I faderens, jægerens og budskabismens navn

Anne-Cathrine Riebnitzsky skriver (stadig) godt – og er meget glad for at prædike
Anne-Cathrine Riebnitzsky er både uddannet forfatter og sprogofficer og er nu aktuel med sin fjerde bog.

Anne-Cathrine Riebnitzsky er både uddannet forfatter og sprogofficer og er nu aktuel med sin fjerde bog.

Daniel Hjorth
9. januar 2016

Hvad er det, Jesus hos Johannes i det 5. kapitel siger til den syge ved Bethesda dam? Tja, såvel i vores nye som i den gamle Bibel lyder spørgsmålet i al sin korthed: ’Vil du være rask?’ Men i Anne-Cathrine Riebnitzskys nye roman gengiver præsten Monica det først »Vil du faktisk virkelig gerne være rask?« og derefter »Vil du virkelig gerne være rask?« Begge dele opfatter jeg som pædagogisk anmassende, men samtidig karakteristisk for netop denne forfatters mission og litterære metode.

Riebnitzsky fremtræder nemlig primært som en beretter, der frem for alt ønsker at blive forstået. Og det forstår man til fulde, for hun bærer på et budskab, der kan stå bag på hendes visitkort eller, som det vel hedder i dag, holdes i en sms:

Valg har konsekvenser

Alle handlinger har konsekvenser. Det ikke at handle indebærer også en konsekvens. Den lamme ved dammen i evangeliet tager som bekendt sin seng og går, men var han blevet liggende, stivnet i sin patientidentitet, havde også det haft konsekvenser.

Hvad angår mennesker af i dag, synes det at være Anne-Cathrine Riebnitzskys klare opfattelse, at alt for mange af os har glemt ideen om, at ethvert valg har konsekvenser. Når folk forbruger mere, end de har, når de forsømmer deres børn og bagefter beklager sig over disses opførsel, eller når vi både vil have fordelene ved mulighed A og samtidig føle os helt trygge ved ikke helt at opgive B, så lever vi, som om den gamle lovmæssighed er sat ud af kraft, at alt, hvad vi mennesker bringer ind i verden, på en eller anden måde også forbliver i denne verden.

Vil man som forældre ud af den illusion, at alt, hvad vi gør, også koster, skal man lade være med i kærlighedens hellige navn at fratage sine børn konsekvensen af deres problemer. Ægte kærlighed betyder tværtimod, at man hjælper folk til at forstå de principper, som verden nu engang fungerer efter.

Karakterer og plot

Ja, sådan kunne jeg, mere eller mindre skjult, blive ved med at citere fra romanen Orkansæsonen og stilheden, men nu er den jo altså et kunstværk og ikke en selvhjælpsmanual. På karakterernes niveau opererer den med omkring 20 personer, hvoraf de fleste over kortere eller længere stræk får lov at bære fortællesynsvinklen. Og på plottets helhedsplan sammenfletter den en ferierejse, en arbejdsrejse, to narkosmuglerrejser, et røveri, et par rådyrjagter, en voldtægt, et hævndrab, et par begravelser, en maleriudstilling, en forelskelse og en flugt samt ikke helt få ganske almindelige hændelser i et sindrigt tilrettelagt mønster, der folder sig ud hen over året 2015.

Mest harmonisk former tilværelsen sig vel nok for præsten Monica, hende, der absolut ville pynte på evangeliets ord. Hun er gift med en rar astronom, Johan, der trods al faglig pålidelighed – eller netop som en følge af denne – holder den mulighed åben, at der var lyd, før der blev lys, hvilket jo næsten, men også kun næsten, er det samme som at sige, at både videnskaben og kristendommen kan have ret. I omegnen af deres liv møder vi et lidt mat forældrepar, hvis voksne søn handler med hash, men også rejser til Amsterdam og henter 10 kilo heroin. Forsvarer for Marcus, da han bliver snuppet ved grænsen, er så en veninde til præsten, advokaten Beate.

Og hvori består så Beates problemer? Jo, dels har hun mistet sin elskede mand, dels mangler hun som jæger at nedlægge sin første råbuk, endda med bue og pil. Til dette ædle formål får hun hjælp af jagtkammeraten Hans, og hvad angår det første, det med at komme over tabet af Thomas, står der en ganske flink politimand klar. Han hedder pudsigt nok også Hans.

Fragmenterede jeger

Er der mere? Jo da. En anden jæger, Henning, der arbejder i en dyrepark, iagttager med voksende vrede, hvordan hans datter bliver hængende fast i traumet efter en voldtægt, og beslutter sig for at tage grusom hævn. Ofret er her så den samme rocker, som dels sendte Marcus til Amsterdam, dels begik et taskerøveri mod Beates mor og slog hende ned, med døden til følge.

Sådan følges i denne roman årsager af konsekvenser, og vi får med syvtommersøm slået fast, at bliver du på stedet, må du fortsat døje den smerte, som er forbundet hermed, men rejser du, og forandrer du dig, så vil også dette gøre ondt. Læg hertil en gennemgående splittelse mellem krop og sjæl, plus en analyse af mennesker som fragmenterede jeger, der helst vil være flere steder på samme tid, og man har en både tids- og generationstypisk bog, hvis bærende hensigt ser ud til at være den at pege på afstanden mellem det, som vi inderst inde ved, er både godt og rigtigt, og så det, som vi faktisk gør. »Han vidste godt, det var forkert,« tænker en af romanens figurer. Kun få af dem gør, hvad de egentlig bør.

Farvepunkter i fladen

Hvad forfatteren angår, gør hun, hvad hun er god til, nemlig at skrive i korte, tydelige sekvenser og tålmodigt bygge såvel den enkelte karakter som hele handlingsrummet op. Man kunne på tværs af kunstarterne sammenligne med malere som Seurat og Signac, dem, man vistnok engang kaldte for pointillister, men som vel rettelig burde hedde ’divisionister’, fordi de jo deler fladen op i bittesmå farvepunkter, som så, iagttaget på passende afstand, samler sig til et motiv.

Anne-Cathrine Riebnitzsky fremtræder med sin nye roman ikke alene (igen) som en velmenende budskabist, men også som en ferm episk divisionist, der får mere og mere styr på sine æstetiske virkemidler.

Hun kunne også godt have haft mere styr på visse facts. Det skurrer i mine ører, at den ene af de unge narkosmuglere det ene sted ikke kender sin far, det andet sted kender og hader ham, og det må undre, at forfatteren lader Monika sige: »På søndag har jeg tænkt mig at tale over den lamme mand ved Bethesda dam.« Jamen, altså, dette er i Anden Tekstrække den faste prædiketekst til 14. søndag efter Trinitatis og dermed ikke et foredragsemne, præster kan vælge frit.

Men skulle man endelig tage bibelhenvisningen op, kunne man til forfatteren sige: Tag din teknik, og gå og prøv kræfter med et stort stof, der ikke som i denne roman skal gøres til et redskab for et budskab. Hvor svært kan det være? I Johannesevangeliet tales der ganske vist om en ’seng’, men der har, som en præst bemærkede engang, højst sandsynligt kun været tale om en rullemadras.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Ny bog

Orkansæsonen og stilheden

Anne-Cathrine Riebnitzsky

Politikens Forlag

343 sider

200 kr.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu