Mennesket er en flygtning på jorden

Sidste bind i østrigske Thomas Bernhards kunstnertrilogi er et højdepunkt i det samlede forfatterskab – en vildere og sørgeligere, sjovere og mere foruroligende Bernhard
Hovedpersonen i ’Gamle mestre’, den lettere excentriske musikkritiker Reger, har i mere end 36 år hver anden formiddag besøgt Wiens kunsthistoriske museum for at se på Tintorettos maleri ’Den hvidskæggede mand’.

Hovedpersonen i ’Gamle mestre’, den lettere excentriske musikkritiker Reger, har i mere end 36 år hver anden formiddag besøgt Wiens kunsthistoriske museum for at se på Tintorettos maleri ’Den hvidskæggede mand’.

Kunsthistorisches Museum
23. januar 2016

Den lettere excentriske musikkritiker Reger har i mere end 36 år besøgt Kunsthistorisk Museum i Wien hver anden formiddag for i en ganske bestemt sal og siddende på en ganske bestemt bænk at granske det samme maleri, Tintorettos »Den hvidskæggede mand«. Eftermiddagen tilbringer han i cafeen på Hotel Ambassador. Der er 18 grader på museet, 23 i cafeen.

Det er jo typisk Thomas Bernhard (1931-1989). Det vanemæssige, eller som det hedder hos ham, det ’punktlige’, som også dækker over noget neurotisk, er en del af karakterportrættet og en ramme for historien. Det er desuden en måde at overleve på. At slå sig igennem verdens umådelige tåbeligheder og græsselige grimhed kræver et ritual af en art, som er det samme som selvbestemmelse i det mindste i et mikroskopisk hjørne af tilværelsen.

På den måde er meget ved det gamle i Basilisks nye udspil af oversættelser af den østrigske krakiler, nummer tre i Bernhards såkaldte kunstnertrilogi. Før Gamle mestre kom Undergængeren og Træfældning.

Mere alvorlig, mere komisk

Bernhard er så umiskendeligt Bernhard, stil og temaer i den grad de samme, så det kan virke, som om han hele tiden har skrevet den samme bog. Noget om verdens forfærdelighed, Østrigs kryptofascistiske forfærdelighed især, noget om kunstens mangetydige væsen, genstand for uendelig gransken og på en ejendommelig måde alligevel frastødende og utilstrækkelig. Noget om forudgående pinsler, et blodigt søle af barndoms fortræd og ikke mindst og som en logisk konsekvens noget om tilintetgørelse, simpelthen udslettelse af alt inden for bevidsthedens radar.

Det alt sammen går igen her, men med en form for overskud eller ekstra energi, på én gang mere alvorligt og mere komisk, muligvis fordi bogen hører til i den sene ende af forfatterskabet (den er fra 1985, fire år før Bernhards død). Indimellem er romanen endda på nippet til at blive Thomas Bernhards parodi på Thomas Bernhard.

Associerende æstetik

Det er stadig vildt morsomt.

F.eks. Bernhards karakteristiske måde at lade en fortæller (Atzbacher, en god bekendt af Reger) gengive en anden fortæller (Reger) eller endda gennem Reger gengive, hvad en tredje (f.eks. kustoden Irrsigler) har sagt, og hvilke tanker det siden satte i gang hos den første. Det er tankerækkernes og ordkædernes svimle cirkulation, det er også et æskesystem, der vil noget.

»Sagde han, sagde Reger, tænkte jeg.«

Hvilket stemmer fint overens med fortællerens associerende glid og kredsen om de samme udtryk i det samme tankemønster, en gentagelsernes malende forskydning. Det kan bringe os fra den omstændighed, at »ingen« i Østrig ved, at Reger skriver musikanmeldelser i Times, til at Reger er »privatfilosof«, til at folk derfor kan regne Reger for »vanvittig«, og til at man modsat i »London og England og selv i De Forenede Stater« ved, hvem Reger er.

Det er vel egentlig en sygelig fiksering. Sært nok kan den virke kreativ, som når Reger udvikler en barndomsovergrebenes ordbog ved hjælp af den samme associerende æstetik og et andet Bernhard-speciale, ordsammensætningen: »forældrebefaling« (= forældres påbud og forbud), »undertrykkelsesforbrydelsen« (= summen af forældrebefalinger), »forældrestraffen« (= når forældrebefalingen ikke efterkommes), »avleforbrydelsen« (= at sætte barnet i verden), »barndomshullet« (= den indespærring i barndommens helvede, som mennesket siden må gøre sig fri af).

Heidegger et kitschhoved

Jeg bliver nødt til også at give et indtryk af alsidigheden og dybden i Regers bandsatte had. Det omfatter skolelærere, den allestedsnærværende musik, husholderskers løgne og grådighed, pressen, kvinder med såkaldt »skærebrænderstemme«, børn, kunstomvisere, den »såkaldte samtidskunst«, der ikke er »fem flade ører værd, som man siger«, det korrumperede retsvæsen, de svinske østrigske toiletter, i det hele taget østrigeren og hans foretagsomhed osv. osv. Det er et had næret af en ubønhørlig fordomsfuldhed og en udtalt tilbøjelighed til at generalisere.

Også det er morsomt, med to eksempler, først Regers had til filosoffen Heidegger. Her er det det sceniske og de generøse detaljer, der får mig til at grine:

»Jeg kan ikke se Heidegger på andre måder end på bænken foran sit schwarzwaldhus, og ved hans side konen, som hele hans liv har domineret ham totalt og strikket alle hans strømper og hæklet alle hans huer og bagt hans brød og vævet hans sengetøj og flikket selv hans sandaler sammen. Heidegger var et kitschhoved, sagde Reger …«

Og så Regers had til menneskeheden, som aldrig tidligere har »været så uforskammet og perfid som i dag. Vi kan se på, hvad vi vil, vi kan gå, hvorhen vi vil, vi ser kun ind i ondskab og nederdrægtighed og forræderi og løgn og hykleri og altid kun ind i den absolutte nedrighed og intet andet …«

Her er det radikaliteten, den betingelsesløse og absurde afvisning af enhver mellemtone, der virker morsom. I hvert fald på mig.

Sorgen over den elskedes død

Der ligger i Regers ubønhørlige had en kulturkritik drevet til det yderste, alt lortet sat på spidsen. Det er Bernhard i glansrollen som overdrivelseskunstner.

Men bogen her handler også om sorg, mere konkret om Regers hustrus død. Vi får først et stykke inde i bogen at vide, at opholdet i det bestemte rum på museet, i det hele taget Regers skrøbelige vaneliv, var et liv, han delte med den nu afdøde hustru. En højt elsket, tilsyneladende forfinet, i øvrigt stenrig kvinde, som Reger foruden sin kærlighed udsatte for en grotesk opdragelseseksercits. Hustruen skulle lære kunsten og filosofien at kende på den regerske måde.

Den lettere bizarre karakter af forholdet ændrer ikke ved Regers fortvivlelse over hendes død, som hans karakteristisk for Bernhard giver en sammensværgelse mellem kommune, stat og den katolske kirke skylden for (hustruen faldt på et isglat fortov og døde nogle dage senere på et katolsk hospital). Og som han udtrykker i en elegisk rablen på grænsen til det psykotiske og med et selv i en Thomas Bernhard-tekst opsigtsvækkende gentagelsesdyrkende vanvid.

Det er her, fornemmelsen af en munter selvparodi melder sig.

Mennesket selv er ’uhjemligt’

Sorgen og dens lange spændingskurve giver også Regers forhandlinger med kunsten en slags dybde eller en højere grad af alvor.

Reger støder det ene øjeblik kunsten fra sig, mislykket er det jo alt sammen. I næste sekund trækker han den ind til sig som en elsket og som eneste overlevelsesmulighed.

Det er en fortvivlet animositet og dobbelthed, der kendetegner hele hans tilværelse. Ligesom han i sin ulyksalige barndom vekslede mellem at være »udsat« i skolen og »tryg« hos bedsteforældrene, og ligesom han senere må pendle mellem sine opholdssteder og på samme tid hade dem og lade sin overlevelse afhænge af dem.

Det går igen i hans forhold til andre mennesker. Vi »hader mennesker og vil alligevel være sammen med dem, fordi vi kun sammen med og blandt mennesker har en chance for at leve videre og ikke blive vanvittige. Vi kan jo ikke holde ud at være alene i ret lang tid, sagde Reger, vi tror, vi kan være forladte, vi bilder os ind, at vi kan komme videre alene, sagde Reger, men det er hjernespind.«

Man flygter fra, og man flygter i næste øjeblik tilbage til.

Reger siger også, at verden er blevet »uhjemlig«. Bernhard er altid foruroligende. Det særlig foruroligende ved Bernhards Gamle mestre er, at man som få andre steder i forfatterskabet i den grad fornemmer, at det ikke er verden, men personen – mennesket selv – der inkarnerer det uhjemlige. Som en fredløs, som en flygtning på jorden.

Hele den uhjemlige – sitrende rastløse – herlighed er rammende oversat af René Jean Jensen.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Ny bog

Gamle mestre

Thomas Bernhard

Oversat af René Jean Jensen

Forlaget Basilisk

207 sider

220 kr.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu