Læsetid: 5 min.

’Nattens dronning’ er underholdende radio, men burde skrue ned for amatørdetektivknappen

P1’s podcast om en kvindelig stønners mangeårige telefoniske kontakt med klassiske slagtøjsspillere er det bedste, jeg har hørt, om blufærdighed og mangel på samme
8. januar 2016

Det tydeligste billede af en telefonstønner, jeg har ladet mig udsætte for, er Philip Seymour Hoffman, der i Todd Solondz mesterligt deprimerende film Happiness ringer til sin nabo. I et nærbillede af hans ansigt ser man sveden springe fra panden, mens sjofle ord kommer ud af hans mund, og hele hans krop rokker.

Ansigtet krøller sig sammen, og man ser en sædklat ramme væggen, hvorefter en hånd placerer et postkort på klatten. Postkortet bliver siddende. Der zoomes ud, og man ser en væg fuld af postkort.

Det er et helt andet billede af telefonstønneren, man møder i Thomas Smedegaards podcast Nattens dronning. Hun er hverken klam eller kriminel, hun er bare en gåde: En foreløbigt uidentificeret kvinde har i en periode på tolv år givet sig ud for at være en storbarmet blond 17-årig tandlægedatter fra Østerbro, når hun har ringet til klassiske slagtøjsspillere for at have telefonsex med dem.

Hun ved, hvem de er, og hvor de spiller, og det gjorde hun også, før internettet gjorde det hele lidt nemmere. Igennem seks afsnit – hvoraf jeg foreløbig har hørt de fire – prøver Thomas Smedegaard at finde ud af, hvem hun er, og hvad hun har gang i.

Seriøs stønnen

En håndfuld af de mænd, stønneren har ringet til, stiller op til interview, og det er rent guld. Det er ikke så meget personen bag vanen med at ringe op, erklære sig liderlig og involvere sagesløse musikere i underkastelsesfantasier, man får beskrevet, som det er den rolle, hun påtager sig, og det spil, hun spiller.

Dertil får man et indtryk af en gruppe mænd, der taler markant mere dannet og gammelklogt end den gennemsnitlige dansker, og som ellers skiller sig ud ved den måde, de håndterer stønneriet på. Nogle tror til at begynde med, at der er tale om en ekstrem omgang telefonfis. Men de er seriøse mennesker, der kan genkende seriøsitet på lang afstand. Og kvinden er seriøs omkring sin hobby.

Nogle bliver smigrede, nogle giver sig hen til telefonsexen, nogle bliver irriterede over at få drænet telefonen for strøm af hendes evindelige opkald. Ingen føler nogen trang til at melde hende til politiet. Det ville være synd for hende, siger en.

Smørrede stemmer

»Hvis jeg så dette menneske i levende live, ville jeg måske lære mere om mennesket og alle dets facetter,« siger en af musikerne med sin tydelige diktion og en stemme, der består af to tredjedele eftertænksomhed og en tredjedel forlegenhed.

Han har ret i, at man kan lære noget om menneskers facetter af den historie, men jeg er ikke sikker på, at det er nødvendigt hverken at se eller høre Maria, som stønneren kalder sig, i levende live. Jeg er heller ikke sikker på, at det er hendes person, der er det mest interessante ved historien. Snarere er det de reaktioner, hendes adfærd afføder.

Nattens dronning udnytter til fulde alle de nuancer i et menneskes stemme og stemmeføring, som er radiomediets største styrke. Musikernes ordvalg er gennemgående tørt og nøgternt, men i deres stemmer kan man høre noget smørret, noget smigret, irritation, fascination og blufærdighed. Stemmerne er pakket ind i elegant lydligt lir, en elegant stønnende kvindestemme klippet sammen med storladen klassisk musik.

Detektivsyge

Når man om tyve år genhører Nattens dronning – og det gider man nok godt, for det er ikke hvert år, der dukker en historie op, der stiller så gode spørgsmål om, hvad intimitet kan være – vil man kunne høre, at den er produceret nu i midttierne på den måde, Thomas Smedegaard iscenesætter sin egen fortællerrolle på.

Om det skyldes podcastsuccesen Serial eller den måde, stjernerne står på, ved jeg ikke, men flere og flere radioproducenter rammes af detektivsyge og tilrettelægger deres historier som sager, der skal opklares. Ikke et ondt ord om den tendens, den er der kommet en masse glimrende radio ud af, men i Nattens dronning kunne der godt være skruet en del ned for amatørdetektivknappen.

Det hører med til efterforskningsradiogenren, at man positionerer sig som en tydelig karakter, der indvier lytteren i arbejdsprocessen og reflekterer over sin egen interesser i historien, hvad Thomas Smedegaard også gør i stor stil. Han fortæller om, hvordan han i sin bukselomme fandt den lap papir, han skrev ordet »telefonstønner« ned på, første gang han hørte om den såkaldte Maria.

Om hvordan han indretter et detektivkontor på sit tørreloft, hvor han hænger billeder op af de berørte i sagen og markerer deres indbyrdes forbindelser med rød snor. Han ser ud over Københavns tage og funderer over, om den eftersøgte mon befinder sig under et af dem.

Thomas Smedegaard analyserer sine egne motiver. Hvorfor kan han ikke slippe historien? Er han bare misundelig, fordi der ikke er nogle fremmede kvinder, der prøver at have telefonsex med ham? Hvorfor får han sig ikke bare et rigtigt arbejde? Man kan næsten se ham nive sig selv eftertænksomt i hagen.

Spørgsmålet om, hvad telefonstønneren har gang i, er et fint udgangspunkt for podcastserien (selvom jeg egentlig er mere interesseret i, hvad hun sætter gang i), men hvorfor tale så meget om, hvad han selv har gang i?

Speakende og med raske skridt går han mod Ingrid Jespersens Gymnasieskole, hvor den såkaldte Maria muligvis går eller har gået. Undervejs når han frem til den erkendelse, at der næppe er nogen på lærerværelset, der kan svare på, hvem af skolens elever der virker mest tilbøjelig til at ville dyrke sadomasochistisk telefonsex med klassiske slagtøjsspillere. I afsnit fire giver han op, og resolut pakker han amatørdetektivkontoret til storskrald. Herregud, hvorfor så dramatisk?

Jeg håber ikke, det lykkes

På den ene side er den mystiske telefonstønners adfærd ekstremt blufærdighedskrænkende. Hun ringer til folk, som hun kender fra deres offentlige musikalske virke, og pådutter dem sin liderlighed og kræver, at den bliver tilfredsstillet. På den anden side er der noget ultimativt blufærdigt over at være usynlig og intim på én gang. Det er en både aggressiv og lurepassende seksualitet, hun lægger for dagen.

Der er en stående teori blandt de berørte musikere om, at de har at gøre med en amatørmessingblæser. »Enhver, der gennemgår en konservatorieuddannelse, vil uundgåeligt finde ud af, at alle, der studerer et instrument, henhører under en karakter, der har at gøre med instrumentet,« siger en. Slagtøjsspillere er nogle gavtyve, pianister er intellektuelle og indadvendte, træblæsere er flittigmåse, der passer sig selv. Men messingblæsere, de er brovtende og perverse og går på værtshus.

Thomas Smedegaard besøger det værtshus, der i mange år var stamsted for de konservatoriestuderende. En telefonsamtale med den tidlige ejers kone går galt, da hun insisterer på, at telefonen pludselig ikke virker. Hun virker utilpas og nævner flere gange, at hun er dårlig til navne. Inden hun lægger på, får Thomas Smedegaard nærmest utroværdigt klodset spurgt, om hun mon er stønneren, hvad hun heldigvis benægter. Konfrontationen ville være alt for pinlig. At afkræve et menneske svar på, hvad det dog har gang i med sin seksualitet, er i mine rødmende ører mere blufærdighedsudfordrende end selv den mest liderlige stønnen.

De første fem afsnit af ’Nattens dronning’ kan podcastes nu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu