Læsetid: 3 min.

Ikke anmassende bekendelser

I Édouard Levés splintrede ’Selvportræt’ findes livets vidunderlige detaljemylder, kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed smukt komprimeret
2. januar 2016

»Jeg går ingen steder med lukkede øjne. Som barn havde jeg dårlig musiksmag. Sport keder mig efter en time. Latter får min liderlighed til at forsvinde. Jeg ville tit ønske det var i morgen. Min hukommelse har samme struktur som en discokugle.« Franske Édouard Levés Selvportræt fra 2005, for nylig kommet på dansk, består udelukkende af sætninger, der hver især udsiger noget om et jeg. Ved første øjekast er det ikke meget andet end ordet jeg, der binder dem sammen. De beskriver det igangværende, det gentagne, det generelle, men kan også zoome ind på specifikke forehavender eller erindringer, »Min bedstemor og min bedstefar blev introduceret for hinanden fordi de begge to kunne lide gennemtræk« eller intime detaljer, »Jeg har haft sex foran nogle venner til en våd middag«. Blot er disse altid brudt ud af deres tidslige sammenhæng og kastet tilbage i en snurrig orden, som, ja, lyspletter fra en discokugle, som der står.

Perfekt balance

Levés bog består af noget så almindeligvis læserfjendsk som én lang, ubrudt tekstblok med sætninger, der konsekvent ikke lader sig forbinde til forløb. Og har man læst en side, har man fanget konceptet i dets helhed. Alligevel jeg kan dårligt forestille mig den læser, der, efter at være kommet så langt, ville snyde sig selv én linje af resten. Selvportræt er svær at lægge fra sig, og næsten ligeså svært er det at få greb om hvorfor. Måske er det hver sætnings omhyggelige præcision. Den perfekte balance mellem humor og alvor. Eller måske den charme, hvormed én sætning kun ved en fjerlet associativ glidning får lov at berøre den følgende.

Men det er også noget andet. Jeg kendte kun lidt til Levé som billedkunstner og intet til hans forfatterskab inden jeg åbnede Selvportræt. Men under læsningen voksede min sympati for ham til det nærmest uforbeholdne. Ikke fordi hver sætning er specielt sympatisk i sig selv, eller fordi jeg er enig i alle udsagn. Jeg tror nærmere effekten opstår i spændingen mellem den enorme ophobning af pronominet ’jeg’, som sætter identifikationsmotoren i gang hos mig som læser, og så det fuldstændige fravær af selvretfærdighed, forklaringer, fortælling. »Alt hvad jeg skriver er sandt, og hvad så?« hedder det også. Og netop oprigtigheden er på en gang afgørende for projektet, og underlig irrelevant. Fordi hver sætning står alene, så der lige præcis ikke bygges et forløb, opleves Levés sande sætninger ikke som anmassende bekendelse. Snarere tværtimod. Værket bliver ladet helt op med nærvær, men når intet udsagn forbindes til et andet tilbage i tiden, kan det ikke producere forklaringer, retfærdiggørelser eller undskyldninger. Og når intet heller forbindes fremad, må det slippe ambitionerne og forhåbningerne. Den uundgåelige menneskelige tilbøjelighed til selvforskønnelse, selviscenesættelse og selvretfærdiggørelse aktiveres i det øjeblik, vi begynder at forbinde livets glimt i en årsagssammenhæng, og jeg tror, det er derfor, det er så velgørende at læse Levés Selvportræt. Fordi den dvæler lige inden denne proces sætter ind. Heraf følger også bogens vidunderligt produktive impuls. Om amerikanske Joe Brainards I Remember (1970) som sammen med Perecs Je me souviens (1978) er det oplagte forlæg for Levés lille perle, skrev digteren Ron Padgett »Few people can read this book and not feel like grabbing a pencil to start writing their own parallel versions«. Det samme er tilfældet med Selvportræt. Og selvom konceptet har træk til fælles med både Perec og Brainard, er Selvportræt sin helt egen. Som der også står et sted: »Hvis jeg får en idé til et værk, der allerede er blevet virkeliggjort, giver jeg ikke op, værket er ikke ideen.«

Bogen myldrer med små indkredsninger af sin metode, f.eks. »Jeg prøver at skrive i et sprog som hverken oversættelse eller tidens gang vil forandre.« Denne bestræbelse mærkes hele vejen. Morten Chemnitz’ melodiske og mundrette oversættelse fortjener ros for lydefrit at have transporteret fornemmelsen med over i den danske udgave.

Édouard Levé: Selvportræt. Oversat af Morten Chemnitz. Basilisk. 96 sider. 150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu