Læsetid: 3 min.

En anderledes aarhusiansk røst i samtidspoesien

Med sin nye digtsamling ’Til den lyse morgen’ skriver Mads Mygind sig både ind i og ud af en samtidspoetik, hvor eksistentielle, dybt personlige og politiske spørgsmål tematiseres i en rå, flad og talesproglig formløshed. ’Et befriende bidrag,’ lyder det fra en litteraturforsker
16. januar 2016

Digtere som Asta Olivia Nordenhof, Caspar Eric og Rolf Sparre har i løbet af de seneste fem års tid stadfæstet en litterær tradition, hvor grænser mellem det såkaldte ’høj- og lavkulturelle’ er opløst, sprængt. Alt er tilladt i digtet, intet er for småt og banalt eller forbudt og tabuiseret. I en løs prosaisk form uden rim og formmæssig systematik skriver disse digtere uforsødet, uordnet og for nogle næsten provokerende selvudleverende og ærligt. Og oftest i et grammatisk ukorrekt talesprog.

Ifølge Tobias Skiveren, litteraturanmelder ved Jyllands-Posten og ph.d.-stipendiat fra Aarhus Universitet, trækker Myginds forfatterskab på mange af de elementer, der karakteriserer denne nye samtidspoetik:

»Mygind skriver i tråd med digtere som Asta Olivia Nordenhof, Rolf Sparre og Caspar Eric i et ærligt og relativt umedieret hverdagssprog. De er alle fælles om et partikulært digterjeg, et jeg, der taler fra en eksplicit begrænset position og er uhyre bevidst om sit netop begrænsede perspektiv,« forklarer han.

Der er altså intet forkromet overblik på spil i den her poetik. »De her digtere skriver alle på en erfaring af, at man som moderne menneske er underlagt så mange systemer og strukturer, at man på ingen måde længere kan hverken indvirke på eller udtale sig alment om dem.«

Med sin brug af det for stilen karakteristiske ’partikulære’ jeg og det tilhørende talesprog skriver Mads Mygind sig især ind i den samtidspoetiske tradition, mener Tobias Skiveren.

»Men der er også en anderledes attitudeting på spil i måden, han bruger hverdagssproget på. Det er noget mere nede på jorden og langsommeligt end hos eksempelvis Caspar Eric. Mygind laver ikke så meget rabalder. Hvor Caspar Eric reflekterer derudad, er Mygind mere eftertænksom,« siger Tobias Skiveren og forklarer, hvordan Myginds aktuelle poesi lægger lidt afstand til den energiske og meget tidstypiske stil.

»Mange af de nye digte er små spidsfindige tankespor, der tager tid til at undre sig,« siger han.

Tro på digtet

Mikkel Krause Frantzen, der er ph.d.-studerende ved Litteraturvidenskab på Københavns Universitet og litteraturanmelder ved Politiken, anerkender, at der er visse stemningsmæssige fællestræk mellem Mads Mygind, Caspar Eric, Asta Olivia Nordenhof og Rolf Sparre. Men herudover er slægtskabet altså ikke påfaldende:

»Mygind tilhører en helt anden tradition end de her digtere. Deres poesi bevæger sig i en eller anden form for erfaringsbaseret bekendelsesmodus, der på hver deres måde trækker tydelige tråde tilbage til 70’ernes lyrik,« siger Mikkel Krause Frantzen.

For ham er Myginds poetik ganske anderledes og langt mere klassisk og romantisk anlagt.

»Der er en anden vilje til formfuldendthed i hans digte, som man ikke finder hos de københavnske samtidsdigtere.«

Mikkel Krause Frantzen vil langt hellere trække tråde til digtere som Peter Laugesen og Søren Ulrik Thomsen i forhold til Mads Mygind.

»Der er en særlig hverdagsromantik og skriftlighed på spil hos Mygind, der leder tankerne mod en ærkeaarhusiansk digter som Peter Laugesen. Man er et sted, og så skriver man om det sted uden videre dikkedarer,« forklarer han. »Men ligesom hos Søren Ulrik Thomsen – og i modsætning til Laugesen – går Mads Mygind op i digtet som en slags enhed. Der er hos ham en bevidsthed om at give den skrift, der opstår i hverdagen, en fast og æstetisk forankret form.«

Dyrkelsen af en mere klassisk og romantisk – og måske særligt aarhusiansk – æstetik er noget, Mads Mygind har til fælles med en forfatter som Theis Ørntoft, mener Mikkel Krause Frantzen. Og her skal romantik ikke forstås i sin umiddelbare betydning, men som en overordnet tro på digtet og skriftens potentiale.

»Ligesom hos Ørntoft er der hos Mygind en grundlæggende uvilje mod at give slip på digtet som form. Selv om samfundet og de politiske systemer forfalder, og man synes fanget i en næsten apatisk stemning, så består troen på digtet og værket,« forklarer han.

Og den tiltro til digtet som form og værk er sværere at finde hos Caspar Eric eller Asta Olivia Nordenhof, der i højere grad orienterer deres poesi mod internettet og blogformatet, mener Mikkel Krause Frantzen.

At Myginds poesi lægger lidt afstand til mange af samtidens københavnske digtere, er ifølge Mikkel Krause Frantzen en god ting: »For der er altså noget befriende ved at have at gøre med en digter som Mygind, der virkelig vedkender sig og bruger arven fra Aarhus.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu