At hoppe er nemt. Det er det med at lande, der er problemet

Teatervildmanden Tue Biering får os til at se ind i personligheden på andre mennesker, når han lader amatører slå sig løs på en scene. Uanset om det er mennesker med gamle kroppe eller kontanthjælpsmodtagere
Det lykkedes for instruktøren Tue Biering at gøre ’Staying Alive’ på Det Kongelige Teater til et fængende møde med 36 personer. De havde det tilfælles, at de elskede at danse – og at deres kroppe var ved at være gamle.

Det lykkedes for instruktøren Tue Biering at gøre ’Staying Alive’ på Det Kongelige Teater til et fængende møde med 36 personer. De havde det tilfælles, at de elskede at danse – og at deres kroppe var ved at være gamle.

Natascha Thiara Rydvald
29. januar 2016

Instruktøren Tue Biering har en særlig klo i virkeligheden. Han har åbenbart en ustyrlig ambition om at lade teaterpublikummet møde mennesker ude fra virkeligheden – og han har et uregerligt ønske om at lade almindelige mennesker optræde på teaterscenen som sig selv. Fiktion behøver han ikke.

For den nu 42-årige Tue Biering finder tydeligvis rigeligt med dramatisk brændstof i disse autentiske livshistorier.

Det vakte opsigt, da Tue Biering sammen med Jeppe Kristensen og deres kunstnergruppe Fix & Foxy i 2008 skabte en version af Pretty Woman på Halmtorvet, hvor det var rigtige prostituerede, som han betalte for på skift at deltage som luksusludderen i forestillingen.

Senere fik han næsten folk til at brække sig, da han inviterede publikum til at deltage i en teaterversion af Riefenstahls nazifilm Viljens Triumf – med heilende arme og det hele.

Og det skabte billetstorm, at han forrige år med Fix & Foxy og Eventministeriet opsatte Ibsens Et Dukkehjem rundt om i københavnske lejligheder med beboerne i hovedrollerne som Nora og Helmer.

I god form

Den seneste Tue Biering-iscenesættelse er Staying Alive, der skabte rockende tilskuere hos Eventministeriet på Skuespilhuset i sidste uge. Her havde Tue Biering og scenografen Marie Rosendahl Chemnitz lokket 36 personer mellem 50 år og 90 år til at være med i en forestilling, som handlede om at danse. Som en kvinde sagde: »Jeg kan godt hoppe. Det er mere det med at lande, der giver mig problemer.«

Indrømmet. Det virkede ganske stærkt, at sådan en hær af ældre kroppe stolte vandrede ind på scenen i alverdens slags træningstøj, også selv om disse ældre kroppe var særdeles muskuløse og i imponerende god form.

Det interessante var, at tilskuerens syn ’vendte’ undervejs i forestillingen, så disse ældre kroppe blev normen. Dermed blev disse kroppe til individer, altså personer, som man blev nysgerrig på.

Det er netop noget af det, som Tue Biering kan: Sætte amatører på en scene, så man får lyst til at lære dem nærmere at kende. Noget af hemmeligheden må i hvert fald ligge i hans respekt for disse mennesker.

I november var det ikke ældre, der fik Tue Bierings opmærksomhed, men en gruppe kontanthjælpsmodtagere af alle aldre. Tue Biering havde sammen med Jeppe Kristensen fra Fix & Foxy inviteret kontanthjælpsmodtagere til at spille med i deres egen teaterudgave af den legendariske overflodsfilm Det Store Ædegilde. Disse mennesker, der knap havde råd til at købe den nødvendige vinterjakke, blev sat til at mæske sig i delikatesser, så de kunne forsøge at æde sig ihjel.

Også her opstod der en enorm sympati mellem de optrædende og tilskuerne. Der bredte sig en grænseløs respekt omkring de medvirkende, som havde sagt ja til at fortælle deres egne nederlagshistorier på scenen.

Pludselig blev ’udsathed’ og ’overførselsindkomst’ ikke bare floskelord, men virkelige ord med konsekvens. For vi kunne jo godt se, at uanset hvordan deres offentlige tilskud var beregnet, så var pengene alt for små til at leve et anstændigt liv på. Og ved tanken om, at flygtninge skal kunne klare sig for endnu mindre, virkede den økonomiske ulighedslogik i vores såkaldte velfærdssamfund helt absurd.

I modsætning til andre sociale debatter med statistikker og ekspertudtalelser, så var der her ingen moraliserende bemærkninger eller det-er-din-egen-skyld-reflekser. Her fik skæbnefortællinger lov til at stå i det teaterlys, som personerne selv valgte – og det virkede befriende fair. Demokratisk, om man vil.

Bierings borgerscene

Selv bruger Tue Biering ikke ordet ’borgerscene’ om sine forestillinger. Men hans greb svarer til, hvordan f.eks. instruktøren Petrea Søe arbejdede med ekssoldater i Hjemvendt på Borgerscenen ved Aalborg Teater – og hvordan uretfærdigt behandlede borgere påtog sig rollerne i Anne Zacho Søgaards teaterfortolkning af Kafkas Processen på Aarhus Teater.

Det er i hvert fald interessant, hvordan teatrene i disse år selv griber ud efter publikum på nye måder – blandt andet ved at sætte tilskuerne selv på scenen.

Hvor folkeforføreren Tue Biering slår til næste gang? Det er aldrig til at vide. Men se dig godt for. Næste gang, du går i teatret, er det måske i rollen som dig selv.

’Staying Alive’. Iscenesættelse: Tue Biering. Scenografi: Marie Rosendahl Chemnitz. Koreografer: Signe Frydenlund, Christine Seierstad og Christina Bonde. Deltagere: 36 ældre personer, heraf en del fra Gotvedinstituttet. Eventministeriet ved Det Kgl. Teater. 17-19. januar 2016 ’Det Store Ædegilde’. Baseret på filmen ’La Grande Bouffe’. Tekst og iscenesættelse: Tue Biering og Jeppe Kristensen. Scenografi: Sille Dons Heltoft. Deltagere: Otte kontanthjælpsmodtagere. Fix & Foxy i Dansehallerne, december 2015

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu