Hvem er bange for kvindelige fotografer?

En dobbeltudstilling i Paris, trækker kvindelige fotografer frem af en ufortjent glemsel og sætter ny dagsorden for fotografiets historie
Alice Austen (1866-1952) ’Trude og jeg med masker og shorts’.

Alice Austen (1866-1952) ’Trude og jeg med masker og shorts’.

Musée de l’Orangerie
4. januar 2016

Hvilken person med en almindelig bred, kulturel baggrund, kan nævne mere end tre navne på kvindelige fotografer fra tiden mellem fotografiets opfindelse i starten af attenhundredetallet og til omkring Anden Verdenskrig?

Måske husker man et par stykker, især de fotografer, som har fundet plads som deciderede kunstfotografer: Claude Cahun (1894-1954) og hendes undersøgelser af kønsidentitet. Eller Lee Miller (1907-1977), om hvem det siges, at hun opfandt den solariseringseffekt, som ikke mindst hendes mand Man Ray, men også andre surrealister skulle gøre så meget brug af. Men det er især mandenavne, som trænger sig på. Niépce, Daguerre, Talbot, Cappa, som om i al fald fotografiets tidlige historie først og fremmest havde været skabt og skrevet af mænd.

Det er denne mildest talt mangelfulde opfattelse, en kæmpe udstilling fordelt på to museer i Paris i øjeblikket forsøger at gøre op med. Qui a peur des femmes photographes (Hvem er bange for kvindelige fotografer) – der med mere end 400 fotografier trækker navnene på 160 fotografer ud af arkivernes glemsel og ind i en veritabel reformulering af fotografiets historie.

Udstillingens titel er en henvisning til Edward Albees berømte teaterstykke, Hvem er bange for Virginia Woolf, hvor et midaldrende ægtepar river hovederne af hinanden. Men måske især til Woolf selv og hendes feministiske hovedværk Sit eget værelse, hvor hun netop om kvinders syn bemærker: »Kvinder har i århundreder været brugt som mandens spejl. Hun havde den magiske og delikate kraft at spejle et billede, som var dobbelt så stort som virkeligheden.«

Ruth Bernhard, ’Foster’ (1934).

Musée de l’Orangerie

Hvorfor er man så bange for de kvindelige fotografer? Le Mondes kunstblogger ’Lunettes Rouge’ indrømmer uden blusel, at ja, det er mænd, som han selv, der åbenbart har været bange for kvindelige fotografer, og jo længere vi går tilbage des større er denne glemsel. Mænd har som bekendt i årevis programmeret galleri- og museumsudstillinger, og i starten af fotografiets historie er de da også i realiteten stærkt tilstede. Især i England bydes de velkommen i Society of Photography på lige fod med mænd. Det var især kvinder fra aristokratiet og det højere borgerskab, som fotograferede, som lady Clementina Harwarden 1822-1865, der især fotograferede sine døtre i Victoriatidens interiør.

Men både blandt englænderne og amerikanerne, var der kvinder, der gjorde det til et levebrød, som Alice Austen (1866-1952) der som en af de første gik på gaden og fotograferede. Alligevel går selv de aktive kvindelige fotografer i glemslen.

Befriet fra mandens blik

Det går lidt bedre med kendskabet til kvindelige fotografer, når man kravler op under taget på d’Orsay museet, der rummer fotografier op mod Anden Verdenskrig fra 1918 til 1945. Af den simple grund, i al fald for franske museumsgæster, at adskillige af fotograferne her har været vist især på Jeu de Paume, et af de eneste store museer i Paris, der de sidste mange år har haft en kvindelig direktør. Navne som Germaine Krull, Berenice Abbott, Lee Miller, Lisette Model, Claude Cahun og ikke mindst Gisèle Freund er derfor ikke ukendte.

Der synes da heller ikke at være nogen såkaldt objektiv grund til, at så mange af disse pionerer inden for fotografiet er blevet glemt. Udstillingen forsøger ikke at fremvise en særlig kvindelig kvalitet ved fotografierne. Måske kan som forskel blot nævnes et andet blik på kvinders intimitet, et blik netop befriet fra mandens blik og som da også præger fotografiets første mange år. Måske er problemet, at kvinder der fotograferer, såmænd fotograferer så meget andet end de mænd, som ellers levede i dobbelt størrelse i deres blikke?

For på udstillingen, dybt under musée de l’Orangerie og Monets åkandemalerier, er der selvfølgelig mange fotografier af det såkaldt intime, som jo historisk set er kvinders domæne. Familiebilleder. Her er der især fra England en række pudsige collager, hvor fotografiet blandes med andre teknikker, der klippes og klistres fotograferede hoveder, sættes på gouachekroppe i »Album«, og blandet med blomster, ornamenter. Men også Mary Dillwyns stærkt komponerede »The Picnic Party«, fra 1954, hvor fotoapparatet pludselig er udendørs.

Frances Benjamin Johnston, ’Mills Thompson klædt ud som kvinde’, ca. 1895.

Musée de l’Orangerie

Der er kvinder, der temmelig klassisk når frem til mediet i sammenhæng med mænd – de er assistenter og finder på den vej ind i fotografiet og her er resultaterne helt på højde med mænds, men også i høj grad i samme stil. Hvad de to køn angår er der berømmelseshistorier som vitterlig må forarge: Lady Hawarden skaber et stort fotografisk værk, men efter hendes død i 1885 er det hendes mand som bliver medlem af Society of Photography, selvom han aldrig har fotograferet. Det er så meget desto mere overraskende, da Lady Harwarden har fotograferet sine døtre i underkjoler og på bare fødder, tænksomme foran spejle, en indsigt i den tids kvindeliv, som faderen netop ikke havde adgang til. At portrættere en kvinde på den vis signalerede prostitution – i al fald, når det foregik for mandens blik. Et tema som også Alice Austen fotograferer, men på langt mindre drømmende vis og med stor humor.

Mange kvinder skaber en helt egen stil. Julia Margareth Cameron 1815 -1879) fotograferer opstillede tableauer i en stil, der lægger sig op af prærafaelitterne inden for maleriet. Gertrude Käsebier skaber en række fotos, som sublimerer moderskabet, men motiverne går andre veje end maleriets forlæg. En mor står ganske enkelt i en døråbning med sin lille datter, næsten i modlys. På et andet foto, senere, er den fotograferede datter død, og det er udelukkende moderen, som er fotograferet i sin smerte, så det alligevel bliver en form for piéta. Oven på al denne moderlighed finder man så et forbavsende selvportræt, hvor Käsebier spiller billard med Turner i baggrunden. Med tiden bevæger kvinder sig ud fra den intime verden. De fotograferer arbejdspladser, politikere eller og både slagmarker og krigens kulisser under Første Verdenskrig. Frances Benjamin Johnston er en af de første fotoreportere, og hendes selvportræt, siddende i profil afspejler en sjælden og humorfyldt emancipation: Med skørtet løftet, en cigaret i den ene hånd, en øl i den anden og en række fotografier af mænd som trofæer på kaminen bag hende.

Mystisk nøgenbillede

Der er mange overraskelser på udstillingen. Hvilken serie er det mystiske nøgenbillede af en kvinde og mand af Imogen Cunningham fra 1910 mon del af? Grovkornet, sort hvidt med kvinden stående, manden knælende bag hende i noget, som ligner en skov. En form for Adam og Eva? Ligger der flere af den slags fotografier og gemmer sig et sted? Man får lyst til fordybelse.

For udstillingen føles i høj grad som en start. Var der på samme måde kvindelige fotografer i Danmark, Italien, Spanien?

Spørgsmålet, der rejser sig, er selvfølgelig, hvordan det egentlig går for sig at så mange fotografer kan gå i glemslen. Denne anmelder har for vane at gå frem og til bage på en udstilling. Først at vandre igennem hurtigt, så tilbage og fordybe mig. Men da jeg hastede tilbage, blev jeg, i en af mange absurde antiterrorforanstaltninger forhindret i at gå tilbage. Der var kun én vej. Hvis jeg ville se det igen, måtte jeg gå ud, og så starte helt forfra. Hvor mange gør mon det, når ”Historien” først er skrevet? Det er det der i al fald er skabt en begyndelse for med de to udstillinger i Paris. Der må være masser af mere stof i andre lande at hente frem.

’Qui a peur des femmes photographes? 1839 à 1919’ Musée de l’Orangerie, 1918 tà 1945 Musée d’Orsay. Indtil 25. januar 2016

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer