Italiensk uskyld

Antonio Pennacchis ’Fascistkommunisten’ er en vellykket roman om de politiske og erotiske lidenskaber, der udløste det voldelige ungdomsoprør i Italien
30. januar 2016

Antonio Pennacchi (f. 1950) er en spøjs figur i den italienske offentlighed, let genkendelig med Emil fra Lønneberg-kasket, en gråsprængt kost under næsen, runde briller og særlig respektløs måde at binde sit slips. Ingen bander så meget på tv som Pennacchi, der bruger cazzo (pik) – det italienske fuck – som tegnsætning. Han har fået tilnavnet il fasciocomunista – fascistkommunisten – på grund af sin gennembrudsroman fra 2003. Den har Gyldendal nu udgivet, mens vi venter på anden del af Mussolini-kanalen, Pennacchis store slægtskrønike, som netop er udkommet på italiensk. Første del fik i 2010 Italiens vigtigste litterære pris, Premio Strega, og blev positivt modtaget, da den i 2013 kom på dansk. Men Fascistkommunisten er faktisk en bedre og strammere roman.

Bygmesteren Benito

Bogens hovedperson og fortæller er Accio Benassi. Det er på sin vis en klassisk dannelsesroman om den unge Accios modningsproces i slutningen af 1960’erne, men fortællerens udsigelsesposition er placeret »efter Berlinmurens fald«. De store ideologiske fortællinger hører altså altid allerede fortiden og ungdommen til. Fascismen er indskrevet i Accios by, Latina, som Mussolini grundlagde i 1932 under det ærkefascistiske navn Littoria i forbindelse med dræningen af De Pontinske Sumpe syd for Rom – den eneste væsentlige bedrift i løbet af hans mere end 20 år ved magten. Set fra Marzabotto i nærheden af Bologna, hvor SS for at straffe modstandsbevægelsen i 1944 systematisk dræbte kvinder og børn, ville historiens udgangspunkt selvfølgelig have været helt anderledes:

»For os var fascismen i begyndelsen ikke andet Benito Mussolini, der havde opdyrket sumpene og grundlagt byen – ’Jeg gad nok se kristendemokraterne bygge et nyt Littoria’ – for det var jo her, vi var født, ikke i Marzabotto. Hvis vi var blevet født i Marzabotto, havde det været en helt anden historie. Man kan ikke gå et skridt i en eneste af byens gader uden at se et kloakdæksel af støbejern med fasces og en ordentlig stor tekst: LITTORIA. Sgu da ikke Latina. Set med vores øjne var det Mussolini, der havde lagt hver evig eneste sten,« funderer Accio: »Efterhånden blev vi klogere og føjede lidt flere tanker til.«

Fantasien til magten

Men han må ud på en ordentlig omvej for at blive bare lidt klogere. Efter et mislykket ophold på et præsteseminar bliver Accio et aktivt, men uregerligt medlem af den nyfascistiske ungdomsorganisation, inden han bliver smidt ud og søger tilflugt først på den militante venstrefløj og siden i stofferne:

»Når det gælder om at lave revolution – eller bare rav i den – så kan det ene sted være lige så godt som det andet.«

Det politiske engagement er formet af rastløshed og navnlig et akut behov for at få noget på den dumme. Det eneste, der hjælper mod bumser, er at bolle, forklarer en af de erfarne fascister. Så efter en række mislykkede forførelsesforsøg beslutter Accio sig for at søge professionel hjælp hos en prostitueret:

»Jeg havde ikke fattet en brik af, hvad der foregik – og det ville være løgn at sige, at jeg havde nydt det,« erindrer fortælleren, »men den nat drømte jeg om hende, og hun lignede virkelig min mor, bortset fra at på et tidspunkt voksede der en kæmpestor tissemand ud mellem benene på hende. Den nåede helt ned til knæene. Jeg vågnede med et sæt og råbte: ’Uauuu’ af skræk. Og så forsvandt bumserne ikke engang.«

Siden får jagten på kommunisten Francesca, som Accio møder på stranden, ham til konstant at tomle til Milano og at tillære sig venstrefløjens jargon. Det er et fint portræt af en periode, hvor Italien stadig havde en smule uskyld i behold, også politisk. Pennacchi gør Accio til talsmand for en lidt besynderlig idé om de totalitære ideologiers revolutionerende syntese, som skulle have manifesteret sig et kort øjeblik i ungdomsoprørets indledende fase – fra kampene mod politiet ved Roms arkitektskole i Valle Giulia den 1. marts 1968 til slaget om La Sapienza-universitetet to uger senere. »Samfundet var stadig fascistisk« – er Accio og hans fascistkammerater nu blevet enige med kommunisterne i – men det er vel at mærke »fascismen forstået som orden, den urokkelige, etablerede autoritært-hierarkiske orden« snarere end »den socialrevolutionære, folkelige fascisme«.

Omveje til indsigt

Det definitive uskyldstab var bombeattentatet i en bank på Piazza Fontana i Milano den 12. december 1969, som forvandlede Italien til en af den kolde krigs varmeste fronter.

Accios bror, Manrico, vælger den væbnede kamp, mens hovedpersonen aftjener sin værnepligt på traditionel vis og bliver »voksen i infanteriet«.

Det er klart en fordel at kende lidt til Italiens politiske historie og populærkultur for at forstå alle bogens lag, men den fungerer også fint som et intimt portræt af landets og italienernes dybe modsætninger. Et af de mest italienske træk ved Pennacchi er, at han er en udpræget hjemstavnsforfatter med intellektuel og sproglig forankring i Latina-provinsen. Thomas Harder løser den vanskelige oversættelsesopgave kompetent, selv om det mange steder er umuligt at gengive alle bibetydninger i Pennacchis sammenæltning af talesprog med dialektudtryk og litterære former.

Udtrykket giro di Peppe er f.eks. oversat direkte til »Peppes runde«. Det er imidlertid et tid- og stedspecifikt udtryk – især brugt i 1960’erne og næsten kun i Rom og omegn – for en stor omvej i såvel fysisk som historisk forstand og således bogens centrale metafor.

Så når Accio går »Peppes runde« i Latina, er det ikke kun for at slå tiden ihjel, men også for ad (skriftens) omveje at opnå indsigt – i sig selv og i det omgivende samfund.

Antonio Pennacchi: Fascistkommunisten. Accio Benassis vilde liv. Oversat af Thomas Harder. Gyldendal. 352 sider. 300 kroner.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu