Lidelsernes fællesskab

Marceline Loridan-Ivens’ ’Men du kom ikke tilbage’ er en grufuld og varm beretning om at komme hjem fra Auschwitz
30. januar 2016

Vi har i 2015 kunnet læse Patrick Modianos dokumentarroman Dora Bruder i oversættelse. Den handler om den 15-årige pige, der som andre jøder blev indfanget af fransk politi og fængslet i dets koncentrationslejr i Drancy, hvorfra de blev ført til Auschwitz’ dødslejr og gaskamre, som det også skete for hendes mor og far.

Året før kom desuden Otto Dov Kulkas Landskaber fra Dødens Metropol, om hvordan han som 11-årig overlevede Auschwitz-Birkenau, erindringer og refleksioner fortalt og nedskrevet af ham som 60-årig i 1990’erne.

Også hans far overlevede, moren omkom. Kunststykket var, at børn og unge fik lov til at opføre selvskrevne sketch og i kor afsang Schiller/Beethovens »Ode an die Freude«, med SS-officerer og den berygtede læge Joseph Mengele som tilhørere. En grotesk scene indprentet i hukommelsen som et moment af ekstrem humor og dybdeperspektiv.

Primo Levi skrev kort efter befrielsen fra samme dødslejr sin version af perioden 1944-45 klos op ad krematorierne, hvordan han som nyuddannet kemiker kunne overleve på sin brugbare viden. Denne nær-erindring fra 1947, Hvis dette er et menneske, er mere end levedygtig ved sin sproglige dynamik og et åndeligt overskud af humor. Hans selvmord mange år senere var som for mange overlevende en konsekvens af mødet med umenneskeligheden.

70 år efter

En lidelsesfælle er Marceline Loridan-Ivens, bogaktuel med Men du kom ikke tilbage, journalist, tv-producer, skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør, medarbejder og ægtefælle til filmdokumentaristen Joris Ivens. Hun røber her, som en af de sidste overlevende, 70 år senere nogle af følgerne af det samtidige fangenskab i Auschwitz-Birkenau, at hun to gange har givet efter for fristelsen til selv at tage livet af sig, men blev reddet.

Der er mange rædselsvækkende fællestræk med de ovennævnte skæbner i hendes bog, der er formet som ét langt brev til hendes far. De måtte følges under transporten til kz-lejrene, men blev ved ankomsten send i hver sin afdeling.

Og udgangen blev forskellig, som bogens titel fortæller. Det lykkedes ham imidlertid at få overbragt hende en lap papir, et brev på en fem-seks sætninger, hvoraf hun kun husker indledningen: Min elskede lille pige! Og så hans fornavn, Shlomo, som underskrift.

Fortvivlelsen over denne glemselstomhed er til gengæld et stadigt spor i hendes sene svarbrev. Forklaringen er bemærkelsesværdig: Brevet kom i en vis forstand for sent.

»Det handlede sandsynligvis om håb og kærlighed, men der var ingen menneskelighed tilbage i mig.«

Hans ord prellede af som tale om en anden verden, som ikke længere var hendes.

»Min erindring måtte splintres, ellers havde jeg ikke kunnet leve.«

En grundoplevelse i den 15-årige piges nøgne krop og sind var på en gang ydmygelserne og heldet ved ikke at blive udpeget af selvsamme iskolde dr. Mengele til øjeblikkelig udslettelse, denne ’lejrens djævel’, og af de andre SS-lægers spottende blikke.

»Jeg er kun forblevet mager og spinkel, fordi jeg både ti, tyve og tredive år senere har stået foran spejlet og tænkt: Jeg bliver nødt til at holde mig slank og sund for ikke at blive sendt i gaskammeret«. Erindringen om deformerede kvindekroppe, væmmelsen ved forfaldet og varsler om grufuld død har gjort, at hun aldrig har ønsket at være mor.

Fransk politi

En anden, varig rystelse er oplevelsen af antisemitismen, ikke kun hos nazisterne og andre ikkejødiske fangegrupper, men ikke mindst hos franskmænd i det, hun og faren troede var deres hjemland. Og den chokeffekt optager størstedelen af denne livsrapport fra Marceline med fangenummeret 78750 på venstre underarm. Faren havde som velhavende borger i overmod købt et chateau i Bollène i Sydfrankrig, moren og hendes søskende undgik arrestation, mens hun og faren blev pågrebet af det overraskende effektive, franske politi og ført til Drancy-lejren til videre transport, hvorfra »jeg ikke vender tilbage«, som faren med vished forudså.

Et større afsnit af denne eksklusivt eksemplariske kvindehistorie er det problematiske ved hjemkomsten til familien på slottet med de usammenlignelige livserfaringer, som den 17-årige medbragte til et nyt fælles liv. Ingen fortrolighed kunne skabes. Intet sprogligt fællesskab. Moren ville eller kunne ikke forstå, hvad datteren vendte hjem fra og gik derfor at bruge ord, hun ikke mestrede.

Hendes bror Michel var optaget af sine fortællinger om det heroiske Frankrig. Ingen ville vide af hendes oplevelser. Alt sammen i strid modsætning til det særlige fællesskab med ’lidelsernes søstre’ i lejren. Uden hendes far var der ingen familie.

Ham er det, hun fortæller sin historie, videre om glemselsforsøg i Paris i den mondæne eksistentialismes caféliv i Saint-Germain-kvarteret, om mødet med den ældre instruktør i filmmiljøet: en ny, selvvalgt familie.

Den frie brevstil og erindringsblanding, dens gru og varme, er sensitivt og artistisk velberegnet. Hvis kommunikationen med hendes slægtninge svigtede, er den nu for læseren fuldkommen klar og ikke til at komme udenom.

Marceline Loridan-Ivens: Men du kom ikke tilbage. Oversat af Karsten Nielsen. Rosinante. 92 sider. 200 kr.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu