Læsetid: 4 min.

Lysende gudindelår fra Holland

Nederlands Dans Theater besøgte Det Kongelige Teater med dramatiske muskler – og satte den hensygnende danske danseverden i relief
Der var muskelstyrke og indædt smidighed hos de dramatiske dansere hos Nederlands Dans Theater under gæstespillet på Det Kongelige Teater.

Rahi Rezvani

25. januar 2016

Der er noget ganske særligt over danserne i Nederlands Dans Theater. De er vildt forskellige af kropsbygning – og de har alverdens nationaliteter. Men de har alle sammen så stærk en intensitet på scenen, at man næsten bliver bange for dem. Deres muskler bulner, og de er imponerende smidige. Også mændene kaster det ene ben op i spagat mellem et par iltre spring og nogle gulvrul, som om det ikke var noget.

27 dansere er der i kompagniet, men ingen af dem har solodansertitler, for her er alle principielt lige. Gæstespillet på Det Kongelige Teater i sidste uge har da også vist Nederlands Dans Theater som et ultrastærkt kompagni på højeste internationale niveau.

De nuværende kunstneriske ledere er den spanske Sol León og den engelske Paul Lightfoot, der følger i fodsporene på kompagniets toneangivende koreografer Hans van Manen, Glen Tetley og Jiri Kylian. León og Lightfoot skaber heller ikke handlingsballetter i klassisk forstand, men oftest følelsesladede danseportrætter af mennesker, der står midt i en stor forelskelse eller sorg eller vrede eller tvivl – og skal vælge.

Løb gennem væggen

Ved gæstespillet på Gamle Scene viste kompagniet tre forskellige værker. Shoot the Moon fra 2006 var det mest koncentrerede. På midten af drejescenen var der stillet tre vægge som møllevinger ud mod kanten, og på disse tre vægge var der henholdsvis en port, en dør og et vindue. Når scenen drejede, kunne danserne derfor løbe fra det ene rum til det andet – og fra den ene konflikt til den næste.

Til inciterende musik af Philip Glass blev stemningen pisket op, mens tre par mødtes og elskede og skændtes og forlod hinanden i ét langt flow. Det var meget betagende. Danserne var klædt i det flotteste selskabstøj med de smukkeste hvide og sorte kjoler til kvinderne og tætsiddende jakkesæt til mændene. Alene denne lille detalje gjorde dem til individer.

Philip Glass-freaks

Værket Same Difference fra 2007 var også til musik af Philip Glass, men her med nogle teatralske effekter, som virkede lidt postulerede. Danserne skulle tale eller nynne ind over musikken, så lyden blev næsten ulideligt intens. Til gengæld skabte danserne billeder af næsten mytisk skønhed i højdramatisk krydslys. Der var mere end et enkelt strejf af Pina Bausch, da en kvinde i opslidset, sort kjole lagde sig på scenegulvet og ganske langsomt rullede hen mod kanten af orkestergraven, så hendes muskuløse, hvide lår lyste med gudindestyrke.

Aftenens nyeste værk Stop-Motion fra 2014 til musik af Max Richter havde en stærkere samlet intensitet. For her bevægede danserne sig ind i en stor kridtbunke midt på scenen, så kridtstøvet væltede rundt i rummet. Med en sort danser helt tilstøvet i hvidt kridt som forestillingens æstetiske klimaks.

Gammeldags moderne

Som moderne dansekompagni minder Nederlands Dans Theater fra 1959 om Dansk Danseteater fra 1981. Det er begge kompagnier, der har gjort sig stærke ud fra de skiftende ledende koreografer. Men de er også kompagnier, der insisterer på en kropstræning, der ligger tæt op ad den klassiske ballets smidighed.

Hollænderne viser en ’moderne’ dansestil, der egentlig er gammeldags, fordi den i princippet ikke har forandret sig siden Martha Graham og Alvin Aileys dage. Her er det kroppens ydre linjer, der er det bærende udtryk – sammen med dramatiske stænk fra ekspressionistisk dans og Pina Bausch. Den nyeste energidans og det skødesløse udtryk i f.eks. breakdance er ikke til at få øje på her.

Men den enorme styrke hos hver enkelt nederlandsk danser gik tydeligvis lige i tilskuernes kroppe og hjerter. Der var nærmest taknemmelig lykkerus i tilskuergarderoben bagefter. ’Åh,’ sagde folk til hinanden. Et langt ååååhhh.

Hvorfor lige?

Denne overdådige, hollandske danseaften fik sat dansen i Danmark i perspektiv.

For hvorfor har vores nationale balletkompagni i denne sæson kun vist moderne dans af den mest abrupte slags, der ikke har kunnet inddrage dansernes klassiske ballettræning og tåspidsteknik?

Og hvorfor er der så langt mellem de væsentlige danseforestillinger uden for Den Kongelige Ballet? Jovist. Palle Granhøj skaber mærkbart anderledes dans, akkurat som Don Gnu, Kitt Johnson og Lene Boel – og Stephanie Thomasen fra Uppercut Dans. Men dansen forbliver på de mindre scener. Det er kun Dansk Danseteater, der bryder gennem ’tilskuermuren’, sådan som det skete i denne måned med Ildfuglen på Republique. Ellers er der forstemmende dødvande i dansen i forhold til den eksplosive energi i den danske dans i 1990’erne. Eller er det bare en pause, inden den næste overrumplende dans bryder igennem?

Det håber jeg. Indtil da vil jeg tænke på billedet af den rullende, sortklædte kvinde med de lysende hvide lår.

Shoot the Moon (2006), Same Difference (2007) og Stop-Motion (2014). Koreografi og scenografi: Sol León og Paul Lightfoot. Musik: Philip Glass og Max Richter. Nederlands Dans Theater på gæstespil på Det Kongelige Teater, tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu