Læsetid: 3 min.

En usædvanlig iværksætter

David O. Russells nye film, ’Joy’, fortæller om kvinden bag den selvvridende moppe og er en fornøjelse fra start til slut
Joy (Jennifer Lawrence, helt til højre) og hendes alt andet end opbakkende familie i David O. Russells underholdende film, der bærer hendes navn. Foto: Twentieth Century Fox

Joy (Jennifer Lawrence, helt til højre) og hendes alt andet end opbakkende familie i David O. Russells underholdende film, der bærer hendes navn. Foto: Twentieth Century Fox

23. december 2015

Joy Manganos familie er ganske rædselsfuld. Faren (Robert De Niro) er en dameglad egoist, der tænker mest på sig selv, sin anden datter, Joys stedsøster, og sit bilværksted. Moren (Virginia Madsen), der for længst er blevet skilt fra faren og bor hos Joy, er en fobisk tv-narkoman og forlader sjældent sit værelse. Stedsøsteren, Peggy (Elisabeth Röhm), er misundelig på Joys udseende, kreative evner og indre styrke og gør, hvad hun kan, for at give hende problemer.

Kun Joys bedstemor (Diane Ladd), der også er filmens fortæller, tror på og bakker hende op – »du bliver til noget stort,« messer hun ofte, selv om Joy efterhånden selv er holdt op med at tro på det – og det samme gør hendes eksmand, Tony (Édgar Ramirez), der bor i Joys kælder og drømmer om en karriere som sanger. De to kunne ikke finde ud af at være gift, men de er gode til at være venner.

Og det er i dette ikke altid ufarlige farvand, at Joy (Jennifer Lawrence) skal navigere som mor, datter og selvstændig kvinde med gode ideer i David O. Russells nye film, der såmænd bare hedder Joy. Den underholdende film, som er baseret på virkelige begivenheder, handler om, hvordan Joy, der altid har været et kreativt og innovativt menneske, opfinder den selvvridende moppe og ender som en meget succesfuld forretningskvinde og populær vært i en stor, amerikansk tv-shop.

Skrappe krav

Joys forældre har altid haft for travlt med at hade hinanden til at tage sig ordentligt af Joy, og efter sit forliste ægteskab, er det nu Joy, der tager sig af forældrene. Hun passer på moren og sørger for farens regnskaber, mens han selv render rundt efter forskellige kvinder.

Joy og hendes veninde, Jackie (Dascha Polanco), havde så store håb og drømme for fremtiden, da de var helt unge; nu er de gået i stå i kedeligt og udsigtsløst arbejde, og de har ingen penge. Men en dag, da hun skal tørre vin og glasskår op fra gulvet – det er selvfølgelig ikke hende selv, der har spildt – får Joy ideen til den selvvridende moppe, en mindre genistreg, der stadig kan fås den dag i dag.

Nu mangler hun bare investorer, og en sådan viser sig i skikkelse af farens seneste erobring, Trudy (Isabella Rossellini), der er enke efter en rig forretningsmand. Hun indvilger i at hjælpe Joy, men stiller skrappe krav, og pludselig er både faren og Peggy også involveret i foretagendet, selv om de ikke har bidraget med meget andet end dårlige råd. Og det bliver kun værre, da familiefirmaet indgår en aftale med en fabrik i Texas.

En fornøjelse

Joy er på den ene side en nærmest socialrealistisk historie om uskyldstab, forlist kærlighed, bedrag og en kvinde, der må kæmpe for at realisere sig selv og opbygge et værdigt liv for sig selv og sine børn, på trods af en virkelig irriterende familie, der har så travlt med at fortælle hende, at hun nok alligevel burde give op.

På den anden side er filmen et fabulerende eventyr om at turde tro på sig selv, sine evner og sin fantasi og kreativitet. Og endelig er Joy også fortællingen om det ærkeamerikanske fænomen, tv-shoppen, som man stadig kan opleve på kommercielle, danske tv-kanaler om formiddagen, og hvor storsmilende værter forsøger at sælge os smarte ting til hjemmet.

David O. Russell, der har instrueret Jennifer Lawrence to gange før, i Silver Linings Playbook og American Hustle, holder tungen lige i munden og får en forførende og medrivende helhed ud af de mange forskellige elementer. Skuespillet i Joy er strålende, og Lawrence er som sædvanlig fremragende som en kvinde, der har glemt, hvad hun er i stand til, men langsomt kommer i tanke om det. Også hendes medspiller i de to andre, David O. Russell-film, Bradley Cooper, dukker op i en god birolle som tv-shop-chefen Neil Walker, som vælger at tro på Joy og hendes moppe.

Joy lever op til sin titel og er en fornøjelse fra ende til anden, ikke mindst fordi den handler om en stærk kvinde, der viser sig selv og verden, at med lige dele kreativitet og stædighed kan man blive til noget, en magtfuld matriark – uden at skulle give køb på sin menneskelighed og omsorg for andre undervejs.

Joy. Instruktion og manuskript: David O. Russell. Amerikansk (Biografer landet over fra den 25. december)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer