Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tragikomisk tweenfortælling

Det er ikke helt godt, men kunne have været værre for Honey i ’Hest, hest, tiger, tiger’ af Mette Eike Neerlin. Men bogen kunne ikke have været meget bedre
Kultur
19. december 2015

Denne anmelders nytårsforsæt er aldrig igen at overse en bog af Mette Eike Neerlin. Når det børnelitterære regnskab gøres op, er der et minus, som tangerer pligtforsømmelse: Vi har ikke skrevet om Hest, hest, tiger, tiger, der udkom i maj. En let læst bog, man bliver let om hjertet af.

Honey har det ellers tungt nok. Hun bærer på andres byrder i sine spinkle arme. Storesøsteren Mikala, der er mentalt handicappet og krævende, faderen, der er et socialt tilfælde, som altid mangler penge, de hjemlige pligter som den hårdtarbejdende mor ikke kan nå. Det har aldrig været muligt for Honey at sige nej, så derfor siger hun for det meste ja, når hun bliver spurgt om noget. Om det er hende, der er Karen, der skal gå til kinesisk »ja,« Om hun skal med bussen eller hvad? »Ja.« Om det er hende, der er Naja, der skal besøge Marcel på Hospice »Jaeh.« Sådan ender hun i nogle situationer, som bestemt ikke var planlagte. I bogen hedder det, at hun lyver. Det synes jeg er et hårdt ord at bruge om Honey. Sandheden er ikke hensynsfuld som Honey - derfor fortæller hun usandheder. Uden hensyn til sig selv.

Det hedder at passe ind

Mette Eike Neerlin skriver sjovt. Det ligger i rytmen, i timingen, i en insisteren på at fortælle det tunge med lethed. Honey er ikke en stakkel, hun er en overlever med hårde odds. Lidt ligesom Bjarne Reuters Buster. Faktisk er Mette Eike Neerlins bog i sin leg med voksen- og børnelogik på niveau med noget af Reuters bedste. Men Honey flygter ikke ind i en anden verden som Buster, hun bliver i denne og lever med at tingene er sådan lidt hest, hest, tiger, tiger (et ordsprog hun lærte til kinesisk: ’Mama huhu’, der betyder at det ikke er helt godt, men kunne være værre). Til gengæld giver Mette Eike Neerlin med sin humor læseren lov til at se let på Honeys svære verden. Det lyder måske mærkeligt. Men socialrealismen kalder ofte på ansvarsfølelse og handling med en alvorlig tone. Det kan blive så tungt, at nogle vælger at kigge væk. Men teksten behøver ikke være alvorstung for at læseren mærker alvorens tyngde. Det er det, Mette Eike Neerlin viser os ved at lægge Honeys verden åbent frem. Og Honey ser verden helt skarpt. Som her, hvor hun fortæller om, hvor vigtigt det er at gøre noget lige tilpas – ikke for lidt og aldrig for meget. »Det hedder at passe ind, og det er jeg blevet god til. Den bedste i min familie. Efter mig kommer mor, og til sidst Mikala og far, som er direkte dårlige.« Jeg grinte højlydt flere gange af uheldige Honeys oplevelser, der er omringet af mennesker, der ikke tager det hensyn til hende, som hun tager til dem. De er ikke usympatiske, og det er en væsentlig pointe: Mette Eike Neerlin fremstiller ikke forældre, Mikala eller andre i et negativt lys for at lade Honey skinne. De er meget mere end skabeloner. De er sådan lidt hest, hest, tiger, tiger. De har ikke tid og overskud til at være mere for Honey. Men det har Marcel. Han har ikke andet end tid. Han ligger helt alene på Hospice og venter på at dø. Honey og Marcel kan virkelig se hinanden og hjælpes ad med at komme videre.

Til at leve i

Mette Eike Neerlin har tidligere beskæftiget sig med virkelighedsopfattelser og oversete børn. I for eksempel den overraskende billedbog Historien om Ib Madsen, hvor alle synes, Ib har det så godt, men så forsvinder han pludselig på en skoleudflugt. Eller den med stille vrede velskrevne Ham, hvor Uffes søster Kikki bliver psykisk syg, og Uffe trækkes med ind i hendes virkelighedsforvrængning og næsten er ved at forsvinde, fordi alle tænker på Kikkis tanker. Her I Hest, hest, tiger, tiger er der heller ikke mange, der ser Honeys virkelighed, men den er til at leve i, overleve i, i hvert fald. Den bedste af Mette Eike Neerlins bøger indtil videre og en af årets bedste generelt, og der er faktisk ikke mange af disse børneromaner, der lykkes med at forbinde humor og alvor – ofte virker én af delene ’villet frem’ og litteratur kan ikke lide, at man tvinger den til noget. Mette Eike Neerlins bog er skrevet med en lethed, der løfter den op fra siden og ind i dit hjerte og i dit smil. Den kan ikke bare rubriceres som en letlæst bog, der er velegnet til undervisningsforløb, eller som en bog, der kan stå i kassen ’om ensomhed’ på biblioteket, eller som en bog, der kan bruges til sjov højtlæsning. Det her er børnelitteratur. Man læser den, fordi den er god. Faktisk kunne den ikke være meget bedre.

Mette Eike Neerlin: Hest, hest, tiger, tiger. Høst & Søn. 128 sider. 220 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her