Det stille liv er en lille, stor roman om en ung kvinde, Francine, der lever i sine lidenskaber uden at forstå sig selv. Hun og hendes familie bor isoleret på den lille gård Les Bugues i Udkantsfrankrig. Her gælder almindelige normer ikke, og selv drab kan virke helt i sin orden.
Fra romanens begyndelse er gyset helt på læserens side. Francines yngre bror, Nicolas, tæver sin morbror, Jérôme, til plukfisk. Jérôme er flere uger om at dø, ensomt skrigende i sit værelse, mens familien trasker rundt uden at tilkalde læge, før det er for sent. Hvem gider redde Jérôme? Ingen. Jerôme er familiens ulykkesfugl og årsag til, at forældrene har mistet deres formue. Tilmed knalder Jérôme nu med Nicolas’ unge kone. Råheden er skræmmende, men familien finder selv Nicolas’ hævn ganske naturlig.
En kajeryster om spildte liv
Man forstår godt, at romaner som denne slog Duras’ forfatternavn fast, for den er en kajeryster af ubevidste lidenskaber.
Francine Veyrenattes, romanens fortæller og hovedperson, er en ung kvinde, der er fanget i sin krop og ikke kender grænserne mellem sig selv og andre. Som 25-årig er hun giftemoden, men omgås kun sine forældre, broderen Nicolas, onklen Jérôme og den tiltrækkende Tiène, der har sluttet sig til familien.
»Jeg er en kvinde af middelmådigt udseende, det ved jeg godt,« konstaterer hun, da hun får øje på sig selv i spejlet. Det daglige arbejde i tobaksmarken har aldrig givet plads hverken til kvindelighed eller til moral. Francine prøver at forstå sig selv og samtidig kæmpe for lykken for dem, hun elsker, koste, hvad det vil. Forældrene har mistet grebet, Francine har reelt overtaget styringen.
Nicolas er 20 år, allerede gift med en kvinde, han ikke elsker, men gjorde gravid og nu har en lille søn med. Francine elsker Nicolas og dækker over ham, men kan ikke beskytte ham mod hans egne lidenskaber:
»Man skulle altid tænke på ikke at bruge for mange penge, på haglvejr, på Nicolas’ fremtid. Som om han ikke kunne have klaret sig uden mig, når han havde i sinde at dø.«
Francine udvikler et kærlighedsforhold til Tiène, der konfronterer hende med hendes magt i familien. Tiène opfordrer Francine til at tage nogle uger til havet alene for at finde sig selv, væk fra familiens kvælende favntag. Ved havet overværer hun en drukneulykke, som måske endda er et camoufleret selvmord, men tilkalder ikke hjælp. Hvad skulle det dog nytte, tænker Francine.
Uden moralsk kompas
På hotellet møder hun forargelse over sin passivitet, men Francine forstår det ikke. For hende er liv og død blot to forskellige udtryk for livets skrøbelighed: »Jeg er skrumpet ind til denne umulige tanke: At en anden i dette øjeblik kunne have ligget her i stedet for mig, ved havet, og det ville være det samme«.
Som den druknede mand lader hun sig synke til bunds i en fremtid, der ikke giver plads til hendes egne ønsker. Havet bliver metafor for skæbnens overmagt: Francine overhører sine »længslers brølen«, og konstaterer, hjælpeløs, at hendes lidenskab og sorg stadig tumler omkring i kroppen: »Tanken opstår, utilregnelig som en beruset person, den tumler med mig, tanker om Nicolas og Tiène«.
Francine resignerer og forstår, at hun aldrig mere kommer til at forlade gården: »Jeg vil aldrig selv kunne beslutte mig for rejser, for bøger« … »Jeg er for altid fanget i denne historie, dette ansigt, denne krop, dette hoved«.
En kompromisløs forfatter
Duras rammer rent den umodne voksnes syrede, poetiske sansninger af livet som en vældig kraft, hun ikke kan påvirke. Man fornemmer selvbiografisk stof i denne roman om et liv på kanten af menneskelige fællesskaber, hvor børn og unge får for stort ansvar.
Duras voksede op i Fransk Indokina, hvor hendes mor mistede alt ved at investere i ubrugeligt landbrugsjord. Det stille livs beskrivelse af fattigdommen som en uhyrlig overlevelseskamp gør bogen til en sand gyser om spildte liv. Blandt bogens personer råder alene et nietzschesk overlevelsesprincip, tilsat kvindeligt begær. Ikke kun begæret efter kroppenes møde og et stille liv, som Francine tror, men efter noget større og vildere, et liv som sig selv.
Marguerite Duras (1914-1996) er én af Frankrigs allerstørste og mest kompromisløse forfattere. Hun skriver om grænseoverskridende begivenheder og lidenskaber, som om alt var såre naturligt. Det har vi set i Elskeren (1984), i den selvbiografiske At skrive, der udkom i sommer, og naturligvis i den poetisk manierede film Hiroshima Mon Amour (1959), som ingen, der har set den, nogensinde glemmer.
Romanen udkommer for første gang på dansk i Lone Bjelkes smukke oversættelse. Læs den.
Marguerite Duras: ’Det stille liv’. Oversat af Lone Bjelke. 186 sider, Vandkunsten. 200 kr.
