Læsetid: 3 min.

Flammende flot ildfugl

Stravinskij springer op af asken og får nyt liv i Dansk Danseteater og Copenhagen Phils storslåede opsætning af ’Ildfuglen på Republique’
’Ildfuglen’.

Per Morten Abrahamsen

15. januar 2016

Tænk, at nogen kunne sætte ild til Stravinskij, så hans musik funklede endnu stærkere! Men det er faktisk, hvad Dansk Danseteater og Copenhagen Phil og instruktøren Martin Tulinius har gjort ved Ildfuglen. For de har gjort Stravinskijs mærkelige mytefortælling fra 1910 til en helt ny enhed af musik og dans og skuespil – i en fræk tolkning af verdenshistorien fra Første Verdenskrig og frem til i dag. På flotteste internationale niveau.

Personligt har jeg ikke set en Ildfuglen, der har gjort så stort indtryk på mig som denne her på Republique – med buldrende strygere, bragende videoprojektioner, søgende ord og knivskarpe kroppe. Sanseligheden sætter sig fysisk i tilskuerens krop. Dansernes forkrøblede kravlen mærkes i tilskuersædet, hvor man har lyst til at sætte af i høje spring sammen med danserne – op over de ondskabsmure, der hele tiden holder godheden ude i denne eventyrberetning.

For forestillingen rummer masser af symbolik, der kan oversættes direkte til dagens flygtningedebat med lukkede grænser og mure – og nedarvet had. Og samtidig har forestillingen stadig mytens uudgrundelighed over sig. Det er stærkt.

Charmerende

Denne Ildfuglen er blevet et toptunet Gesammtkunstwerk. Martin Tulinius har skrevet en prolog til Stravinskij, der i Jens Jørn Spottags charmerende patriarkfigur træder ind på scenen, hvorefter han flår nodeark frem fra sin store frakke.

»Jeg spillede den samme akkord 59 gange,« siger han fortroligt til publikum med blink i øjnene, mens han hamrer sin stok i gulvet til rytmen.

»Når jeg spiller, så ved jeg ikke, hvor mine hænder ender, og hvor klaveret begynder,« siger han.

Og så fortæller han ellers om Stravinskijs tid med Les Ballets Russes de Diaghilev, så man nærmest kan høre ballethistorikeren Erik Aschengreen hviske med nedenunder. Levende og fængende.

Men så begynder dansen. Mærkelige mure ruller hen over scenen, og så dukker den berømte ildfugl op. Ikke en ballerina, men en punkeragtig, sortklædt skønhed med sorte lædersnore om håndleddene. Hendes arme kroger sig hidsigt, og hendes hænder krummer sig som kløer. Men da hun ser den hvidklædte, unge mand, der kravler over muren til den onde herskers rige, bliver hun blød om hjertet – og beskytter ham …

Tim Rushtons koreografi har sine umiskendelige sidespark og fnuglette gulvrul. Men den har også nye strejf af hemmelighedsfulde håndtegn og forvredne overkroppe – med Dansk Danseteater i topform. Hans duetter funkler af opfindsomhed, når danserne spejler hinanden i drømmelette løb på stedet og lykkebølger i halsen – og når ildfuglen griber ondskabsherskeren om nakken i ækle ryk.

Tålmodigt rovdyr

Den spanske danser Elena Martinez Ibar har en ukuelig spændstighed og martyrstædighed over sig i rollen som Ildfuglen, og Alessandro Sousa Pereira fremmaner en herskerfigur så brutal som en rockerkonge – og så alligevel så dreven som et tålmodigt rovdyr. På den forestående Danmarksturné bliver det Maxim McGosh og Stefanos Bizas, der kommer til at danse disse to roller – og her bliver orkestret også forvandlet til en cd. Men forestillingen skal såmænd nok også klare sig uden.

På Republique sidder Copenhagen Phil i luksusliveudgaven i gylden skumring på bagscenen bag danserne og spiller, så morgengryets dis i violinerne bekæmpes af kirkegårdens uhygge i blæserne. Og dirigenten Stefan Asbury giver alt en ubesværet fremdrift i musikken. På forscenen bliver Johan Kjølkjærs scenografi af militante mure et flot billede på ildfuglens kampgejst og ensomhed i en verden, der hele tiden sætter sig selv i flammer.

Kostumedesigneren Åsa Gjersted har ramt et fint mix af moderne rockstjerneoutfits og sammenrimpede fangetøjsbandager. Og videodesigneren Mikal Bing har skabt en nærmest frygtindgydende hundredårskavalkade af de mest brutale filmklip fra verdenshistorien – vel at mærke rullet bagfra og projiceret på både mure og kroppe, så både verden og Ildfuglen kan genopstå af asken. Flammende flot.

’Ildfuglen’. Frit efter Fokins ballet hos Les Ballets Russes de Diaghilev fra 1910. Musik: Igor Stravinskij. Iscenesættelse og tekst: Martin Tulinius. Koreografi: Tim Rushton. Scenografi: Johan Kjølkjær. Kostumer: Åsa Gjerstad. Video: Martin Tulinius og Mikal Bing. Lys: Jacob Bjerregaard. Dirigent: Stefan Asbury. Co-produktion mellem Dansk Danseteater, Republique og Copenhagen Phil. Republique på Øster Fælled Torv til 23. januar. Herefter turné til 1. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Theis
Henrik Theis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu