Læsetid: 5 min.

H.U.G.’s rovdrift på livet

Dokumentarist Andreas Haaning Christiansen fulgte Lars H.U.G. et år under tilblivelsen af dennes seneste album. Det er der kommet en rå, sjov og udfordrende fortælling ud af – med pladens producer Povl Kristian i helterollen
Lars H.U.G betegner sig selv som en hård hund, men det indtryk, dokumentaren ’Hugland’ giver, er af et nervesitrende nervemenneske, der sætter ild til sine omgivelser.

Rare Bird Production

22. januar 2016

Selvom Andreas Haaning Christiansen utvivlsomt påbegyndte sin dokumentarfilm Hugland om sangeren, sangskriveren og billedkunstneren Lars H.U.G. med den hensigt at lave et skarpt portræt af samme, må det hurtigt have stået klart for ham, at han havde taget hul på en fortælling med to hovedpersoner: H.U.G. som den kropumulige, men også råcharmerende stjerne og hans engel af en producer, arrangør og keyboardspiller, Povl Kristian som filmens faktiske helt.

Man sidder tilbage med en følelse af, at der burde findes en orden, en mand som denne Povl Kristian, som det naturligste i verden fik tildelt oven på sådan en omgang. Lars H.U.G. må betegnes som svineheldig at have en så solidarisk, opofrende og bundmusikalsk kapacitet ved sin side. Han takker ham da også behørigt til allersidst i filmen, da filmens tredje hovedperson, pladen 10 sekunders stilhed, mod alle odds endelig er færdiggjort.

Hugland skildrer i hårdt klippede sekvenser det sidste års tid af det i alt fireårige forløb, der gik med at skabe 10 sekunders stilhed, som udsendtes i 2014, i øvrigt H.U.G.’s første dansksprogede plade i 22 år! Fokus er hele vejen igennem på den skabende proces, og det er altså ikke en film, hvor man på noget tidspunkt sidder i H.U.G.’s dagligstue og drikker te og snakker om livets store spørgsmål, selvom mange af dem skam berøres indirekte under forløbet.

Tværtimod foregår den overvejende (men ikke kun) i Povl Kristians studie, der ser ud til at ligge et sted i nordvestkvarteret. Her indspiller han til daglig den filmmusik, han lever af at lave, mens H.U.G. og et hav af musikere og statister kommer og går og indspiller på livet løs, når der opstår huller i kalenderen, for det er et pengeløst projekt lavet på de medvirkendes goodwill. Da studiet samtidig er Povl Kristians hjem, tør man nok tale om en spidsbelastning, de færreste ville kunne tåle, men som han med en gudbenådet stoicisme tager i stiv arm, mens han på en charmerende underspillet måde filosoferer over såvel det pågående samarbejde som kreativitetens mysterium.

Karakter og originalitet

Den efterhånden 62-årige Lars H.U.G. er på alle måder en veteran i dansk musikliv, og han er det meste af vejen gået sin skæve enegang. Han gjorde sig i første omgang bemærket under Den Store Punkkrig, der varede fra 1977 til 1984 (selv om der er en del, som stadig tror, den pågår), og som udkæmpedes på mange fronter; imellem generationer på kryds og tværs og internt, imellem kunstarter, musikstile og frisurer, imellem samværsformer, rusmidler og holdninger. Og såmænd også imellem Århus og København.

Og selvom sidstnævnte på mange måder tog teten, var det kropumuligt at komme uden om Aarhus-kvartetten Kliché, som med H.U.G. i spidsen sparkede 1980’erne i gang med to nu klassiske lp’er, Supertanker (1980) og Okay Okay Boys (1982). Gruppen snød også lidt ved at spille ret fedt på sine instrumenter og i H.U.G. at have en sanger, der kunne måle sig med udenlandske koryfæer som David Bowie, Bryan Ferry og John Foxx, men også besad karakter og originalitet.

Kliché kunne dog ikke holde, og i 1984 sprang H.U.G. ud som solist med den avancerede lp City Slang, tonesætninger af Søren Ulrik Thomsens digte, der vakte opsigt. Det store gennembrud kom i 1987 med Kysser himlen farvel, der besad den poetiske og umiddelbare klang, som gjorde H.U.G. landskendt. Aldrig den mest produktive pladekunstner (H.U.G. kører parallelt en karriere som billedkunstner) blev det til to yderligere dansksprogede lp’er, før han i 1990’erne slog over i engelsksproget easy listening og udsendte et par plader i denne genre, senest i 2003.

Sangene på 10 sekunders stilhed stikker unægteligt dybere, end man er vant til fra den kant, selvom der er noget bedårende over måden, H.U.G. som tekstforfatter tackler den skæbne, der venter os alle. Ja, det er døden og altings forgængelighed, der er de store medspillere her, men uden antydning af patos eller tragedie. Det er gennemført carpe diem tilsat vindende melodier. Et modent værk, som man siger. Og det er heldigvis ikke til at høre, hvilket helvede det var at lave.

Bizart underholdende

Hugland er en både råt optaget og hårdt klippet film, hvad man dog glemmer, for de involveredes personligheder er så stærke, så skæve og så sjove, at man suges ind i filmens bizart underholdende univers.

Mens perfektionisten H.U.G. driver rovdrift på sine omgivelser i sit forsøg på at nå frem til et resultat, han kan leve med, giver en række musikalske bipersoner deres besyv med, alt sammen voldsomt hverdagsagtigt og alligevel sært fortryllende. At guitaristen Peter Peter på et tidspunkt indforskrives, får det bedste frem i H.U.G., her tør man tale om mærkbar gensidig respekt, og stor er glæden i lejren, da guitaristen indvilger i at blive en del af det band, der skal præsentere materialet live.

Et par optagelser fra Northside Festival slår for alvor H.U.G.’s format som sanger og scenekunstner fast og udgør et af filmens absolutte højdepunkter. Ligesom i øvrigt de scener, hvor han bosser rundt med såvel en journalist som en fotograf fra Euroman, så man må sig forbarme. Kæft, det er sjovt. Det er nu ingen ’ind under huden’-dokumentarfilm, Christiansen har produceret, tværtimod optræder alle de medvirkende konsekvent for kameraet i bedste rockmusikerstil, hvilket kun er med til at øge charmen.

H.U.G. holder meget af at henvende sig direkte til beskueren med sine hjemmedrejede filosofiske anskuelser, hvor Povl Kristian mere henvender sig til alle og ingen på vej ud af billedet, hvilket også er herligt. Det fungerer forbilledligt, for selv-iscenesættelse siger som bekendt rigtigt meget om et menneske. Og H.U.G. er som kunstner stadig sulten, stadig på vej og stadig i proces. Det er smukt at betragte.

Et sted i filmen karakteriserer H.U.G. sig selv som en »hård hund« og det kan han såmænd også være, men hovedindtrykket af ham er af et sitrende nervemenneske, der brænder så meget for det, han laver, at der går ild i de omkringstående.

Hugland er på sin egen low tech-agtige facon en fascinerende, skæg og anderledes rockfilm om en stjerne, hvis selvfølelse er uden sidestykke. Som da han i agiteret tilstand over telefonen til en pladeselskabsperson med stolthed proklamerer, »Jeg er en voksen mand på tres, ikke et eller andet barn fra det der tv-program, I så godt kan lide!«

Så hvis De har lyst til at tilbringe 75 minutter i selskab med en hamrende kontrær, men også intenst fascinerende midaldrende hvid mand, er Hugland lige sagen for Dem.

’Hugland’. Instruktion: Andreas Haaning Christiansen (Udvalgte biografer i København, Århus og Odense frem til 31.1.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu