Den caribiske kosmopolit

Derek Walcotts flyvende verslinjer er stimulerende at læse i et nu grænsetruet Europa
23. januar 2016

Nobelpristageren fra 1992, Derek Walcott, født 1930 på den lille ø Santa Lucia i Caribien, er godt repræsenteret med sin lyrik på dansk, bl.a. udvalgte digte, Havet er historien (1993, oversat af Bo Green Jensen), hovedværket Omeros (2008) og nu Hvide hejrer (begge ved Jon Høyer). Hans motivverden er let genkendelig ved sin kosmopolitiske karakter, hans rejser i Europa og Amerika, hans bevidsthed og viden om kultur og politik i fortid og nutid, oplevet som fælles rum.

Han færdes som en anden Homer med stor selvfølgelighed i antikkens verden med dens mytologiske figurer, en spejling af det ægæiske øhav som hans egne caribiske øer. Den særlige kulturblanding, som imperialismen medførte, spiller en afgørende rolle for hans identitet, hans engelske sprog og indbyggede, kritiske holdning, der slår ud i satiriske portrætter og scener af undertrykkelsens historie. Imperiets genfærd gør sig jævnligt gældende. Kunsten og hans egen artistiske drift er om ikke en forsoner, så en personlig vejviser og erkendelsesmåde.

Klangfarver

I den aktuelle digtsamling går de hvide hejrer deres karakteristisk stive gang på jorden og svæver over Trinidads kyst med havet som det dominerende syn og alt forbindende element. I titeldigtet, der nærmest ligner den da 80-årige digters afskedsbrev, udtrykker han taknemmelighed over livets enkle glæder med »en linje med hvide hejrer der får det sidste ord«. Man ser uvilkårligt for sig en stribe hejrer på linje i luften, men det menes bogstaveligt, for netop digtets sidste linje lyder:

»Lad dine lasede digte sejle fra dig som en flok/ af hvide hejrer i et langt og endeligt suk af befrielse«.

Hvad digtenes egen gangart angår, er den langt fra stiv. De har nok prosatone i oversættelsen, men er ganske smidige. De står på siderne som ensartede kolonner, hver på cirka 20 verslinjer, her undertiden forsynet med enderim og vokale klangfarver, mange tilegnet venner og kendte forfatterkolleger eller samlet i suiter med indtryk fra Italien, Spanien, hans liv i storbyer såsom London, Amsterdam, Stockholm, New York og Venedig. Dertil mange andre lokaliteter, store, små, skønne landskaber med hans temperament som lokalkolorit og fugle over himlen, hejrer, storke, traner, glideflugten anskueliggjort. Og stadig med sig selv i du-form, i fortrolighed og munter distance.

Overhovedet er balanceevnen i glæde og livsfylde umiskendelig, også i nærhedens sorg over tab af venner og alderens skrøbeligheder, der vokser i bogens forløb. Erotiske temaer er behandlet med munterhed og betagelse, deres omskiftelighed og uundværlighed samt med ærgrelse i erkendelse af, at gensidig opmærksomhed ikke er en selvfølge for gamle drenge. »Du er for gammel til at lade sådan en slank ung kvinde ryste dig … hvor er andres kærlighed dog trættende, ikke sandt, kære læser?/ Denne side berørt af solens synkende bue sætter/ sig jamrende hen til Shakespeares og Petrarchas sonetter.«

En kort formel for kunstens kompenserende nødvendighed – for ikke at sige produktive egenskaber, for disse sicilianske tanker munder ud i:

»Ser du tæppet flamme/ af solskin under cedertræet? Der er hun! Se hvordan/ hækkene over Recanati blusser som en verslinje«.

Forbindelser

Det siger næsten sig selv, at Derek Walcott, der lever i forbindelser på alle niveauer, slægtmæssigt, kulturelt, geografisk, venskabeligt, erotisk og sprogligt, også er en stor kombinatorisk billedskaber. Som en anden stor sydamerikansk lyriker, Pablo Neruda, har han den altomfattende gestus i kroppen, men forskellen er tydelig med Walcotts anderledes intimitet. Han er maler med pensel og staffeli og med finurlige digteriske billeddannelser.

I Spanien rejser han gennem Andalusien: »Et tog krydser den svedne slette i én sætning.« Varmen, farverne, solen, skyggerne, buegangene, tyrefægtninger, fører frem til tanken om en vis piges kyniske mund og en blodstrofe fra en ballade af Lorca. Komponenter som erotik og fascisternes mord på denne digter smelter sammen i følgende støbning:

»Dine tænder er hvide sten i et flodleje, jeg hører Cordobas hingste stå og pruste i brunst, jeg hører mine knogler slå/som kastagnetter og brag af hæle som maskingeværsalver«.

Derek Walcottt er en oversøisk, flyvende, nærværende, eksotisk hjemmevant digter, stimulerende at læse i et nu grænsetruet Europa.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Ny bog

Hvide hejrer

Derek Walcott

Oversat af Jon Højer

Gyldendal

180 sider

150 kr.

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu