Helt til stregen?

Satirebladet Spot er morsomt på det jævne, men den lovede perfiditet lader desværre vente på sig
Seneste forside af satirebladet Spot.

Seneste forside af satirebladet Spot.

Lars Refn
28. januar 2016

I sommer lancerede en gruppe bladtegnere, journalister og akademikere, herunder Informations egen Niels Ivar Larsen, satirebladet Spot. Formålet var helt utvetydigt at skabe et dansk Charlie Hebdo. »Spot udfordrer dem, der vil indgyde os frygt,« stod der i første nummers leder. Og videre: »Det kan være nødvendigt at gå helt til stregen – og nogle gange sågar over … Spot kan være perfid, når det er berettiget. Men kun hvis vi også er sjove.« De fire numre, der er kommet, har været morsomme på det jævne, men den lovede perfiditet lader vente på sig.

Bladet, der er finansieret ved crowdfunding, er tydeligvis ikke en overskudsforretning endnu. Det er generelt fire-fem sider kort, hvilket ikke er meget at gøre godt med, hvis ikke hele indholdet sidder i skabet.

Det gør det langtfra. Ingen af de satiriske skribenter besidder den nødvendige opfindsomhed eller vid til virkelig at underholde – en imaginær Jens Rohde, der taler om »sit missil af en farveblyant« med henvisning til virkelighedens civile arrestation og fiktive karakterer med navne som Herbert von Möhlposen er lig gumpetung humor. Konturerne af en god idé aftegner sig imidlertid i den gentagne sammenkobling af Inger Støjberg med hamburgerryggen fra Pilehaven i Aalborg, som lanceres i januarnummeret. Det skal bare gøres sjovere, og gentages igen og igen.

Og selv om der har været et par oplyste indslag, er der stadig lang vej til Charlie Hebdos bedste politiske kommentarer for slet ikke at tale om det andet store forbillede, den ligeledes franske ’Lænkede and’, Le Canard enchainés, opsøgende skandalejournalistik.

Ikke et giftigt grin

OK, ingen forventer, at alt skal være på plads så tidligt i processen, og bladet markerer sig da heldigvis også noget bedre med sine tegninger. Dette skyldes ret entydigt Annette Carlsen og Gitte Skovs tilstedeværelse. Påvirkningen fra mestertegner Mette Dreyer fornægter sig ikke i Carlsens skødesløst vitale linjeføring, men hun har sin egen præcision i karikaturen – hendes Lars Løkke er f.eks. på kornet. Skovs cartoons kan man genkende på hundrede meters afstand med deres småsitrende, urkomiske uldenhed. Til gengæld er Lars Refn fersk, formløs og fad, mens Adam O. er bastant både i pointe og streg.

Det ligner en tanke, at den klart bedste gæstetegner har været Camille Besse, tidligere leverandør til Charlie Hebdo. I debutnummeret tegnede hun en bagside, hvor føromtalte Refn optræder som hendes samtalepartner og leverer det danske modspil til hendes franske. Hun taler pænt og diplomatisk, mens hendes karikatur af hendes danske oversætter går mere og mere amok i ukvemsord. En art hyldest – måske? – til de danske Muhammed-pionerer, men i forhold til Spot en spejlvending af virkeligheden.

For sandheden er, at bladet ganske enkelt ikke manifesterer den anarkistiske ånd, det karnevalistiske ræb, der karakteriserer Charlie. Og at bidragyderne tydeligvis arbejder hårdt på at fremmane det, gør bare, at det mislykkes desto mere. Som det er nu, er der ikke meget der adskiller Spot fra Svikmøllen. Der skal andre boller på suppen, hvis bladet skal nå det uansvarligt giftige grin, vi kender fra Paris og for alvor »sætte ild i røven på alverdens autoriteter«, som det hedder i hensigtserklæringen.

Det betyder ikke nødvendigvis Muhammed-tegninger ad libitum, selv om Trykkefrihedsselskabet med søvngængeragtig forudsigelighed straks var ude med riven, da Jens-Martin Eriksen skrev i en onlinerubrik, at bladet ikke ville prioritere sådanne. »… lad os for Guds skyld blive skånet for endnu een i rækken af bevidstløse replika med en muhammedtegning, som ikke engang er morsom, og som kun tjener til at udløse endnu et forudsigeligt voldsangreb,« lød det, efterfulgt af en opfordring til diskussion af, hvorledes vi kan fjerne den undtagelse til vor ytringsfrihed, som islamisternes vold udgør.

Uviljen mod at tegne Muhammed offentligt er med realiteterne in mente helt forståelig, men argumentet om, at der også skal være en god grund til at gøre det – et argument, Charlies overlevende redaktion i øvrigt også fremsatte i tiden efter massakren på deres kolleger – er samtidig fuldstændig legitimt fra et presseetisk standpunkt. Den sørgelige sandhed er imidlertid nok, at det fortsat er ved profetens kontrafej, at den grænse, som Spot søger klarest, tegner sig, og at det muligvis er dér, at voldsmandens veto mest konkret udfordres.

Spot placerer sig således i en lidet misundelsesværdig situation, der i sig selv påkalder alt mulig respekt: rollen som den, der er sat i verden for at opnå vores despekt.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu