Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Indianerjazz

En Mardi Gras-indianer gæstede femte årgang af New Orleans New Year Jazz Event, der var en svedig omgang hedonisme på spillestedet Stengade
Dette års New Orleans New Year Jazz Event i Stengade bød bl.a. på Gerald French fra Wild Magnolias.

Mette Kramer Kristensen

Kultur
15. januar 2016

Det lave loft i undergrundsscenen var virkelig lavt. Det var tydeligt, da Gerald French sluttede sig til danske Jazz Five iført en godt polstret, hvid og gul karnevalsdragt – med høje indianerfjer. Den mere end trinde, sorte amerikaner måtte holde sin danselyst lidt i ave og ikke nikke for meget med hovedet, hvilket hæmmede både korpus og stemme.

Inden han greb mikrofonen, havde Jazz Five allerede varmet publikum godt op med deres løsslupne og opdaterede fortolkninger af klassikere fra New Orleans-jazzen. Og så entrerede mister French med sveden perlende ned ad baghovedet i sin tykke stammedragt og med en lidt forsigtig mine. Han er vant til at sidde bag et trommesæt, ikke være forsanger. Loftshøjden irriterede ham, og snart røg fjerpragten af issen, hvilket så afslørede kulsorte, lange fletninger, der fuldendte den lettere groteske fremtoning, men parykken viste sig også at være for varm.

Barhovedet strålede Gerald French derefter med en sød stolthed over sit karnevalkostume, han som ægte Mardi Gras-indianer nok selv havde kreeret. Manden er fjerde generation i en musikerfamilie med et stamtræ, der har rødder tilbage til New Orleans-jazzens første musikere. Han er blandt andet medlem af den musikalske ’stamme’ Wild Magnolias, der har udgivet en række virkelig funky plader.

På Stengades scene var værten, Jazz Five, den toptunede og gentleman-coole partymaskine, som på ingen måde behøvede forstærkning af udefrakommende til at fyre den af. Endorfinerne fik frit løb i hjernen under Jazz Fives tjekkede og livsglade performance med fede, stramt leverede jazzsoloer fra sax’erne og pianoet. Det standardrepertoire, de festede med, fik ekstra festlige nuancer med Frenchs tilbagelænede sydstatsvokal, og numre med fjollede tekster som i »Smoke My Peace Pipe (Smoke It Right)« gav nok bedre mening med en indianersanger i front.

Fra selskabsdans til gadefest

Mardi Gras er importeret fra en europæisk middelaldertradition, som en guvernør i Louisiana midt i 1700-tallet udviklede til en festbanket med fin selskabsdans, der godt et århundrede senere blev til offentligt karneval med gadeoptog. I dag laver særlige stammer af mænd, kreolere og sorte, egne kostumer og tørner sammen gruppe mod gruppe under festen – som i andre velkendte former for karneval.

En tradition er også, at herrer kan kaste billige perlekæder i favnen på kvindfolk, hvis de altså blotter brysterne, og i Stengade hang der netop kæder overalt i lofterne i de forskellige rum og på gelændere med videre.

New Orleans er også kendt for sine afrikansk inspirerede jazzbegravelser, hvor optoget først græder og så går over i glædessang med hornmusik. Og det at bevæge sig i samlet flok tog Gerald French også med til Stengade, da festen og en håndfuld friske fyre med tamburiner rykkede fra første koncertrum og ovenpå og fortsatte med call-and-response i det uendelige.

»Heeey now« brølede han, og med det samme istemte vi:

»Iko iko, iko iko unday / Jockomo feeno ah na nay / Jockomo feena nay«.

Publikum var med på løjerne, dog ikke euforiske, vel både på grund af Stengades kapacitet på max. 230, og fordi French normalt ikke er frontfigur.

Før Jazz Five og French fik vi som opvarmning den unge og lovende sanger og pianist Christian Bundgaard solo bag elklaveret. I blazer og sort skjorte croonede han indfølt og stilistisk et sted mellem Harry Connick Jr. og Elvis, mens det gik over stok og sten med boogiewoogie, funky klaverstrums, stride og andet halv- og helkrævende akkompagnement.

Fingrene var på overarbejde og tog lidt af hans øjenkontakt med publikum, men her var klart en kunstner, vi bør holde øje med. Uden tilløb strøg han ud i numre som »Working In The Coalmine« og »Rock Me Baby« og det med en solid rytmefornemmelse og fine detaljer uden for meget lir.

Funk og fis

Efter Gerald Frenchs syng-med-seance var festen atter tilbage nedenunder, hvor de seks gutter i WonderBrazz funkede op med et uhøjtideligt show ikke uden en vis komik. Man mærkede i deres sammenspil, at bandet har flere hundrede koncerter bag sig. De tre blæsere hang sammen som lim, og Hammond-bassen i Henrik Kjellins venstrehånd lå klippefast og aldeles groovy i sync med trommerne. De fyrede en halvparodi på Black Sabbaths »Iron Man« af, og i det muligvis selvkomponerede »Exercise« motionsjoggede de modne blæserherrer, når de ikke truttede i mundstykket.

De skulle nok have kørt humoren længere ud, overdrevet mere, klædt sig fjollet ud, for at det ville overbevise. Men festligt og temmelig funky var det unægtelig og fik liv i kludene på dansegulvet, hvor mange havde perlekæder om halsen.

To ønsker til næste NONYJE: Lidt større forhold, da et par hundrede mennesker da er en fin flok, men scenen er for lille til bandet og til, at publikum kan se bandet ordentligt.

Og angående repertoire kunne jeg godt tænke mig et lidt bredere sigte, så det ikke udelukkende handlede om dansemusik. Er det for meget imod New Orleans-musikkens ånd? Ikke hvis man skæver til en Harry Connick Jr. eller en Dr. John.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her