Læsetid: 4 min.

Steppeild og slaskesolo

De tre modtagere af Carl Nielsen Prisen på tre gange 600.000 kroner blev tegnet ganske klart under priskoncerten på trods af programlægningens kludetæppe
Cellisten Andreas Brantelid var en af de tre modtagere af Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat, og sammen med Underholdningsorkestret fik han Haydns toner til at flamme op. Arkiv

Per Folkver

4. december 2015

Hvad har yndefuldt cellospil til fælles med en kontratenors lurifakseri og en ottestrenget grotesk nedstemt guitar? Meget lidt. Ikke desto mindre skulle aftenen i Den Sorte Diamant vise, hvordan det alligevel kunne give mening at sammenstille tilsyneladende modsatrettede programpunkter.

I øvrigt er det jo ikke ligefrem ukendt at sætte en nyere komposition før eller efter et repertoireværk – det er en meget enkel og effektiv måde at skærpe vores oplevelse af det fortidige, perspektivere det og forstå musikkens udvikling langt frem. Og omvendt kan det tilbyde et dejligt åndehul at høre ældre toner efter krævende avantgarde. Men fordomme om vor tids tonekunst findes der mange af, også at den altid er en bitter pille at sluge.

Den myte punkterede John Frandsen, den ene af årets tre modtagere af Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat, med sine syv raffinerede og samtidig enkle »Silly Songs«. Han skrev dem først i 1987 for mezzosopran og guitar og så i 2005 i en version med orkesterledsagelse.

Kontratenoren Morten Grove Frandsen sang de eskapistiske vrøvletekster af anonyme amerikanere og englændere med selvsikkert krukkeri og mod på at gå lidt over stregen for god smag. I drikkesangen fabler han om, at den ædru visner hen, hvorimod den drikfældige kan dejse muntert om på en kløvermark. I fjerde sang leger han med tanken om at være forskellige væsner. Sidst handler det om spadserende dyr såsom rotteunger med filthatte. Fis og ballade det hele.

John Frandsens britisk klingende orkestermusik er imidlertid virkelig spændende sat sammen med detaljerigdom og Lewis Carroll-agtigt eventyr over sig, der står godt til både de dagdrømmende tekster og kontratenorens lethed. At sangeren indimellem blev overdøvet af orkestret, gjorde ingen større forskel.

Støjlyde og syrede lyde

Springet til den engelskfødte Juliana Hodkinson bagefter var markant. Hun interesserer sig for konceptkunst og støjlyde, helt i modsætning til John Frandsen, der er mere optaget af velklang, håndværksmæssig filigran og intuitivt forståelige musikforløb. I hendes komposition for specialbygget elguitar og orkester spiller solisten på atypiske måder og har omstemt mindst én af strengene.

Normalt er der seks strenge på guitaren, hollandske Aart Strootmans havde otte, hvoraf den dybeste var stemt så langt ned, at den slapt slaskede mod gribebrættet. Slaskelyden, inklusive normalt utilsigtede støjlyde fra intonationen, imiterede Danmarks Underholdningsorkesters ni strygere og to slagtøjsmusikere. Derudover bestod orkestrets gestik i det store hele af kontraktioner og ekspansioner, mens guitaristen gned og filede på sit instrument med syrede lyde som resultat.

Med jævne mellemrum hørte vi også et ekkolod, morselyde, skrattende samples og noget, der mindede om en syg hawaiiguitar. Men hvorfor alt dette blev sat sammen, stod lidt som en gåde for mig. Det har angiveligt noget at gøre med aktuelle begivenheder, som Hodkinson hørte i radioen under kompositionsprocessen.

De rigtige hænder

Men først viste Underholdningsorkestret og legatmodtager Andreas Brantelid, hvordan lidt harmløse toner af Joseph Haydn i de rette hænder kan flamme op. Her spillede orkestret såmænd uden dirigent, men under Adam Fischer har de vokset sig til specialister i wienerklassisk. Og selv om der var mange nye ansigter, inklusive på de vigtige koncertmesterpladser, sad de konstant på spring med en forbilledlig parathed.

Som helhed spillede de med en lyshed og en god bund (to horn + dybe strygere). Brantelid er vokset ud af sit drengede image, men sad med et let smørret smil: Hver en tone sad lige i skabet, og midt i prydhavens klassicistiske uskyld trykkede han pludselig buen så hårdt mod gribebrættet, at en skrabelyd jagede skønheden væk på et øjeblik – fantastisk effekt! Og hans mange pianissimoer rykkede vores ører ud på stolekanten. I den langsomme sats krøb han ligesom ind i en øm alkove af mol som for at hviske os en bekendelse. I den hurtige finale nåede man lige flygtigt at tænke, at orkestret godt kunne markere accenter lidt kraftigere, men så fik den en ordentlig én på smasken og antændte en steppeild, som den løb efter med beslutsomhed.

Carl Nielsen, som jo var giveren af de tre gange 600.000 kroner, blev indledningsvis kommet i hu med den idyllisk-melankolske »Andante tranquillo e Scherzo« (1887), der fremkaldte billeder af skovbund med en afstemt harmoni og en lament melankoli over sig.

Fire temmelig forskellige værker, der kunne have forlangt en bedre tematisering, men var tvunget ad bestemte veje for at tilgodese hele tre hovedpersoner.

Priskoncert i anledning af uddelingen af Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat i Den Sorte Diamant fredag den 27. november med Danmarks Underholdningsorkester og solist Andreas Brantelid i Joseph Haydns ’Cellokoncert i C-dur’. Henrik Vagn Christensen dirigerede Juliana Hodkinsons guitarkoncert ’Can modify completely / In this case / Not that it will make any difference’ med Aart Strootman som solist og John Frandsens ’Silly Songs’ med kontratenoren Morten Grove Frandsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu