Det, jeg hører Ole sige ...

DR1’s portræt af en udogmatisk socialarbejder er en rimelig nok helgenkåring. Men skurken – det omsiggribende bureaukrati – bliver ikke rigtigt udfoldet
Rebellen fra Langeland

At Ole Sørensen gør gode ting for de mennesker, han er i berøring med, er tydeligt. Rebellen fra Langeland er én lang reklame for at være tydelig og fleksibel i mødet med folk, man gerne vil hjælpe. Og man må sige, han får hjulpet nogle stykker

B-film
22. januar 2016

De mest udsatte og sårbare borgere skal have verdens bedste service, mener Ole Sørensen. Den midaldrende mand med skægget og hestehalen er chef for socialpsykiatrien i Langelands Kommune, daglig leder for en døgninstitution, kontaktperson for et uvist antal udsatte langelændere og hovedperson i portrætudsendelsen Rebellen fra Langeland. Gennem tre år har DR1 fulgt Ole Sørensens arbejde, hans relationer til de udsatte borgere og problemer med bureaukratiet.

At de udsatte skal have den bedste service er også et polemisk udsagn, der skal udstille, at det modsatte er tilfældet de fleste andre steder. Det er ikke opvartning, der er tale om, ingen håndfodrer Langelands udsatte borgere med vindruer eller vifter dem med palmeblade (men Ole Sørensen kunne sikkert godt finde på det, hvis det viste sig at have en gavnlig effekt).

Folk, der hører stemmer, har siddet inde, er blevet svigtet eller er tynget af et sammensurium af diagnoser får råd og vejledning til at have en hverdag, såsom at gå i bad, vaske op eller blive boende længe nok til at falde til et sted.

Relationer frem for diagnoser

»Det, jeg hører Ole sige, er, at vi faktisk prøver at holde os på sporet,« siger en af medarbejderne på Hjørnet, som Ole er daglig leder af, i introduktionen. Det er girafsprog, som man kender det fra omsorgsbranchen, og selv om det ingen hemmelighed er, at de andre ansatte i den langelandske socialpsykiatri er gode og dygtige, er det ikke dem, det handler om. Det er Ole, hvis jargon er mere kontant og uformel.

»Nej, nej, nej, nej, nej, for dælan,« svarer han, når en gut fortæller, hvordan han »røg i flæsket på det fede møgdyr dér, så han fik nogle på kassen.« Det er, hvad man hører, og det lyder til at være en rigtig god og konstruktiv samtale. Ole udtrykker sig ofte på slagordsform – hans metodiske tilgang er ASF, som står for almindelig sund fornuft, og det er »relationer, ikke diagnoser«, der interesserer ham.

Det er værd at se Rebellen fra Langeland alene for alle eksemplerne på, hvordan man opfører sig ordentligt over for folk, der er ude af den. Især Oles relation til Luna, der hører stemmer og har et misbrug og en ualmindeligt strid opvækst bag sig, er rørende. Han ved, de taler bedst sammen nede ved stranden, og at hun godt kan føle sig overset, hvis han ikke har tid nok til hende. Det bliver der så planlagt efter.

Men så kom tilsynet

Rebellen fra Langeland er et portræt af en stille og rolig helt i Danmarks fattigste kommune, der møder modstand og må kæmpe en kamp for det, han tror på. I 2014 bliver Socialtilsynet oprettet, med Oles ord »fordi nogle andre ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt«.

De vurderer Hjørnet ud fra en standardiseret syvpunktlig kvalitetsmodel og en selvstændig tilsynsfaglig tilgang, og finder, at »ikke alt lever op til reglerne«. Ole mener, at det sidste, Hjørnets brugere kan bruge til noget, er regler.

Det sociale tilsyn fremstår som velmenende kommunefarvede mennesker, der kommer fra en verden af væg til væg-tæppe, hævesænkeborde og intranet, og som nu vil strømline en lille og i det store og hele velfungerende institution, der passer sig selv og finder pragmatiske løsninger på problemerne. Nu skal socialpsykiatrien ensrettes. Slut skal det være med at have misbrugere og psykisk sårbare under samme tag, slut skal det være med at tage på campingplads og slå et telt op i baghaven, når der lige akut mangler en akutplads.

En uudfoldet skurk

At Ole Sørensen gør gode ting for de mennesker, han er i berøring med, er tydeligt. Rebellen fra Langeland er én lang reklame for at være tydelig og fleksibel i mødet med folk, man gerne vil hjælpe. Og man må sige, han får hjulpet nogle stykker.

Men netop derfor kunne det have klædt programmet med flere kritiske spørgsmål. Er det ikke en fordel, at den daglige leder på en institution er til stede på den i løbet af dagen? Er der problemer forbundet med at have folk med meget forskellige problemer boende samme sted? Skal det socialpsykiatriske arbejde fylde hele ens liv for at virke? Kan servicelovens paragraffer ikke give borgerne en form for sikkerhed? Og er der virkelig ingen fordele ved at registrere ting digitalt frem for i en spiralkalender?

Man har indtryk af, at Ole Sørensen ville være i stand til at svare på dem, men at det har været vigtigere at fortælle historien om kampen mellem manden, der varetager menneskenes interesser, og systemet, der er styret af paragraffer.

Det fremgår ikke helt, hvilke ændringer der kræves, hvorfor det er umuligt at sætte souschefen ind som daglig leder og fortsætte det fine arbejde med Ole som lejlighedsvist forbisvingende medarbejder.

Nu skal der styr på visitationerne og det andet papirarbejde, og medarbejderne (som i tilsynsrapporten er citeret for nogle gange at mangle tid, og som af brugerne roses for altid at have fem minutter til at snakke) skal ind foran computerne.

Skurken i Rebellen fra Langeland er bureaukratiet, der vil tromle og ensrette. Det virker som en fuldstændig oplagt og relevant skurk. Man kunne bare godt have lært den skurk lidt bedre at kende.

En ordentligt udfoldet skurk skal have et problem og et projekt, og præcis hvad bureaukratiets problem og projekt er, det gad jeg godt at vide.

Tredje og sidste afsnit af ’Rebellen fra Langeland’ sendes på søndag kl. 11.30. Alle tre afsnit kan ses på dr.dk

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese

Det ville faktisk være interessant, fordi der er en ægte problemstilling - og ikke nødvendigvis til den progressive brigades fordel: Ole Sørensen ofrer sig for arbejdet, reelt er han den morakker, som arbejdstidsregler skal beskytte folk imod at blive i en lønmodtagerkultur, hvor de også selv har ret til et privatliv.
Der er brug for et fleksibelt system, der ansætter og imødekommer begge typer ansatte - uden gensidige beskyldninger og mistillid, for tilfredsstillelsen ved at gøre arbejdet kan være lige stor for dem begge, men på forskellige konditioner. Det er en væsentlig diskussion, som reelt er den største forhindring i udfoldelsen af velfærdssamfundet som fuld og tilstrækkelig løsning.

Brugerbillede for Morten Andersen

"KREATIV SELVTÆGT" kære Djøffere. Alt hvad i kan. Og så meget i orker og har kræfter.

Indse, at embedsmænd og politikere, forlængst er bortrejst til en galaxe, hvor der kun findes duft af pengesedler og vækstmotorer. De er igang med at spille sig selv fallit.

Der er brug for jeres indsats. Ole kan. I kan.

anbefalede denne kommentar