Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kendt mand – mindre kendt hustru

Alt ånder fred og fordragelighed i Alhed og Johannes Larsens værker i udstillingen ’Et hjem i naturen’ på Ordrupgaard. Men under overfladen gemmer sig nogle af de udfordringer, som kunstmuseer og kunsthistorien står over for i forhold til, hvordan kvinderne kan komme mere i fokus
Kultur
8. januar 2016
Trods to verdenskrige forbliver blomster og fugle i fokus hos Alhed og Johannes Larsen. Det får små spørgsmål til at pible frem. Maleri: Alhed Larsen: ’Bøgeløv i et vindue’ (1927). Johannes Larsen Museet.

Jes Larsen

Det første billede, man ser i kataloget til Ordrupgaards udstilling med Johannes og Alhed Larsen, er et fotografi, der forestiller de to kunstnere ved deres fælles hjem Møllebakken, som ligger i Kerteminde og i dag huser Johannes Larsen Museet. Billedet illustrerer meget fint, hvordan udstillingen kredser om de to kunstnere og kunstnerhjemmet som centrum for et kunstnerisk virke, hvor inspirationen og motiverne fortrinsvis blev hentet i hjemmet og det lokale miljø.

Dog skal man ikke forvente en udstilling, hvor Johannes og Alhed får lige meget plads. For ligesom hvin-ænderne på udstillingsplakaten er malet af Johannes Larsen, er det også hans værker, der fylder mest i udstillingen. Og selvom tal ikke er alt, så siger det alligevel noget, at der er 20 af Alheds værker med på udstillingen og 92 af Johannes’. Noget, der afspejler hans langt større anerkendelse i samtiden og eftertiden, hans længere levetid og hans større værkproduktion.

Fugleobservationer

Johannes Larsen (1867-1961) er mest af alt kendt for sine fuglemalerier, som han især malede i naturen omkring hjemmet i Kerteminde. På Ordrupgaard kan man både se helt små tryk – som den virkelig fine serie, han lavede som illustrationer til St. St. Blichers Trækfuglene – og en række af hans større og anderledes imponerende malerier af fugleflokke, der letter. Johannes Larsens skildring af fuglene er både så omfattende og nøgtern, at det indimellem får karakteristik af videnskabelige observationer. Dette understreges i udstillingen gennem et indlån af fugleskind fra Naturhistorisk Museum, som man kan se sammen med Johannes Larsens egne afbildninger.

Hvor Johannes Larsen primært malede fugle, malede Alhed Larsen (1872-1927) næsten udelukkende blomster, blomsteropstillinger og interiører. Især nogle af hendes senere pasteller fra familiens hus i Sverige står frem i udstillingen med deres klare farver og enkle former, der virker som et frisk og mere moderne indslag blandt mandens fuglebilleder i mere jordnære farver.

Hængt side om side, forsvinder Alheds malerier desværre ofte blandt Johannes’ motivisk og kunstnerisk mere interessante malerier. Hvilket måske heller ikke er så sært, da Alhed Larsen ikke på samme måde som sin mand kunne hengive sig til kunstnerlivet, men stod for hjem, have, dyr og gæster. Ligeledes havde hun ikke adgang til kunstuddannelse: Akademiet i København åbnede først for kvinder i 1908, og den eftertragtede skole Kunstnernes Frie Studieskoler, hvor de andre mandlige fynbomalere studerede, optog heller ikke kvinder på dette tidspunkt. Udstillingen viser fint, hvordan et sådant strukturelt uligeværd mellem kønnene også kan ses i eftertiden.

Et ligeværdigt forhold?

Der har de seneste år været rejst en stærk kritik af underrepræsentationen af kvindelige kunstnere på de danske kunstmuseer. Noget, der har ført til debatter både inden for og uden for murene om, hvordan man håndterer en kunsthistorie, der er domineret af hvide, mandlige kunstnere. Udstillingen på Ordrupgaard kan ses som et forsøg på at løse denne konflikt: Man anerkender simpelthen de kunstnerhustruer, der også selv har været udøvende kunstnere, og giver dem den plads, de uretmæssigt ikke har fået tidligere.

Men, spørger man sig selv, er det nok ’bare’ at hive de oversete kvinder frem, eller er der stadig nogle grundlæggende problemer i den måde, kunsthistorien fortælles på? I Ordrupgaards udstilling er det for eksempel uden tvivl fortsat manden, der er hovedpersonen, mens Alhed indimellem står som et supplement til fortællingen om ham: »Historien om Johannes Larsen er ikke komplet uden hans hustru og kollega, Alhed,« kan man læse i introduktionen til udstillingen, og både i katalog og udstilling understreges det, hvordan han – i modsætning til andre mænd i perioden – støttede hendes kunstneriske virke. Og selvom det selvfølgelig på den ene side er en positiv fortælling fra en tid, hvor kvinder ikke havde mange muligheder, står det samtidig, som om Alheds værker blot er taget med på udstillingen for at vise, hvordan Johannes Larsen ikke kun var en dygtig kunstner, men også en god og forstående ægtemand. Det er i hvert fald værd at overveje, før dette bliver modellen for at vise flere kvinder på museerne.

Et liv i harmoni og lykke

Et hjem i naturen præsenteres som del i en udstillingsrække af nordiske kunstnerpar, der også inkluderer de tidligere udstillinger med Carl og Karin Larsson og Anna og Fritz Syberg (hvor dog kun mændenes navne nåede udstillingsplakaterne). Udover konceptet med kendt mand og mindre kendt hustru, har udstillingerne også det tilfælles, at de idylliserer hjemmet, kernefamilien og det ultralokale. Selvom historien går gennem to verdenskrige og en hel del andet, forbliver blomsterne og fuglene de samme i Alhed og Johannes Larsens billeder. Det er noget, der gør dem interessante, men det kræver måske også, at man igennem udstillings- og katalogtekster stiller lidt ekstra spørgsmål til dem og ikke blot reproducerer ideen om, at det lykkelige liv er i kernefamilien eller i pagt med naturen. Ligesom der også er en ekstrem lukken sig om sig selv på færde i malerierne og livet på Møllebakken, der kunne være interessant at få udfoldet yderligere. Ikke mindst i forhold til nutidens søgen mod det autentiske og langsomme liv.

Så selvom Johannes og Alhed Larsens billedverden umiddelbart kan synes næsten hermetisk lukket om sin egen lykke, så pibler der alligevel små spørgsmål og forundringer op til overfladen – man skal bare huske at kigge godt efter, for de bliver ikke præsenteret på et sølvfad.

’Johannes & Alhed Larsen. Et hjem i naturen’. Ordrupgaard. Indtil den 21. februar 2016

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her