På tidsrejse

Mikkel Rosengaards romandebut bliver lidt ved forestillingen om fortællingens vigtighed
30. januar 2016

Rig på indfald, fattig på sprog, lyder min helt korte og selvfølgelig alt for kække anmeldelse af Mikkel Rosengaards (f. 1987) romandebut Forestillinger om Ana Ivan, men så aner man nok, i hvilken retning det kommer til at gå.

Romanens omslag af Andreas Kjærgaard er lidt liret. I mørke opdager man, at tallene på forsidens vækkeur er selvlysende. Og så viser uret tallene fra 1 til 14.

Det gik der faktisk lang tid, før jeg opdagede. Det er sjovt, så nem man er at narre, fordi man ser det, man tror man skal se.

Det er vel også det, Forestillinger om Ana Ivan handler om. At udforske vante forestillinger og især vores oplevelse af tid.

En fortælling i fortællingen

Det gør Mikkel Rosengaard gennem rumæneren i romanen, Ana Ivan, der er mystisk kvinde, matematiker og performancekunstner. Et af hendes værker hedder The Time Traveller, i et andet isolerer hun sig i mørke i 30 dage, og så har hun et par ekstra timer i døgnet i sit virkelige liv, ligesom omslagets vækkeur.

Det er mystisk, men det med at være mystisk forholder romanen sig også ironisk til, for naturligvis er man mystisk, når man er rumæner og opvokset under Ceauşescu.

Ana Ivan siger det selv selvbevidst og selviscenesættende i begyndelsen af romanen:

»Sådan er vi rumænere. Vi er ikke til at stole på.«

Hun siger det til romanens jegfortæller, en ung dansker i New York, der er på vej til at møve sig ind i kunstverdenen som praktikant på en kunstfestival. Ana Ivan fortæller ham sin livshistorie og opildner ham til at skrive. Han har allerede forfatterdrømmen i sig, med Ana Ivan har han også en historie at fortælle. Hele denne konstruktion bruger romanen en del krudt på. At Ana Ivan fortæller til forfatterspiren, der så fortæller historien videre i sin version. At han bliver forført af hendes fortælling. Med sådan en fortælling i fortællingen og en overbevisning om fortællingens vigtighed for os mennesker deler Mikkel Rosengaard litterært temperament med Peter Høeg, Morten Ramsland og Kim Blæsbjerg, og bag ved dem jo så klart selveste Karen Blixen.

Så havde Ana Ivan ikke været performancekuntner i New York, men operasanger i Rom.

Mangler sprog

Men, men fortællingens og fortællerens dragende virkning er et postulat i Forestillinger om Ana Ivan. Eller sagt på en anden måde:

Man kan ikke trylle mystik frem ved at bruge ordet mystisk eller ved at skrive: »Aldrig havde jeg været så fuld af en historie, aldrig havde jeg så klart mærket et andet menneskes liv suse gennem min krop.«

Mikkel Rosengaard har ikke sproget til den store fortælling om livet og sandheden og alt det dyre der. Ana Ivans dramatiske og sørgelige historie fortælles med modeord som ’yndlingsmenneske’ og ’chill’ og med en besynderlig brug af meget joviale faste udtryk. Det, der skulle forestille at være rigtig trist, at Anas mormor dør, bliver plat med et udtryk som »at hun stiller træskoene«, og når Anas liv skal forestille at være højspændt drama, bliver det snarere komik, når der står »Ana orkede ikke mere pis«.

Mikkel Rosengaard: Forestillinger om Ana Ivan. Gyldendal. 272 sider. 280 kr.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu