En tumult af virkeligheder

Med den symbolistiske fabel ’Mina – et liv som kat’ og J.P. Jacobsen-parafrasen ’Skarabæernes konge’, udsendt på dansk med et par ugers mellemrum tidligere på året, gør den fransk bosatte danske tegner Terkel Risbjerg et bemærkelsesværdigt comeback i den danske tegneserieverden
Uddrag fra ’Mina – Et liv som kat’.

Uddrag fra ’Mina – Et liv som kat’.

17. december 2015

Risbjerg flyttede for snart femten år siden til Frankrig. Før det havde han udsendt et par ambitiøse og surrealistiske, men også lidt klodsede tegneserier, Lillesøster og Toget, og i 2006 versionerede han Martin A. Hansens Midsommerfesten fra sit hjem i Paris. Særligt sidstnævnte pegede fremad mod de foreliggende værker.

I mellemtiden arbejdede han i den franske animationsbranche, bl.a. på tv-serier som Yakari (kendt fra Ramasjang) og Joann Sfars Rabbinerens kat. Han fik på den måde tegnet talentet frem og mødte samtidig Anne-Caroline Pandolfo, der arbejdede som instruktør.

De dannede familie, flyttede til Normandiet, og for et par år siden begyndte de så at lave tegneserier sammen: hun skriver, han tegner, men samarbejdet er tydeligvis tæt hele vejen.

Mina fra 2012 var deres noget ujævne fælles debut. En smuk sort kat flytter uindbudt ind i den store bamsebløde ungkarl Leos parisiske kvistværelse. Den følger ham overalt.

Pludselig en nat ligger der en sorthåret skønhed i sengen ved hans side. Han tør knap røre ved hende. Om morgenen er hun væk, og katten er der igen. Hvem og hvor er hun, og hvad er hendes forbindelse til dyret?

Ambitionen er tydeligvis at formidle en følelsesmæssig virkelighed ved fantastiske virkemidler. Desværre når serien ikke hinsides en relativt overfladisk om end emfatisk romantisk hyldest til croissanter, katte og kærlighed i byernes by.

Risbjerg arbejder dygtigt med sort-hvid kontrast i en syntese af Frank Sin City Millers stiliseringer og den franske erotiker Alex Varennes lineære klarhed, men har samtidig indarbejdet en energisk skraveringsteknik a la førnævnte Sfar og et elegant, tuschet penselsving af den art, man i dag ser i rigtig mange fransksprogede tegneserier.

I Mina er der imidlertid tale om et overbud af visuelle tilgange og effekter samt en uøkonomisk disponering af fortællingen ud over alt for mange sider. Som om tegneren ikke helt har fundet sig til rette.

Skarabæernes konge

Skarabæernes konge, hvis franske originaludgave udkom i 2014, er anderledes stilsikker. Udgangspunktet er J.P. Jacobsens klassiker Niels Lyhne (1880), og i passager er der tale om en relativt tekstnær bearbejdelse af Jacobsens fortælling om en ung digters standsede vandring gennem livet, men samtidig er meget skrevet om og ud, og der tilbydes en fortolkning af hovedpersonens afmagt, som ligger et godt stykke fra forlæggets.

Jacobsen henlagde sin fortælling, og dermed dens i tiden meget aktuelle værdipolitiske religiøse tematik, til midten af sit århundrede, hvilket medførte kritik, fordi det af nogle ansås for anakronistisk.

Pandolfo og Risbjerg har anbragt handlingen på Jacobsens egen tid, hvilket ville have naturliggjort en opdatering af Jacobsens i høj grad stadig relevante diskussion af religionens rolle i samfundet og ateismen som valg i livet.

Det har de imidlertid fravalgt til fordel for en mere romantisk fortælling, hvis centrale modsætning er den naturalisme, Jacobsen normalt rubriceres under, og en symbolistisk betoning af virkeligheden som subjektiv og omskiftelig.

Hvor Jacobsens Niels i sidste ende mangler den nødvendige vision til at realisere sine ambitioner, er Pandolfo og Risbjergs udgave af ham en genuin drømmer, og nogle af bogens smukkest visualiserede sekvenser er dem, hvor hans indre virkelighed levendegøres.

At omsætte prosa af så lyrisk en præcision som Jacobsens til tegneserieform er imidlertid en stor udfordring. Nogle af de mest bevægende scener fra bogen, f.eks. barndommens brand af modelbåde, fungerer stadig i Skarabæernes konge, men falder fladere og mere insisterende.

Kender man Niels Lyhne, er det desværre umuligt ikke at sammenligne til Pandolfo og Risbjergs ulempe, deres betydelige kvaliteter til trods.

Selvstændigt værk

Ikke desto mindre fortjener makkerparret ros for, at deres livtag med Jacobsens klassiker hverken ender i epigoneri eller kedelig versionering. Det føles selvstændigt.

Da tegneserien oprindeligt er skrevet på fransk, er det måske ikke så overraskende, men Pandolfo har truffet det rigtige valg ved at tilsidesætte Jacobsens ord til fordel for sine egne.

Risbjergs indsats er ligeledes imponerende, men også mere problematisk: håndelaget er flot, han er kommet langt siden Minas excesser, og der er bestemt sekvenser af stor visuel styrke, men han plages fortsat af en mangel på disciplin i sin iscenesættelse. Nuancerne i forlægget trues af en overophedet billedside.

Det skal imidlertid ikke hindre den litterært interesserede tegneserielæser at opsøge Skarabæernes konge, der etablerer Pandolfo og Risbjerg som markante skikkelser i dansk tegneserie forud for deres kommende samarbejde, der tager udgangspunkt i et andet dansk klenodie: Karen Blixen.

’Mina – Et liv som kat’ Anne-Caroline Pandolfo og Terkel Risbjerg Oversat af Dorthe Frei Christensen Fahrenheit 174 sider, 199 kr.

’Skarabæernes konge’ Anne-Caroline Pandolfo og Terkel Risbjerg. Oversat af Søren Vinterberg Cobolt 222 sider, 298 kr.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu