Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Den egoløse kæmpe

Claudio Abbado formåede at vende skuden hos Berliner Filharmonikerne, så de kom væk fra uniformeret skønhedsdyrkelse. Her to år efter hans død foreligger deres sidste koncert sammen nu på cd
Claudio Abbado formåede at vende skuden hos Berliner Filharmonikerne, så de kom væk fra uniformeret skønhedsdyrkelse. Her to år efter hans død foreligger deres sidste koncert sammen nu på cd

Eddy Risch

Kultur
29. januar 2016

På scenen var han en mand af få ord. Der findes store maestroer, der giver verbale instruktioner til højre og venstre, mindre dit, mere dat og længere svadaer af bevingede ord om musikkens overordnede linjer.

Claudio Abbado brugte munden mindre end de fleste dirigenter, til gengæld fortalte hans fagter og miner rigeligt til at få det bedste frem i musikerne.

Han var en arbejdshest, en utrættelig og passioneret tjener af musikken, der aldrig var bleg for at tage sine dispositioner op til genovervejelse – ikke at orkestermusikerne fandt grund til at tvivle på hans valg. Beethoven og Schuberts tempi, ja, dem tog han fejl af til at starte med, indrømmede Abbado blankt i et interview.

Under prøverne korrigerede han altså via tegn, minimalt med mundtlige beskeder, og hans dybe indsigt i partituret og hans kollegiale omgang med orkestret smittede altid af på omgivelserne.

Efter chefposter ved blandt andet La Scala Operaen (1968-1986), London Symphony Orchestra (1979-1987) og Wiener Staatsoper (1986-1991) overtog han stafetten fra Herbert von Karajan hos Berliner Filharmonikerne i 1990 og blev dér i tolv år.

Under Karajan havde orkestret dyrket et særligt klangideal, der smittede meget af på næsten hvad som helst, berlinerne satte på nodestativerne. Det lavede Abbado om på ved at efterstræbe et mere fleksibelt orkester, som i den grad også kom hans efterfølger, Simon Rattle, til gode.

Typemæssigt er Abbado og Rattle næsten modsætninger: Den italienske dirigent var genert og hadede medieopmærksomhed, receptioner og det meste, der ikke havde med selve musikken at gøre. Rattle gør en dyd ud af formidlerrollen og stiller op til tamtam, og hvad musiklivet nu kræver af ham.

Alfer og opiumsrus

Abbado evnede en særlig koncentration, en total opslugen i musikkens her og nu og var kompromisløs med at få selv den mindste detalje på plads.

På trods af hans umiddelbart blide gemyt var hans musikalske valg anledning til diskussion blandt musikere, men han vandt på den lange bane. Og sin rolle som etisk bevidst samfundsborger forsømte han ikke, dels ved at være blandt de tidligste til at igangsætte outreach-initiativer for at få flere blandt arbejderklassen og unge i operaen.

Samtidsmusikken stod Abbado nær lige fra hans karrieres tidlige år, og han fik også udvidet berlinernes horisont på den front. På den nye udgivelse The Last Concert, der rummer to cd’er og en Blu-ray, gælder det dog to klassikere: Felix Mendelssohns alfemagiske musik til Shakespeare-komedien En skærsommernatsdrøm og Hector Berlioz’ skelsættende Symphonie Fantastique om et mareridt oplevet under en opiumsrus.

Berlinerne regnes blandt de fem bedste symfoniorkestre, men de har naturligvis deres specialer. Sidste år udgav de og Rattle en Sibelius-cyklus, hvor jeg især mærkede udebanen ved udførelsens analytiske kølighed.

Berlinerne står kun for den højeste kvalitet, men alligevel kan det tage tid at omstille sig til en komponist, der ikke normalt er mainstream i det tyske.

Hvad der plejer at virke er ikke altid det rette at gøre andetsteds. I Mendelssohns skuespilmusik, her i et uddrag på 40 minutter bestående af suiten plus to satser med sangere på, er orkester og partitur det lykkeligste par. A

bbados smag for det præcise, usentimentale og fløjlsbløde samt berlinernes perfektionerede kollektivklang og eminente soloblæsere spinder silkefine klange og træblæsernes linjer flyder som kviksølv.

Abbado holder det muntre spil mellem feer og mennesker i et overlegent rytmisk flow og sørger for, at hornene har god bredde til at udfolde deres venlige natteklange på i nocturnesatsen.

Detaljerigt værk

Berlinernes lækkerhed følger med i Berlioz’ revolutionerende programsymfoni med den ellers så barske handling. I et slags delirisk selvportræt drømmer hovedpersonen om den uopnåelige elskede, som han dræber for så selv at blive halshugget på skafottet med efterfølgende heksesabbat.

Særligt de to sidste satser kan i andre opførelser nå ekstatiske højder, der må have chokeret lytteren ved premieren i 1830. Abbado trækker hellere skønheden længere frem, så linjerne under tiden smyger sig som lækker, blød velour.

Jeg har aldrig hørt dette værk så detaljerigt som her, sådan at skælv ikke bare er en effekt, men hvor man hører hver enkelt nuance i rystelsen – som var man vidne til en naturkatastrofe i slowmotion.

Som i tilfældet med Sibelius tager musikernes instrumentale mesterskab næsten noget af brodden, så Berlioz’ partitur lyder for glat og ’normalt’.

Lad os dog gyse noget mere! Selv de famøse klokker, der bimler dødsmessens Dies Irae, virker som en skygge af sig selv her. Vores helt er mismodig og mindre febrilsk hos Abbado, messingen mumler lidt for sig selv, og det svulstige tones ned.

Abbado nåede at blive 80 og efterlader sig en arv til eksempel at følge, men hør hellere hans ældre indspilninger, for eksempel af Beethoven, Mahler eller avantgarde fra 1960’erne.

’The Last Concert’. Dirigent Claudio Abbado, Berliner Filharmonikerne, Den Bayerske Radios Kvindekor, Deborah York (sopran), Stella Doufexis (mezzosopran). Mendelssohn: ’En skærsommernatsdrøm’. Berlioz: ’Symphonie Fantastique’. Koncerten er optaget i Berliner Philharmonien maj 2013. Udgivelsen indeholder også en dokumentar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her