Digte fra verdens undergang

To digtbøger fra Antipyrine udforsker fællesskabernes opløsning i samtiden med forskellige grader af depressivitet. Det er ikke så dårligt
Depressivitet præger to nye digtsamlinger af Mads Mygind og Nikolaj Zeuthen. Mens Mygind skriver om samfundets eller fællesskabets død, reflekterer Zeuthen over individets og samfundets almene sygdomstilstand. Foto: Ulrik Hasemann

Depressivitet præger to nye digtsamlinger af Mads Mygind og Nikolaj Zeuthen. Mens Mygind skriver om samfundets eller fællesskabets død, reflekterer Zeuthen over individets og samfundets almene sygdomstilstand. Foto: Ulrik Hasemann

16. januar 2016

Jeg er, for at sige det ligeud, svært begejstret for forlaget Antipyrines stædige insisteren på, at også bogkoncepter, som overskrider de almindelige litterære formater eller bare er lidt mere komplicerede og lidt mærkeligere end gennemsnittet, fortjener at sendes i trykken.

Således deres stolte portefølje af udgivelser, der balancerer på kanten af billedkunsten, og som derfor ikke altid anmeldes på litteratursiderne, f.eks. sidste års fascinerende faksimileoptryk af den kinesiske kunstner Ou Nings notesbogværk Bishankommunen – Hvordan man laver sin egen utopi og Lasse Krog Møllers vidunderlige collageantologi Laminaten bibliotekshistorie. At de også har rigelig plads til den mere medierene, men alligevel skæve poesi, vidner udgivelserne af Til den lyse morgen, Mads Myginds anden bog, samt Nigeriabreve, som er Nikolaj Zeuthens ottende, om.

Hverdagsjeg

Til den lyse morgen er en fin lille digtbog, som med sit afdæmpede, lettere tilbagetrukne hverdagsjeg stemmemæssigt læner sig op ad den new sincerity-bølge, som har præget poe­silandskabet i snart et par år. Men Mygind kan heldigvis også arbejde med en stærkere sproglig formgivning end denne bølges demonstrativt uprætentiøse hverdagssprog, som jeg nok er begyndt at kede mig lidt over. F.eks. får et par af digtene sjove effekter ud af enjambementer (»jeg ser så forvirret ud/ i mørket/ ind i det/ jeg ligner en million/ andre«) og med sære, dragende billeder, som »jeg åbner et galleri i mine organer«, »jeg bor i en forstad til en følelse« eller »jeg har revet havet sammen i en bunke af støj«, forsøger Mygind sig med en splintren af hverdagsjeget, som er særdeles velgørende, selv om den ikke besidder samme radikalitet, som man f.eks. finder hos Anders Abildgaard eller Rasmus Halling Nielsen.

Den klassiske lyriske situation er i de fleste af digtene intakt, i den forstand at jeget forbliver udgangspunktet, samt at der ikke interageres synderligt med andre mennesker. Interessen retter sig mindre mod socialiteten end mod dens sammenbrud i form af livets ophør, døden og ikke mindst kollapset af den politiske samtale – en slags samfundets eller fællesskabets død, som løbende søges indkredset i små paradokser, f.eks. »jeg gør det samme som de andre/ det er der ingen af de andre der gør«.

Selv om der er en vis depressiv grundtone hos Mygind, så holder han alligevel modet oppe med sin sproglige selvtillid. Det er, som om digtene i bogen selv tror på, at de selv i en eller anden forstand nytter noget som en form for modsprog.

Postapokalyptisk billedsprog

Værre forholder det sig med Zeuthens Nigeriabreve, som ikke blot vrænger og sukker over verdens almindelige forløjethed, men i lige så høj grad over poesiens.

Nigeriabreve er bestemt heller ikke nogen dårlig bog, men forstemmende, det er den altså. Zeuthens univers er som i de tidligere titler, jeg har læst, præget af desillusioneret tømthed. Denne gang nærmer han sig desuden et postapokalyptisk billedsprog, hvor sære fugle, mørke, råddenskab og gult puds maser sig ind i fremstillingen af de hverdagssituationer og refleksioner over individets og samfundets almene sygdomstilstand, som også Nigeriabreve tager afsæt i.

Undervejs inficeres også sproget helt ned på ordniveau af forskellige spasmer. Ligesom henkastet bringes diverse systemer, allitterationskæder, slåfejl og andre greb fra f.eks. konkret og trashet skrivemaskinepoesi i spil. Der klippes lidt og mikses sammen, og indimellem er det faktisk ret fremragende, men hele tiden bevidst uskønt og ligesom ugideligt udført, som denne sekvens fra første side, der bl.a. trækker på oulipo-strategien s+7:

stop op midt i et ord og gør det til et
andet orkester
stop op midt i en sætning og gør
den til en anden sættekasse
stop op midt i et bogstav og gør det
til et andet bosted for unge
stop op midt i et afsnit og gør det
til et andet afrikansk køkken
stop op midt i historien og gør den
til en anden hidsig trold
stop op midt i lyden og gør den til
et andet lyngby storcenter

Så semantisk usammenhængende er det nu langtfra hele tiden. Tit er det faktisk ret meget på kornet i sin udlevering af f.eks. socialitetens klemme på os, det såkaldte ’krebsegilde’.

Desperate breve

Ikke mindst bogens titel er ret godt ramt. Fænomenet nigeriabreve blomstrede nok især i e-mailens ungdom, før spamfiltrene slog igennem, men selv får jeg da jeg stadig jævnligt en ubehjælpsomt Google-oversat mail, hvor en arving til Gaddafis enke eller en sydafrikansk diamantmilliardær lover mig en million dollar, hvis jeg oplyser mit kontonummer, så hun lige kan få sine penge ud af en krigszone eller fri af en emsig arveretsadvokats kløer.

Lige så morsomme som sådanne breve ofte er, lige så deprimerende er de selvfølgelig også, fordi de er udtryk for den desperation, som den ulige fordeling af verdens goder afføder. Hver gang, jeg får sådan et brev, tænker jeg, at det er utroligt, at nogen bliver ved at producere dem, fordi der må være så forsvindende få modtagere, der hopper på den. Men det er nok næsten lige så forkælet som at undre sig over, at folk bliver ved at flygte over Middelhavet trods alle odds.

På spørgsmålet om, hvad mennesket og poesien kan stille op midt i verdens almindelige undergang, bliver Zeuthens svar, at vi kan skrive vores desperate nigeriabreve og kaste dem ud i intetheden, i håb om at enkelt læser eller to hopper på limpinden. Dét er da genuint deprimerende! Nu er litteratur jo heldigvis ikke forpligtet til at bringe mig i godt humør, men jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om jeg virkelig bør tage Zeuthens ord til mig, hvis det er med så lille en overbevisning, at han skriver sin poesi? For hvis det hele bare er et nigeriabrev, hvad er det så, han vil prøve at franarre mig?

Mads Mygind: Til den lyse morgen. Antipyrine. 48 sider.

Nikolaj Zeuthen: Nigeriabreve. Antipyrine. 48 sider. 160 kr.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu