Læsetid: 5 min.

Mesterværk nyfortolket

I 1982 udsendte waliseren John Cale hovedværket ’Music for a New Society’. Det udsendes nu i en nyindspillet og radikalt omarbejdet version, der fremstår som et nyt, uafhængigt værk
Ingen af sangene på John Cales nye ’M:Fans’ minder en dyt om deres originalforlæg fra pladen ’Music for a New Society’.

David Reich

29. januar 2016

Noget af det smukkeste og mærkeligste ved musik er dets evne til at sende én hid og did i tid. Sorgløst gående ned ad gaden hører man en strofe af en sang fra et åbentstående vindue, og pludselig befinder man sig i et andet årti, i armene på en anden kvinde og i en eksotisk verden, der for længst er endt som skønskrift i et laset kladdehæfte.

Det er måske ikke, fordi man hverken forventer eller ønsker at træde ind i en tidsmaskine, man er et travlt menneske med vigtige gøremål, men der er ingen vej udenom, tonerne har sendt én af sted til det fremmede land, vi kalder fortiden.

På samme måde findes der værker, der er så viklet ind i ens egen lille historie, at det næsten ikke er muligt at lytte til dem med noget, der bare minder om objektivitet (om man overhovedet kan lytte ’objektivt’ til musik er selvfølgelig en så betændt diskussion, at jeg ikke vil påbegynde den her), man vil for altid forbinde dem med en bestemt tid i sit liv.

Sådan har jeg det i det mindste med John Cales Music for a New Society, der landede i efteråret 1982, hvor mit liv hang i laser. Om end på en temmelig fed måde, set i det famøse bakspejl. Den plade vil jeg altid forbinde med lugten af min petroleumsovn, etagevask i køkkenet, ingen telefon, uåbnede rudekuverter, bistandskontoret, snavset sengetøj, stakkevis af biblioteksbøger med overskreden afleveringsfrist og en diæt bestående af filterløse cigaretter, knækbrød og te.

Der var noget over den særegne blanding af skønhed og trøstesløshed, som præger værket, der ramte mig lige i solar plexus i en tid, hvor postpunken godt nok stadig kastede skygger, men både new romantics og en flok danseglade synthpoppere stod uden for ens sortmalede ruder i deres kulørte gevandter og makeup og råbte »Kom nu ud og leg«.

Gu ville jeg ikkenikkenej, jeg ville sidde i mit bombekrater af en toværelses og høre John Cale synge »All so that it would be a stronger world/ A strong though loving world to die in«, ville jeg. Jeg ved ikke lige med tidsånden, den skælm, men jeg lå fuldstændig på bølgelængde med de mindeværdige tekster på det kuldslåede mesterværk. Og følte mig mærkværdigt opløftet over at lytte til det.

Lp’en er en af rockens store og overbevisende desperationsudladninger, det punkt i Cales karriere, hvor stofmisbrug og kæntret kærlighed truede med at sende ham ud over kanten. Men i stedet begravede han sig i studiet med en række nyskrevne sange, hvoraf de fleste fulgte en fra hans side ofte benyttet metode: klassisk vindende melodier tilsat hårrejsende tekster fra det følelsesmæssige overdrev.

Effekten er stærkere end mange af de bestræbelser, hvor musik og tekst kæmper om at være mest yderliggående, og der så at sige ikke efterlades nogen tvivl om hensigten: Verden er et ondt og ubarmhjertigt sted, og det er vores musik satenedeme også.

Men selvom mange af melodierne på Music for a New Society fremstår decideret smukke, er arrangementerne til gengæld sære på en foruroligende facon. Dominerende er Cales vokal, spartansk understøttet af enten guitar- eller klaverspil, men over, under og parallelt hermed flagrer en række effekter, fortabt slagtøj, fundne lyde og bizarre klange nærmest arbitrært ind og ud af lydbilledet, hvilket giver en desorienterende, mareridtagtig effekt.

Helhedsindtrykket bliver af et enormt tomt rum, hvori der befinder sig en fortabt person, som med desperat stemmeføring forgæves forsøger at råbe omverdenen op. Soloalbum med tyk streg under solo.

Den evigt rastløse John Cale

Der findes som bekendt kunstnere, hvis indflydelse langt overstiger såvel deres berømmelse som deres salgstal og inden for den kategori er den 73-årige waliser John Cale en gigant. I nær ved 50 år har han med udgangspunkt i klassisk skoling (hans oprindelige instrument var bratschen, som han stadig gerne maltrakterer) og afsæt i gruppen The Velvet Underground udgivet en række så forskelligartede plader, at det kan være svært at forstå, at en sådan stilistisk bredde kan rummes i et og samme menneske.

Derudover har han produceret plader med en række brogede, men kunstnerisk tunge navne og i det hele taget gjort sig heldigt bemærket inden for en snæver kreds.

Hvis man kunne leve af anerkendelse alene, ville John Cale være en holden mand. Ikke desto mindre har værket antaget et sådant omfang, og hans betydning vokset sig så stor, at han nok kan spise sig mæt hver aften. Om ikke andet er der altid knækbrød og te.

Desorienterende lydcollage

Hele processen startede i 2013 med en opfordring til Cale om at give en koncert, hvor han opførte hele Music for a New Society. Typisk den evigt rastløse Cale valgte han i stedet at genindspille alle sangene igen, hvorfor det nu udgives samlet som dobbeltalbum, en cd med det oprindelige album og et med genindspilningerne, kaldet M:Fans. Og lad det være sagt med det samme: der er ikke ét af de nyindspillede numre, der minder en dyt om originalforlægget.

Om det så gælder de originale melodier, får de stort set alle sammen kniven til fordel for radikal nytænkning. Kun de desillusionerede og ofte meget triste tekster står urørte, men antager helt nye betydninger, når rummet omkring dem så voldsomt ommøbleres, som tilfældet er.

Der er altså ikke tale om indbydende flinkeskole snarere en demonstration af, hvor hårdhudet en behandling materialet egentlig kan tåle. Effekten er dog som helhed en svækkelse af 1982-udgivelsens intensitet til fordel for noget klangligt mere udfordrende.

Indledningsvist lægges der ud med en desorienterende lydcollage, hvor bidder af en samtale på engelsk (med Cales far) og walisisk (med hans mor) snor sig ind og ud for at ende med, at moren synger et par strofer af sangen »Ar Lan y Mor«.

Som barn talte Cale udelukkende walisisk, hvilket besværliggjorde kommunikationen med faren, der kun talte engelsk! Sidstnævnte sprog lærte han først i skolen, og denne fornemmelse af at stå udenfor præger hele værket. Oprindelig var dialogerne del af »Mama’s Song« på den oprindelige lp, som Cale grundet morens sygdom i sin tid valgte at droppe, men her indtager de altså deres oprindeligt tiltænkte plads.

Til hver en tid interesseret i og fascineret af studiets muligheder, har Cale ikke lagt skjul på sin begejstring for mange af de indspilningsteknikker, der er dukket op i kølvandet på hiphop og electronica, og begge dele sætter kraftigt præg på M:Fans, der til gengæld er som støvsuget for akustiske instrumenter.

Det er mig ikke muligt at komme i tanke om et lignende tilfælde, hvor en kunstner så grundlæggende har været inde og pille ved og ændre på sit eget værk, og selvom jeg til hver en tid foretrækker originalen (og ikke kun på grund af affektionsværdien), kan jeg godt mærke, at jeg ikke er færdig med M:Fans.

Dertil er den simpelthen for perverst fascinerende i al sin kompromisløshed. Lidt ligesom John Cale selv i øvrigt

John Cale: ’Music for a New Society / M:Fans’ (Domino/Playground). Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu