Rih rih. Poppens enfant terrible. Rih-rih-a-a-a. Offentlig ulykkesfugl. Rih-rih-an-na. Forførerske og forført. Rihanna. Set med flere joints end Bob Marley. Udstyret med flere hævnmotiver end de fleste. En let hæs mezzosopran, der lyder, som om den er snurret sammen af stærke hampereb. Budbringer af nogle af de sidste ti års største og bedste hits: »Diamonds«, »Only Girl (In The World)«, »We Found Love«, »Umbrella« og »Pon De Replay«.
En af popsangerens fornemste opgaver er at give os en fornemmelse af oplevet liv i de sange, hun eller han fremfører. Det er et paradoks, det ved vi, fordi hele molevitten tit er skrevet af andre – eller i fællesskab med andre. Ikke desto mindre er mennesket jo empatisk, og når popsangeren udviser indlevelse i sit adopterede materiale, ja, så kan vi som lyttere opleve en empatisk jubel boble over i hver en følelsescelle.
Ingen menneskelig følelse bør være os fremmed. Og Rihanna har formået at give os en del direkte i mainstream. Hun kender arrogancen, liderligheden, klaustrofobien, voldsfantasien, eskapismen, hævngerrigheden og ikke mindst lidelsen, og hun har paraderet det hele i fuld offentlighed. Både som popstjerne og som privatperson – og de to kan og skal ikke forveksles, men det gør vi os (også denne anmelder) hele tiden skyldige i. Fordi illusionen nogle gange er fuldkommen.
Svært ved at give slip
Hvis man holder sangteksterne op mod hændelser og udtalelser fra hendes liv, så virker det, som om Robyn Rihanna Fenty har svært ved at give slip. Sidste år morede den 27-årige Barbados-sanger/sangskriver sig med hævnen på singlen »Bitch Better Have My Money«, hvor hun kidnapper en skyldners hustru, både i tekst og video. Ja, i videoen torterer hun sin skyldners ægtefælle. Menageriet er blevet tolket som en hævnsang over hendes tidligere revisor, Peter Gounis, der sendte hende ud i økonomisk uføre, og som hun endte med at indgå forlig med, hvorved hun modtog angiveligt ti millioner dollar.
Hendes kærlighed har brændt med en flosset flamme. Hun har oplevet at finde kærlighed et håbløst sted, i Chris Brown, der i en bil i 2009 bankede hende gul og blå (som dokumenteret i et lækket politifoto). Men alligevel måtte hun erkende i et tårevædet interview med Oprah Winfrey i 2012, at han var hendes livs kærlighed. Ja, på det ubehagelige nummer »Nobody’s Business« sang hun samme år duet med Brown: »Every touch becomes infectious/ Let’s make out in this Lexus/ There’s no other love just like this,« sang Brown. Og Rihanna samtykkede.
På Rihannas strålende, ottende album, Anti, som udkom uden varsel i torsdags, er kærligheden stadig fatalistisk indrettet: »I’d rather be breaking things/ Cause we can’t see/ We’re too busy kissing/ Just making scenes/ Here come the police/ Do they know about your history?/ How you live and love like ’fuck rules’?« Men der er også noget mere modent på spil, der for eksempel gør, at det virker som en pointe, at den lidt infantile »Bitch Better Have My Money« ikke er inkluderet på Anti.
Det er lidt over tre år siden, at hendes sidste album, Unapologetic, udkom. Og Anti markerer en musikalsk afsked med det EDM-fuldfede og det romantisk opulente fra forgængeren. Med den uforlignelige Kanye West som executive producer er Rihanna stukket i en langt mere minimalistisk retning.
Der er langt mellem de slæbende hiphop-beats, og man kan nyde de enkelte elementers opfindsomhed, de selvsikre bevægelser og beslutninger, der tages i sangenes tomme rum. Detaljer som de flænsende elguitarhegn, der samples ned igennem »Woo«. Det knuste beat og den knejsende såvel som koket legesyge vokal på den fabelagtige »Consideration«. Den electronica-klangbyggede, vokalsynkoperede, dancehall-pulserende førstesingle »Work« – i fantastisk duet med Drake. Og der er den orgelklagende »Yeah, I Said It«. Altså ganske få elementer: Rihanna (nogle gange fordoblet), et beat, en akkordrække, en melodisk finesse hist og her. Det enorme team af producere og sangskrivere har under Kanye Wests ledelse præsteret en række numre, hvor ideen vinder over blændværket og overtalelserne og liret. Igen og igen.
»James Joint« er en anden perle på albummet, et smukt 70’er-tåget intermezzo. Og blandt mine favoritter er også »Same Ol’ Mistakes«, som er fuld af undren og afmagt, men måske også accept af, hvem protagonisten i sangen er – og bliver ved med at være. Det er et narkotisk drømmende magnum opus på næsten syv minutter – og en coverversion af Tame Impalas sang »New Person, Same Old Mistakes« fra sidste år. Faktisk så ultratæt på originalen, at jeg forledes til at tro, at det egentlig bare er vokalen, der er blevet udskiftet. Men som enhver anden stor popsanger tager Rihanna alligevel bo i sangen. Måske fordi hun føler sig så hjemme i dens fortælling om, at det indre kaos ikke lader sig udrede, men bare må søges tøjlet med en tapper mine?
Med bravour
Anti skruer ned for innovationen hen mod slutningen, til fordel for noget mere sovset, retromanisk. Der skal vist lige fyldes nogle alternative single-udspil på benzintanken, og det er en blandet fornøjelse. »Never Ending« og »Close To You« er tamme ballader, hvor henholdsvis den akustiske guitar og flygelet kan give huller i tænderne. Så er der lidt mere champagnebrus over »Love On The Brain«, der lyder som en 60’er-popsang med sin dundrende gulvtam og sødmefyldte guitarfingerspil. En slags krydsning mellem Motown og Phil Spector. Og ligeledes »Higher«, der – ud over en spøgelsessaxofon – er en forholdsvis regulær soul-sang: »This whisky got me feeling pretty.« Så er vi for alvor i old school autenticitetsland, og det klarer Rihanna faktisk med grovkornet, hæst blæst bravour.
Albummet starter med en træthed over at stå til offentligt skue, på albummets første skæring: »Would you mind giving my reflection a break? () When I look outside my window/ I can’t get no peace of mind.« Men der er alligevel en fornemmelse af et større eksistentielt råderum over Anti. Det er en åben undersøgelse af muligheder mere end et sammenbidt krigsfartøjs erobring af hitlister. Og det er faktisk utrolig rart at fornemme Rihanna vandre undersøgende rundt i sangene og produktionerne med vidt åbne sanser. Og måske et mere roligt hjerte? I hvert fald en superstjerne, der tager sig kunstnerisk frihed – og afholder sig fra at levere krystalklare megahits. Det skal være hende vel undt.
Rihanna: Anti (Roc Nation/Universal)
