Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Skarnsknægt med et hjerte af guld

Familiefilmen ’Iqbal Farooq og den hemmelige opskrift’ sætter kulør på dansk film og rummer gode elementer. Men den er ikke så sjov og spændende, som den burde være
Kultur
18. december 2015

Den største fornøjelse ved Tilde Harkamps familiefilm, Iqbal Farooq og den hemmelige opskrift, der er baseret på Manu Sareens populære børnebøger, er, at den sætter kulør på dansk film. Hovedpersonen og hans familie har brun hud og indiske rødder, men er samtidig så assimileret i det danske samfund, at det er det, de er, danskere.

Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke af hensyn til komikken bliver refereret (lidt klodset) til deres hudfarve og etnicitet: Den vrantne, hverdagsracistiske vicevært (Torben Zeller) i familien Farooqs ejendom på Nørrebro kalder dem alt fra aber til terrorister – og mener det åbenbart slet ikke så slemt – mens en tv-journalist får kaldt Iqbal og hans bror, Tariq, for »andengenerationsindvandrerdrenge med anden etnisk baggrund end dansk«, for nu at sætte en tyk streg under det, da Iqbal ved et uheld kommer til at sprænge sin skole i luften.

Og sådan er han, Iqbal (Hircano Soares), fuld af ulykker og ved at drive sin stille og ordentlige far (Runi Lewerissa i noget, der må være hans første filmrolle i mange år) til vanvid. Hvilket næsten sker med eksplosionen på skolen, der både sender Iqbal til skolepsykolog, familien, inkl. mor, faster og onkel, på campingtur i et Benneweis-telt og Iqbal, Tariq (Arien Alexander Takiar) og deres skolekammerat, Sille (Liv Leman Brandorf) i clinch med to skurkagtige forretningsmænd, Æselmand (Rasmus Bjerg) og hans bror, den tidligere bokser Svinet (Andreas Bo). De to ejer grunden under Tivoli og vil have forlystelseshaven fjernet, så de kan bygge Nordens største parkeringshus, men det unge trekløver kommer i vejen.

Lidt nyt at byde på

Og sådan går det mere eller mindre, som man forventer i Iqbal Farooq og den hemmelige opskrift, der skriver sig ind i en dansk tradition for film om såkaldte skarnsknægte med hjerter af guld. Det er der ikke meget nyt i, men i forhold til andre familiefilm som Far til fire og Min søsters børn er dette, den erfarne tv-instruktør Tilde Harkamps spillefilmdebut, noget nær et mesterværk. Ikke mindst er der arbejdet med en dynamisk billedside, mens soundtracket, der rummer sange af blandt andre Wafande og Natasja, er ret funky.

Børnene spiller ikke blændende, men de er okay, og de voksne gør det glimrende uden at fjolle for meget rundt. Rasmus Bjerg og især en næsten uigenkendelig Andreas Bo, der konstant taler i boksemetaforer, er et par ganske underholdende skurke, men man kunne dog godt have undt stakkels Zlatko Buric en anden og mere kødfuld og interessant rolle end den sædvanlige gemytlige kioskejer i Iqbals kvarter.

De bedste scener er dem, der foregår i Farooq-familiens skød, mens det som sædvanlig for en dansk familiefilm går galt, når der skrues op for spænding, action og mere fysisk komik. Det er i høj grad et spørgsmål om timing og evnen til (eller muligheden for) at fortælle i billeder i stedet for hele tiden at lade nogen sige det, der sker og skal til at ske. Det er for stavepladeagtigt og tapper scenerne for intensitet og komik. Det er ærgerligt, fordi Iqbal Farooq og den hemmelige opskrift i hvert fald på nogle områder har lidt nyt at byde på.

’Iqbal Farooq og den hemmelige opskrift’. Instruktion: Tilde Harkamp. Manuskript: Renée Toft Simonsen. Dansk. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her