Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Dette års model – i utallige og ordrige versioner

Vor anmelder spinder en ende over selvbiografien i anledning af, at Elvis Costello har skrevet sine omfangsrige erindringer. I øvrigt ud fra et selektivt princip: Han taler stort set ikke dårligt om nogen, men til gengæld længe og kærligt om alle dem, han elsker og respekterer
Kultur
1. februar 2016
Elvis Costello på Midtfyns Festival i 1989.

Jan Grarup

Det var Poul Borum, der om Boris Pasternaks mammutværk Dr. Zhivago skrev, at den (citeret efter hukommelsen) som roman var mislykket, men at der ikke desto mindre stod noget læseværdigt på hver eneste side. Lidt sådan har jeg det også med de 674 sider, der udgør Elvis Costellos erindringsværk, Unfaithful Music & Disappearing Ink, hvilket kan oversættes til Troløs musik & usynligt blæk. På næsten hver side findes en så velturneret formulering, at man lige stopper op og tænker, manden skriver sgu næsten lige så godt som en professionel forfatter. Næsten, fordi han ikke helt behersker evnen til at stoppe, mens legen er god.

Læs også: De grimme synger

Som selvbiografi rejser den flere spørgsmål, end den besvarer, og lader tit læseren tilbage med en fornemmelse af at være blevet snydt for nogle af de allermest essentielle begivenheder i Costellos (privat)liv, men fordi Costello skriver så godt og levende om sit aktive musikalske liv, hænger man på hele vejen igennem. Og så er han en formidabel husker, hvad angår især barn- og ungdom. Men også i det hele taget; han har et skarpt øje for den sigende detalje, og erindringerne bæres gennem af hele sanseapparatet; lyde, lugte, syn, smage, følelser, informationer, billeder, toner, you name it.

Den klassiske måde at servere den personlige skæbnefortælling på er naturligvis lineær. »Jeg blev født på et lokum i Leipzig en mørk og stormfuld decembernat i 1972,« kunne f.eks. være optakten, og så er man ligesom i gang. For livet opleves for de fleste som en fremadskridende proces, hvor kun ét er sikkert: En dag er det ovre! Men erindringen er og bliver et kaotisk pulterkammer, hvor kronologi kan udgøre en praktisk krykke, men minder og andet fortidshejs lader sig jo ikke sådan indordne i et velordnet kartotek. De kommer væltende i tide og utide, nogle gange blot som et glimt, andre som hele filmscener, og indimellem optræder de i en upassende birolle i en drøm, hvor man pludselig er blevet bestyrer af en appelsinplantage og/eller den lykkelige ejer af to frække elefanter!

Læs også: Man fløjter ikke en tekst

Så det gør sådan set ikke noget, at Costello i Unfaithful Music & Disappearing Ink kronologisk springer frem og tilbage mellem alt fra sin farfars tid som orkestermusiker på en luksusliner i 1920’erne til en tur til Memphis med sønnen Matt i noget i retning af i forgårs. Tingene taler sammen, og uden at forcere det er Costello (som i øvrigt er døbt Declan Patrick Aloysius MacManus!) hele tiden på udkik efter forbindelserne mellem for- og nutid, ikke kun på det musikalske plan, men også på det personlige. Der er helt sikkert brugt en del tid på slægtsforskning, thi her diskes op med mange stærke historier om hans ophav på begge sider, flere slægtled tilbage. Det er faktisk noget af det bedste og mest intenst skrevne ved bogen.

Altfortærende

Bogens tykkelse kan ikke undre den, som er bekendt med Costellos omfattende produktion, til dato over 30 albums i allehånde konstellationer, gerne med faste backingbands som The Attractions eller The Imposters, one offs med både The Roots og Brodsky Quartet, men også duoprojekter med væsensforskellige navne som Burt Bacharach, Anne Sofie von Otter og Allen Toussaint. Og det er kun toppen af isbjerget. Fælles for alle disse projekter er – ud over Costellos uimodsigelige engagement og entusiasme – hans sangskrivning, der musikalsk set nærmest har art af et musikleksikon. Der er tilsyneladende ikke den genre (på nær måske electronica), han ikke interesserer sig for, og som han ikke tør give sig i kast med. Han er som både musikforbruger og -udøver noget nær altfortærende, og man spekulerer lidt over, hvornår han får tid til at sove.

Men så er der hans tekster – her taler vi indimellem om nogle af musikhistoriens ordrigeste, ja, af og til er de nærmest overvældende i deres udstrækning. Jeg husker en udgivelse fra cd’ens storhedstid, albummet Brutal Youth (1994), hvor teksthæftet var så tykt, at havde man først frigjort det fra den herregrimme plasticæske, cd’en kom i, var det kropumuligt at få det derind igen uden at ødelægge det! Og når man lyttede til musikken, var det til stadighed imponerende, at Costello kunne få fyret alle de ord af, uden at kløjs i dem. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har fulgt hans karriere fra starten og holder af en stor del af hans produktion, men det er ligeledes umuligt at skjule, at jeg ofte finder hans tekster svært forståelige.

Han kan ikke stå for fristelsen til at gøre det sværere, end det er, så at sige, og han lader sig (lidt for) ofte forføre af sin egen veltalenhed. Det betyder, at han som tekstforfatter ofte i højere grad lægger sig i forlængelse af poetisk modernisme end af de country-, soul-, reggae-, pop- og blueskunstnere, han i et væk anfører som inspirationskilder.

Let at begejstre

For først og sidst er Costello musikentusiast. Det er både bogens styrke og svaghed. Styrke, fordi han til stadighed begejstres over såvel kendte som obskure kunstnere, som han møder på sin vej, enten via plader eller koncerter eller i egen høje person, og fordi han er bekendt med allehånde genrer og ubesværet fører læseren gennem såvel musikhistorien som sit eget værk. Svaghed, fordi meget af det, han refererer til, formodes bekendt af læseren, og her må mange nok give fortabt. Jeg labbede det godt nok i mig, men så er jeg ifølge pålidelig kilde også nærmest altædende, hvad angår det 20. århundredes populærmusik.

Og så er de passager, hvor Costello fortæller om udvalgte sanges tilblivelse i høj grad henvendt til den endog trofaste fan. Som så måske i sidste ende også er bogens målgruppe.

Læs også Bagsiden: Elvis Costello - Køb ikke min nye plade

Men en hårdere redigering ville have frembragt et værk, der kunne være blevet mere almengyldigt, for erindringerne, billederne og sansningerne fra de første 30 år af hans liv er bogens styrke og raison d’etre. Først og fremmest er den én lang og hengiven kærlighedserklæring til faren Ross MacManus, der døde i 2011. Ross (født 1927) startede som håbefuld jazzmusiker i 1950’erne med trompeten som hovedinstrument. Og det var faktisk i den forbindelse, han mødte Costellos mor, der arbejdede i en musikforretning i London og satte en ære i at skaffe obskure udgivelser hjem fra USA. Parret mødtes i 1952, og to år senere kom parrets eneste barn, vores alle sammens Elvis d. 2., til verden.

Fra 1955 var Ross refrænsanger i Joe Loss’ orkester, der spillede tidens hits i artige arrangementer til diverse dansearrangementer, selv om udgangspunktet var 40’ernes big band jazz. Det betød, at huset flød med noder og plader, men det var The Beatles, som satte den lille purks livslange kærlighedsaffære med musikken i gang. Og naturligvis er Costello ved at revne af stolthed, da han i de sene 80’ere får mulighed for at arbejde sammen med Paul McCartney og i fællesskab skrive en række sange. I begges tilfælde resulterer det i nogle af deres sidste hits, ironisk nok.

Enebarnets lod

Costello vokser op i en forstad til det London, der stadig slikker sårene oven på Anden Verdenskrig, og hans skildringer af sine forskellige hjem er uhyre stærkt sansede og vanvittigt velskrevne og udgør nogle af bogens bedste passager. Naboer fra helvede, herlige bedsteforældre, stram katolsk skoling, smalhals og begge forældres kærlighed fylder heldigvis meget i bogen, og centralt står også skildringen af enebarnets lod. Costello forstår tidligt, at han ikke er og aldrig vil blive hverken kvindebedårer eller Karl Smart, selv om den tidlige succes åbenlyst fucker med hans hoved, og den deraf afledte utroskab ødelægger hans første ægteskab. At skammen derover stadig står så stærkt 30 år efter kan undre, men det har han det åbenlyst skidt med. Han er en nørd med en udpræget samvittighedssans og et stærkt ønske om at gøre det rigtige, selv om han ikke er bleg for at pege på sine svagheder. Selvhad og mindreværdskomplekser er ham ikke fremmede størrelser, selv om han heller ikke sætter sit (professionelle) lys under en skæppe.

Forældrene lader sig skille, da han er i syvårsalderen, og kærligheden til den fraværende far fylder meget. Da han er midt i puberteten, rykker moren teltpælene op og flytter tilbage til Liverpool, hvilket dog ikke har den helt store traumatiske effekt på den unge mand, som trods omvæltningen hurtigt finder sig en gruppe musiktossede venner at hænge ud med, det er jo 1970’erne, og alle er engageret i musik. Voldsom er skildringen af hjertevennen Tonys død, der i et øjebliks kådhed træder ud foran en kørende bil og dør på stedet. Med Costello som vidne. Men ellers spares han for de værste chok af den slags, i hans familie bliver folk gerne gamle, ja, hans mor lever endnu, hvilket sikkert er grunden til, at hun ikke fylder så meget i bogens sidste halvdel. Og så snart det er ham muligt, flytter han tilbage til London.

Racisme-episoden

Fraset de mange fine skildringer af pubertetens forhåbninger, drømme og mange orkestre, der ingen vegne kom, er noget af det stærkeste ved bogen beskrivelsen af de tidlige år, sådan cirka 1977-1982, hvor han fik både pladekontrakt og hits og ikke mindst en berømmelse, han aldrig havde turdet drømme om, da han jo i bund og grund var en misfit med en ikke specielt indbydende stemme. Hvor usselt og uglamourøst det egentlig var, de år, der kulminerede med episoden i Ohio i ’79, hvor han i en brandert forsøgte at provokere musikerne Stephen Stills og Bonnie Bramlett ved at kalde de sorte ikoner James Brown og Ray Charles racistiske øgenavne, fremstår med lurvet tydelighed. Han har måttet leve med skammen siden, men det tjener til hans ære, at han i bogen skriver »ja, det skete. Jeg er en idiot. Ikke mindst, når jeg er fuld. Og Ray Charles var tilmed et af mine første idoler«.

Så der er tryk på og mange tråde at holde rede på for både den skrivende og den læsende. Synd at bogens sidste tredjedel nærmest ender som et gigantisk katalog over alle dem, han har spillet med. Eller bare lige mødt, som f.eks. David Bowie. Men under det hele finder man det sitrende nervøse enebarn og den fanatiske musikfan, der til stadighed benoves over, at Jerry Lee Lewis eller Solomon Burke eller Joni Mitchell eller Charlie Haden rent faktisk ved, hvem han er! Declan Patrick Aloysius MacManus fra Twickenham er skam nået langt på bare 60 år. Far ville have været stolt!

Elvis Costello: Unfaithful Music & Disappearing Ink (Penguin/Viking). Import. 674 sider. Cirka 250 kroner. Der er desuden udsendt en dobbelt-cd under titlen Unfaithful Music med 38 af de numre, han omtaler i bogen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er det nu blevet "noget dårligt" ikke, at skrive skidt om andre?