Sære dage i justitspaladset

Det er et besynderligt og bemærkelsesværdigt kaninhul, den unge gambianske mand Seyfo falder ned i i Jesper Bryggers romandebut Silfo. Seyfo skal studere på et polyteknisk universitet i Belgien, og bogen skildrer forløbet fra hans ankomst i Bruxelles’ lufthavn til, planerne er gået i vasken, og han rejser videre mod Tyskland uden papirer og i bagagerummet på en bil. Silfo brillerer først og fremmest ved at demonstrere det blik, man har på tingene, når man orienterer sig, inden de samler sig til systemer og ordninger og procedurer: »Alt var på en gang kaotisk og velordnet. Sandsynligvis lå det velordnede lige bag det kaotiske, og hvad der virkede kaotisk, var det blot for den, der så det for allerførste gang.«

Det velordnede når ikke at åbenbare sig, før Seyfo har mistet sine penge og forvildet sig ind i Palais de Justice, et labyrintisk domstolskompleks. Her findes et midlertidigt fællesskab af papirløse migranter side om side med de fungerende retssale, kontorer og hele det juridiske apparat.

Ny og rablende ven

Seyfo mister fornemmelse for tiden, hans handlinger har ikke længere nogen retning, og universitetet fremstår med et som et helt utilgængeligt mål. Seyfo får en ny og rablende ven i Haney, der døber ham Silfo, og som viser ham rundt i det labyrintistiske, eklektiske og kæmpemæssige justitspalads. De minutiøse beskrivelser af bygningen og dens virvar »af søjler, pilastre, hvælvinger, pludselige skakte og umotiverede udløbere« fremhæver det overvældende ved domstolskomplekset. Romanen igennem overskygger og overdøver arkitekturen psykologien. Når romanen en sjælden gang nævner Silfos gråd eller fortvivlelse direkte, er det kun for straks at vende tilbage til den saglige beskrivelse af murbrokker, kobbertag, stilladser og skulpturer. Silfo støver rundt og bliver introduceret for skunken, man kan gemme sig og ryge hash i, og for frisøren i kælderen. Denne frisørsalon er bogens mest fantastiske sted, indrettet på klippegrund med stillestående små søer med plastikåkander i. Her ligger småsten i en pertentlig revet sti, en forhøjning med en plysstol. Justitspaladset er på en gang et hårdt og ubønhørligt sted og en levende organisme: »Søjlerne, marmorgulvene og hvælvingerne forekom bløde og lige til at trænge ind i med en næve, der ville omsluttes af en tung, kold og flydende stenmasse, der ville organisere sine partikler, som den fandt bedst, om en levende hånd.«

Curling, drømme og Brueghel

Haney lærer Silfo, hvordan man gør sig ubemærket og undgår problemer i justitspaladset, men det er ikke anvisninger det hele. En stor del af romanens dialoger handler bare om at være mennesker, der skal have tiden til at gå, i det samme rum med begrænsede muligheder. Silfo møder en parade af monologisk anlagte typer, der sludrer løs om så forskellige fænomener som curling, drømme og Brueghel. Der er også en fascination af historier om folk, der pludseligt falder ud af deres almindelige liv, som f.eks. den om en stewardesse, der slynges ud af et fly, idet det brækker midt over, og lander uskadt i en tjekkoslovakisk snedrive. Hende var der også et digt om i Bryggers debutdigtsamling, Snerte klik af kød bag ryggen, og der er helt klart en tone herfra, der går igen i Silfo. Den løse form på al den snak, de finder sig til rette i, og de gennemgående præcise og kølige beskrivelser af den bygning og den by, de prøver at orientere sig i, danner en interessant kontrast. Brygger er tilbageholdende med at beskrive, hvad hovedpersonen tænker og føler, det ligner et tydeligt fravalg til fordel for en minutiøs beskrivelse af at se sig om, orientere og begå sig i labyrintiske bygningskomplekser og kryptiske regelsæt.

Jesper Brygger: Silfo. Basilisk. 104 sider. 150 kroner.