Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Anakronistiske streger

Peter Larsen arbejder med klassiske medier som tegningen, trykket og keramikken. Med referencer til surrealismens drømmeverdener og modernismens interesse for det legende menneske trækker hans værker tråde til en kunsthistorisk fortid og en fantasifuld ikke-tid
Kultur
15. januar 2016

Siamo I Campioni er titlen på Peter Larsens udstilling, som i øjeblikket kan ses på Marie Kirkegaard Gallery bag Det Kongelige Teater og Kunstakademiet i København. Galleriet udstiller primært samtidskunstnere, der arbejder med tegning i et udvidet felt, og det er således også primært tegninger, man kan opleve i Peter Larsens udstilling på galleriet, om end der også er blevet plads til keramiske skulpturer og nogle enkelte tryk.

Peter Larsen blev uddannet fra akademiet i 2013, og hvis man ikke allerede lagde mærke til ham på afgangsudstillingen dengang, kender man måske hans ofte lidt finurlige grafiske verdener med et fantasifuldt indhold fra udstillingen Zzzzz… på Tranen i 2014, hvor han udstillede med den jævnaldrende maler Sylvester Hegner.

Siamo I Campioni fremstår først og fremmest som en undersøgelse af former og materialer. Der er nogle store tavler med billeder i mere eller mindre ’færdigt’ format, hvor de samme former gentages, drejes og ses fra andre vinkler. Der er små keramikskulpturer, hvor man tydeligt ser, hvordan hænderne har formet det urgamle lermateriale, og hvordan malingen har lagt sig som lag udenpå. Der er noget legende over Peter Larsens værker, som barnets leg med mønstre og former, og man fornemmer et slægtskab med kunstnere som Asger Jorns interesse for barnefantasien og legen og for at vende tilbage til noget urmenneskeligt. Til det, der stadig ligger i os og bag os trods teknologisk udvikling.

Netop et ’bag os’ eller ’under os’ kommer særligt frem i en serie af sirligt indrammede tegninger, hvor formerne og mønstrene bliver til mere genkendelige figurer og billeder, der ikke ligger fjernt fra surrealisternes underbevidste og drømmende verdener. Her svæver et hoved liggende på en hånd hen over en nattehimmel, og en række abstrakte streger bliver til en dansende figur.

I en anden tegning spankulerer en krusedulle gennem et dunkelt bjerglandskab. Det kunne næsten ligne et farveløst Giorgio de Chirico-univers, men det er det selvfølgelig ikke. Og selv om nogle af billederne kunne været lavet for 100 år siden, afslører de også konstant sig selv som ’samtidige’. Som for eksempel billedet af en kokkererende alligator, der spiller lige så meget på en tegneserieæstetik som på surrealismens formsprog. Det er ikke ren nostalgi.

Før og efter internettet

At kalde Peter Larsens tegninger for anakronistiske skal ikke forstås negativt. I stedet er det for at understrege forskellen fra den gruppe af kunstnere, der lidt populært sagt kaldes post-internet-kunstnerne. Ikke fordi de arbejder med kunst på den anden side af internettet, men fordi de arbejder med kunst, der netop forholder sig til den nye virkelighed efter internettets opståen og udbredelse.

Det er internationale kunstnere som Ryan Trecartin, Trisha Baga og Ed Atkins, der for nylig har været repræsenteret på centrale generations­udstillinger som New Museums Surround Audience i New York og på udstillingen Co-Workers på Musée d’Art Moderne i Paris. Eller som i udstillingsrækken Domain på Tranen herhjemme, der har præsenteret kunstnere, som arbejder med forskellige former for realiteter og hyperrealiteter. Det er samlet set en gruppe af kunstnere, hvis værker ofte kredser om netværk, forbindelser, hypervisibilitet, digitalitet og en form for posthumanisme. Noget, der ofte tager form som værker, der har en glathed og lækkerhed over sig.  

I modsætning hertil er så en kunstner som Peter Larsen, hvis udstilling synes mere tilbageholdende, afventende og rolig. Og selv om det er bemalede keramikskulpturer, så er det ikke farver, man bliver væltet over ende af. Der er noget tøvende ved en hel udstilling tegnet op i blyant og med lidt farvede skulpturer ’forvist’ til gulvet. Peter Larsens værker er derfor også langt mere i familie med en kunstner som Peter Linde Busk, der sidste år kunne ses på Gl. Strand, og hvis værker befinder sig i et halvmytologisk univers, som refererer til et mere klassisk kunstnerisk formsprog og traditionelle medier. Ligesom eksempelvis også Niels Pugholm, der ligeledes kan ses på Gl. Strand i øjeblikket, er der tale om en gruppe af kunstnere, der insisterer på værdien i noget så old school som værker på papir. På tegningen og på trykket. På håndens arbejde helt bogstaveligt.

Lukker sig om sig selv?

Peter Larsens værker er som et lille univers, man kan kigge på og lade sig fange ind af, bruge lang tid på at studere, tolke, tænke i … Men man kunne måske også indvende, at det er en kunst, der på mange måder lukker sig om sig selv. Det er kunst, der handler mere om, hvad der sker inde i mennesket, hvad der sker i materialet selv. Og med undtagelse af tegninger som The Conquest of the World er det ikke ved første øjesyn her, de store politiske diskussioner tages. I dette billede står en lille gruppe små, hvide menneskeskikkelser, som hånd i hånd har sluttet ring om et – i forhold til skikkelserne – truende stort, kattelignende væsen i et månefyldt landskab af nøgne træer og spidse bjergtoppe. Det kan være svært ikke at læse billedet som en abstrakt kommentar til den politiske situation nu og her. En slags politisk underbevidsthed.

Der er ikke tale om et nybrud inden for kunsten i Siamo I Campioni, men en stædig insisteren på traditionen, det menneskelige og materialerne. En insisteren og seriøsitet, som (endnu) er vigtig at holde fast i, inden alt går i opløsning, og som giver et vigtigt modspil til det, der ellers sker på kunstscenen.
kultur@information.dk

Peter Larsen: Siamo I Campioni. Marie Kirkegaard Gallery, Holbergsgade, København K. Indtil den 6. februar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her