Læsetid: 3 min.

Når kunst kan lindre børnesjæle

Balletdanserne Sorella Englund og Charlotte Khader har skabt projektet Bella Speranza for kronisk syge børn. Det skildres i den meget seværdige tv-serie ’De Sjældneste’ på DK4
Det Kgl. Teaters prøvesal giver med et særligt projekt kronisk syge børn en stor oplevelse. F.eks. får en seksårig, der ikke kan tale, pludselig vækket sin musikalitet i den stærke dokumentar ’De sjældneste’.

Lars Nybøll

2. januar 2016

»Bella er kun for de allersjældneste børn,« siger den 10-årige Laura med muskelsvind i indledningen til DK4’s stærke miniserie De sjældneste. En time senere sidder man med våde øjne og stille krop og føler, at man har lært nogle ganske særlige børn at kende – og at man har mødt nogle kunstnere, der forærer disse syge børn et møde med kunsten, som de vil kunne bære med sig resten af deres liv.

Bella Speranza er navnet på et projekt, hvor frivillige ved Det Kongelige Teater inviterer kronisk syge børn ind til ugentlige workshops over 10 uger. Det hele ender med en forestilling med børnene og deres forældre. Og tv-dokumentaren går meget tæt på børnene og deres glæde ved teatret – og deres smerter ved de endeløse behandlinger.

Svanearme

»Det er børn, som aldrig har været valgt til, men altid været valgt fra,’ siger karakterdanseren Sorella Englund, der sammen med balletdanseren Charlotte Khader stiftede Ballet Speranza for et par år siden – som et ulønnet projekt kun båret af lysten til at give syge børn nogle teateroplevelser på Kgs. Nytorv.

Den nu 70-årige Sorella Englund skildrede sin egen smertefulde historie som barn af en mor, der begik selvmord, i forestillingen Horisonten på Det Kongelige Teater dette efterår. Og når den karismatiske Sorella Englund bøjer sig ind over et sygt barn i en kørestol og tager barnets hænder, så mærker man hendes helt særlige udstråling af ubetinget kærlighed. Det er meget smukt.

Smerteskala

»Det betyder meget for os, at vi giver Bella-børnene en bid af kernen af Det Kongelige Teater,’ forklarer Charlotte Khader.

Hun er den pædagogiske drivkraft i Bella Speranza, og hun har en uimodståelig mildhed over for børnene – og hun lærer svanearme fra sig med skønneste anerkendelse. Børnene lader kameraet komme helt tæt på. Det gør deres forældre også. Og der klippes skånselsløst fra de smukke danseøvelser på Det Kongelige Teater til derhjemme i stuen, hvor bare det at trække vejret er en prøvelse i sig selv – eller hvor en daglig ’skyllestomi’ giver vilde smerter.

Børnene er garvede. De kan præcist sige, hvor ondt noget gør på en skala fra 1 til 10. ’Det gør ondt, men jeg har lært at leve med det,’ som den 10-årige siger det – med en 60-årigs ro.

Jackson-moves

Tilrettelæggeren Mia Heldam har et fint blik for børnenes møde med kunsten. Når den ordløse seksårige pige med kromosomfejl stiller sig tæt hen til den improviserende pianist Kim Helweg og drømmer sig ind i hans toneverden, bliver kameraet lige så bevæget som tilskueren. For pigen begynder spontant selv at spille med på tangenterne – med en tydelig forståelse af musikken. Og når den otteårige dreng afslører, at han er fan af Michael Jackson, ja, så dukker en Michael Jackson-danser op og underviser drengen i Jackson-moves. Det er rørende. Samtidig bliver alle børn fotograferet af fotografen Lars Nybøll, der ønsker at give hvert af børnene ét billede, der indkapsler deres Bella-oplevelser.

Tiden taler så meget om inklusion. Men der er altså børn, der aldrig helt kan blive inkluderet, fordi deres kroppe er syge på en måde, så de hele tiden ryger på hospitalet og ud af fællesskabet. Derfor er det utroligt livsbekræftende at se, hvordan musikken og dansen kan skabe et andet fællesskab – og hvordan kunsten kan skabe den åndelige dimension, som disse børn ellers ikke nødvendigvis bliver tilbudt.

Stolte børn

Som dokumentar er udsendelsen loyal både over for børnene og over for kunstnerne. Og Ellen Hillingsøs speakerstemme har både indlevelse og neutralitet, så man magter at lytte til de voldsomme kendsgerninger.

Det virker dog lidt unødvendigt, at den er produceret i to afsnit. Andet afsnit genbruger i hvert fald urimeligt mange klip fra første afsnit. Men det er en kun en skønhedsplet.

For De sjældneste er tv, der når ind til sin seer. Uden at udstille nogen som ofre, men tværtimod ved at vise de kronisk syge børn som stolte og reflekterede mennesker. Samtidig viser De sjældneste, hvordan kunst er en udtryksmåde, der kan gå bag om kroppen, direkte til følelsen. Når den 10-årige pige med muskelsvind sidder på gulvet i balletskørt og øver sig på de blødeste svanearme, så viser det, hvordan livsvilje ikke kun handler om fysisk overlevelse, men om livserkendelse.

Det er sjældent stærkt tv.

’De sjældneste’. Tv-dokumentar i to dele. Tilrettelæggelse: Mia Heldam. Speak: Ellen Hillingsø. DK4 den 1. januar. Sendes også 5. og 6. januar kl. 22.05 samt 14. og 15. januar kl. 20.25

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu