Bigband som en størknet genre, der med fugtige øjne skæver tilbage mod fordums guldalder? Glem det, når cd’en med Kathrine Windfeld og hendes slæng kommer på bordet. Vel render man lovlig ofte ind i bigbandmusik, der hænger fast i velafprøvede kneb og virker som komponeret for en lukket klub af nostalgiske tilhørere og fagfolk. Men Kathrine Windfeld kan alt og er ikke bange for at vise det og ej heller for at puffe sine musikerkolleger frem i spotlyset. Hun begår fremragende kompositioner, der behændigt navigerer i et uroligt farvand af overraskende udbrud, på samme tid stramme og åbne arrangementer og på cd’en udført med stor begejstring af de femten unge skandinaviske bandmedlemmer og to gæstesolister.
Noget, der især slår mig, er den naturlighed, den 31-årige komponist, arrangør, pianist og bandleder får de syv numre til at flyde på. Og hun går ikke den lige og gnidningsfri vej til målet. Af de forbilleder, hun nævner i covernoterne, hører jeg ikke mindst Dave Hollands smag for kantede og lidt konstruerede rytmer og basfigurer samt Thad Jones’ parallelførte ’falske’ harmonier. Det første er der eksempler på i albummets titelnummer, »Aircraft«, med et ostinato i klaver og kontrabas, der lyder som et spiontema, som udvikler sig ’for langt’ og hurtigt svømmer tilbage mod land, og i rytmegruppens nærmest hinkende bevægelser i »Gibraltar«. Selvfølgelig bygger hun videre på en tradition, men hun underordner sig heldigvis det vigtigste – selve musikken – så stil og konventioner i bund og grund bliver lettere irrelevante. Vi bliver kastet gennem hektisk aktivitet og lander lettere rundtossede, men på sikker grund, og det modsatte sker også: at ingredienserne reduceres til et minimum, hvilket er befriende, så følelsen af ’pligt’ for, at alle stemmer skal høres, faktisk ikke mærkes. Uden at være nærig holder Windfeld hus med virkemidlerne, så de store raketter gemmes til klimakser og andre særlige lejligheder, og den traditionelle blokharmonisering er nede på et minimum. Hun vælger til og fra og skræddersyer sin egen palette, der gerne røber inspirationskilder, men ikke dvæler ved dem.
Vi får to soloer på hver af pladens seks første kompositioner og fire soloer på det syvende track, hver eneste med afsæt i kompositionernes ånd og renset for egolir. Det betyder ikke, at de dygtige musikere er gået i kloster og sidder i hjørnet og nikker høfligt, næ nej, vi får masser af saft og kraft og opfindsomhed, så selv basun- og kontrabassoloerne er både interessante og rammer noget i lytteren.
Nujazz
Albummet er udgivet på Dansk Musiker Forbunds eget plademærke, Gateway Music, der lægger det meste af ansvaret over på kunstnerne selv.
For brugeren kan det både være godt og skidt, men kvaliteten hænger som regel sammen med kunstnerens niveau, og det er også tilfældet med Aircraft, som producer Tommy Kamp Vestergaard har mikset ideelt, så også rytmegruppens instrumenter hver især høres nemt. Cd-lydens nærvær bidrager i den grad også til hele fornemmelsen af, at man lytter til musik fra vor tid, noget der skal høres lige nu. Johannes Vahts kontrabas bringes frem som næsten et solistisk instrument og ikke bare en ulden parentes som så ofte med gulvbas andetsteds. Windfelds klaverspil holder sig meget i mellemregistret og strømmer energisk og fri af sentimentalitet.
Vi er langt fra noget cozy dinnerjazz eller stiløvelser for elitemusikere, og derimod fuldstændig ude i et rent sanseligt ærinde, et hav fuld af smukke farvenuancer, grimme fiskearter, kraftige dønninger og dunkle dybder at gå på opdagelse i – spring bare på hovedet i dette herlige ocean.
Ingen svage led
Som enhed kalder de sig jo Kathrine Windfeld Big Band, men lyder under tiden snarere som ensemblejazz end orkesterjazz, og det løfter sådan set hele musikken, at hun i sine partiturer ikke er bange for at lukke gassen helt ud af ballonen for så at puste den op på ny.
Vist har jazzen sine store kvindeskikkelser både før og nu, inden for bigbandmusikken i øjeblikket eksempelvis amerikaneren Maria Schneider og den herboende ester Maria Faust; alligevel er det forfriskende, når en vital og tilsyneladende ustoppelig kraft som Kathrine Windfeld dukker op i det danske musikliv. Hun er født i Svendborg og holder ikke kun til i hjemlandet, men har studeret ved Musikvidenskabeligt Institut i København og på Musikkonservatoriet i Malmø, hvilket forklarer, hvorfor en tredjedel i hendes band er svenskere og nordmænd. Da jeg oplevede dem live for et år siden, gik de også rent ind og fik det maksimale ud af den begrænsede akustik i et mindre spillested. Så jeg anbefaler en livlig aften med bandet i Studenterhus Odense den 5. februar og især at investere i Aircraft, et stærkt udspil uden et eneste svagt led.
Kathrine Windfeld Big Band: ’Aircraft’. Gateway Music. Trompet: André Bak, Rolf Thofte Sørensen, Magnus Oseth. Basuner: Petter Hängsel, Mikkel Aagaard, Anders Malta. Saxofon: Jakob Lundbak, Oilly Wallace, Roald Elm Larsen, Ida Karlsson, Toke Reines. Guitar: Viktor Sandström, bass: Johannes Vaht, trommer: Henrik Holst Hansen, klaver: Kathrine Windfeld
