Nicolas Bros ansigt suger tilskuerens øjne til sig. Når han står alene på Hippodromens scene i Døden i Venedig, tør man knap blinke den halvanden time, som forestillingen varer. For Nicolas Bros øjne går så lynhurtigt fra nervøsitet til overstrømmende glæde og opbragt vrede, at man vitterlig skal følge med hvert eneste sekund.
Nicolas Bros mimik følger seismografisk de tanker, der splitsekunder senere bliver til udtalte ord i replikkerne. Hans karakteristiske ansigt har en stor neutral flade af afventende kinder og skægstubbe på spring. Men øjnene sitrer hele tiden, parate til at ændre udtryk fra begejstring til anklage.
Munden holder sig dirrende klar til at parere ordre: Er den munden på en gammel mand eller en ung dreng? En enkelt sammentrækning af munden er nok til at vise hans alder – og straks følger resten af hans krop med. Når han spiller den famøse digter Aschenbach, der er taget til Venedig for at dulme sin indre uro, men i stedet forelsker sig flammende i en purung dreng, så bliver hans krop tung og samtidig dansende af forbudte følelser. Og når han spiller den unge dreng Tadzio, bliver hans krop virrende let og rastløs, hele tiden på vej væk fra den gamle betragter i det fjerne.
Intet nyt
Dramatikeren Jakob Weis har valgt at omsætte Thomas Manns forgudede roman til en monolog for én skuespiller i to roller: den gamle mand og den unge. Derved bliver portrættet også til et interessant psykologisk dobbeltportræt af den arketypiske homoseksuelle i 1900-tallet, der ikke turde udleve sin seksualitet på grund af borgerskabets snærende normer – og som derfor gik i indre opløsning. Grebet fungerer godt. Også selv om det egentlig er overraskende, så lidt nyt Jakob Weis tilføjer sit dobbeltportræt. Som Døden i Venedig-fan kan man egentlig føle, at man kender disse to figurer så godt fra romanen og fra Viscontis film – og Neumeiers ballet – at der ikke tilføjes noget afgørende.
Som teater er effekten dog maksimal. For Jakob Weis’ dobbeltportræt giver skuespilleren en eminent chance for at udstille sin fysiske sårbarhed scenen:
Her står en mand af kød og blod. En sjæl fanget i en krop, der ikke kan udleve sine længsler. Konkret og symbolsk på samme tid.
Som den skæbnesvangre rammereplik så barnligt brutalt lyder:
»Jeg skal dø. Du skal dø. Han skal dø …«
Pirrende Venedig
Scenografen Nina Flagstad har anbragt Nicolas Bro i helt almindeligt tøj – en kedelig skjorte, halvnussede bukser og en slidt cardigan. Her er ingen stjerne. Her er et helt almindeligt menneske. Men frem for alt et virkeligt menneske, som altså går ind i to forskellige fiktioner om sig selv. Det er et stærkt billede.
Scenen er også raffineret bygget op i to dele. Vand glimter på gulvet som en uovervindelig kanal i Venedig – med tvivlsomme trædesten i to retninger: På den ene side er hotelværelset med tunge draperingsgardiner. På den anden side ligger stranden og lokker med strandstol. Og på bagvæggen flimrer Signe Kroghs fine videocollage af et nostalgisk Venedig i sansepirrende dis – dragende og dog fjern.
Selvantændelse
Instruktøren Christoffer Berdal har et umiskendeligt greb i nakken på Aschenbachs skjorte. Han forstår denne mand. Og han har instrueret Nicolas Bro, så man kan fornemme, hvordan et langt livs selvundertrykkelse har resulteret i en sjæl, der blot skal rammes af et enkelt blik fra en dreng i matrostøj for at selvantænde i selvmorderisk eksplosion.
Pludselig bliver denne mand nødt til at springe ud som sig selv. Uanset prisen.
At Christoffer Berdal og lyddesigneren Steen Larsen så har valgt at bruge samme musik fra Mahlers Adagietto, som Visconti bruger i sin film fra 1971, virker dog unødigt forvirrende. Netop fordi forestillingen dermed fastlåser Visconti-kenderen i en stemningstolkning, som forestillingen så alligevel ikke kan gennemføre. I modsætning til filmen er teaterforestillingen uafrysteligt jordnær – med en levende, speedsnakkende mand på scenen nonstop.
Her indskydes ikke noget panoramakamera med skønhedshviskende længselsmusik. Her er kun et konfronterende selfiekamera, der omskaber den rødmossede Nicolas Bro til et klassisk portrætfjæs i sort-hvid med ubehjælpsom eyeliner og skulpturel tvivlen:
En mand portrætteret i det øjeblik, han sætter af og springer ud i sin livsdrøm – og sin egen selvdestruktion:
»Jeg skal dø. Du skal dø. Han skal dø …«
’Døden i Venedig’. Baseret på Thomas Manns roman fra 1912. Tekst: Jakob Weis. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Nina Flagstad. Lys: Lars Schou. Lyd: Steen Larsen. Video: Signe Krogh. Folketeatret til 20. februar
