixon lagde sig tidligt i sporet på jagten på kommunister i Amerika, som de samfundsnedbrydere der skulle fanges og straffes på "forenklede beviser", hvis der overhovedet fandtes beviser.

Som barn af disse generationer har Reagan sin opvækst og forståelse af det liberale Amerika sammen med sine indtægter fra reklamer for Amerikas store virksomheder, og den liberale verdensdrøm for alle mennesker, uden dog at se bag forhænget og se den samtidige fattigdom denne liberale politik medførte for amerikanere overalt i Amerika.

Han undslog sig da vist heller ikke fra i den tid, som formand for skuespillersammenslutningen, at samarbejde med flere af disse antikommunistiske komiteer, hvilket berørte mange kollegers liv særdeles negativt i mange mange år fremover.

Reagans taler var solide blomstrende og forhåbningsfulde for den nationale liberalisme og dens drømmebilleder om rigdom for og til alle, fordi han aldrig så den side af det amerikanske samfund, og forblev evigt tro mod såvel kapitalen som liberalismen som den mest "nyttige person" for netop denne liberalisme og kapitalen.

Jo, Reagan talte til folket som han det han selv troede på i den særlige amerikanske nationale selvforståelse, som hører amerikanerne til og som desværre også forblænder dem dagligt, og får deres hænder op til hjertet, mens hjernen står stille.