Da Paul Celan var flygtning

I vinteren 1947-48 var der op mod 200.000 flygtninge i Wien. De havde gået ad præcis samme rute som flygtninge benytter i dag. Én af dem fra dengang skrev digte om dødslejre, drømme og om det at være fremmed og om at være på flugt
Ingen kunne vide, at den forkomne jødisk-rumænske flygtning Paul Antschel få år senere skulle blive kendt som Paul Celan, forfatteren til ’Dødsfuga’, det ikoniske digt om de nazistiske dødslejre. Her i 1962, otte år før han begik selvmord i Paris.

Ingen kunne vide, at den forkomne jødisk-rumænske flygtning Paul Antschel få år senere skulle blive kendt som Paul Celan, forfatteren til ’Dødsfuga’, det ikoniske digt om de nazistiske dødslejre. Her i 1962, otte år før han begik selvmord i Paris.

Ullstein Bild
2. januar 2016

Den 17. december 1947 fik en 27-årig rumænsk-jødisk flygtning ved navn Paul Antschel udleveret et såkaldt Identification Card i Rothschild-opsamlingslejren i Wien. Af kortet, der blev udstedt af ’Den internationale komité for flygtninge og jøder fra koncentrationslejre’ i Wien, fremgik det, at den unge mand var 168 cm høj, vejede 62 kg, havde sort hår og grå øjne.

Paul Antschel var ikke ankommet til den østrigske hovedstad alene, men i en gruppe på omtrent 3.000 rumænske jøder, der alle havde frygtet at blive ramt af det regerende rumænske kommunistpartis stadig grovere antijødiske hetzkampagner. Ved den rumænsk-ungarske grænse havde de måttet bestikke grænsevagterne, og siden var de så vandret videre til fods gennem Ungarn mod Østrig. Undervejs havde de sovet i tomme banegårde.

3.000 nytilkomne flygtninge var ingen sensation i december 1947. Hundredtusinder af flygtninge, fordrevne og overlevende fra Anden Verdenskrigs koncentrationslejre opholdt sig på dette tidspunkt i nødtørftigt indrettede barakbyer i Tyskland og Østrig. Alene i Wien var der op mod 200.000.

Paul Antschel kunne til Den internationale komité oplyse, at han stammede fra den ukrainsk-rumænske by Czernowitz, at begge hans forældre var blevet dræbt af tyske soldater under krigen, og endelig at han efter krigen havde oversat russisk og tysk litteratur til rumænsk i Bukarest. Men hvad ingen dengang kunne vide, var, at denne forkomne flygtning få år senere skulle blive kendt som Paul Celan, forfatteren til Dødsfuga: selve det ikoniske digt om nazistiske dødslejre, hvis gruopvækkende verselinjer tyske og østrigske skolebørn i årtier har skullet lære udenad, og hvis paradoksale metaforer et utal af litterater har kappedes om at kommentere.

Café Raimunds kunstnermiljø

Paul Antschel opholdt sig ikke længe i Rothschild-lejren. Straks efter årskiftet blev han indkvarteret på et pensionat i Rathausstrasse 20 og kunne fra nu af bevæge sig frit omkring i den krigshærgede, men stadig smukke østrigske hovedstad. På Opernring kunne han se det ødelagte operahus. I Resselspark kunne han se sortbørshandlernes boder. Og på Cafe Raimund i Museumstrasse 6, ikke langt fra sit pensionat, kunne han, der i årevis havde kunnet Shakespeares sonetter og Rimbauds Illuminationer udenad, og som selv havde skrevet digte, siden han var 16, falde i snak med østrigske kunstnere og intellektuelle.

Den samlende skikkelse på Café Raimund var den 39-årige forfatter og teateranmelder Hans Weigel, der dengang netop var vendt tilbage fra sit eksil i Schweiz, og som betragtede det som sin opgave at bygge bro mellem »dem, der havde været væk« og »dem, der var blevet«. De første var tilbagevendte jødiske flygtninge som ham selv. De sidste var en broget skare af alt fra modstandsfolk til medløbere og tidligere medlemmer af nazistpartiet.

På Café Raimund diskuterede man, hvordan en ny og tidssvarende østrigsk litteratur burde tage sig ud. Nogle ønskede sig neorealisme efter italiensk forbillede, andre foretrak surrealisme, men for Paul Antschel kom det hele dog på en skuffende måde ud på ét. Den eneste på cafeen, han for alvor brød sig om, var den 21-årige filosofistuderende Ingeborg Bachmann.

Et kærlighedsdigt

Kærligheden var ikke noget nyt for nogen af dem. Hverken for Paul Antschel, der såvel i Czernowitz som i Bukarest havde haft og siden mistet adskillige jødiske veninder. Eller for Ingeborg Bachmann, der kom fra provinsbyen Klagenfurt, hvor hendes far havde været medlem af nazistpartiet, og som i de første efterkrigsuger havde sværmet for en ung engelsk officer med østrigsk-jødisk baggrund.

Men selv om Ingeborg Bachmann for så vidt allerede var Hans Weigels elskerinde, og selvom Paul Antschel for så vidt allerede havde besluttet sig til at forlade Wien til fordel for Paris, så tillod de to sig ikke desto mindre i foråret 1948 at forelske sig i hinanden. Nat efter nat slentrede de gennem Wiens gader. De standsede op under træerne i Stadtpark. De hviskede hinandens navne. Og den 23. maj, dagen før hendes fødselsdag, forærede Paul Antschel så Ingeborg Bachmann det sørgmodige kærlighedsdigt I Ægypten.

»Du skal sige til den fremmedes øjne: vær vandet! / Du skal søge dem, du ved, er i vandet, i den fremmedes øjne. / Du skal kalde dem op fra vandet: Ruth! Noemi! Mirjam! / Du skal smykke dem, når du ligger hos den fremmede. / Du skal smykke dem med den fremmedes hår af skyer.«

Sådan lyder digtets første linjer. Og selv om »du« jo blot er et ganske almindeligt pronomen, og selvom »den fremmede« jo blot er et ganske almindeligt adjektiv med foranstillet artikel, og selvom disse tre små ord jo i princippet kunne referere til hvem som helst, så lad os ikke desto mindre forestille os, at »du« er Paul Antschel, og at »den fremmede« er Ingeborg Bachmann. For så forstår vi nemlig med ét, at »vandet« kunne være hendes, den østrigske kvindes, tårer, og at »Ruth«, »Noemi« og »Mirjam« kunne være de forsvundne jødiske veninder, som han, den rumænsk-jødiske flygtning, skal søge og finde i tårerne. Og så forstår vi nemlig med ét, at det at elske for en traumatiseret flygtning må være lig med det at genkalde sig et tab.

En brevveksling

I juli 1948 skiltes deres veje. Paul Antschel bosatte sig i Paris og kaldte sig fra da af Paul Celan. I 1952 udkom hans første kanoniserede digtsamling Valmue og erindring, der indeholdt både Dødsfuga og I Ægypten, og i 1959 blev han ansat som underviser i tysk litteratur ved eliteuniversitetet École Normale Supérieure. Ingeborg Bachmann afsluttede heroverfor i 1950 sine studier med et speciale om filosoffen Martin Heideggers kunstforståelse. I 1953 udkom hendes første digtsamling Den udsatte tid, og i begyndelsen af 1960’erne var både Paul og Ingeborg så pludselig blandt tidens mest feterede og omdiskuterede tysksprogede forfattere.

At hverken hun eller han kunne glemme deres første intense forelskelse, vidner deres omfattende brevveksling og de mange digte, de tilegnede hinanden, imidlertid om. Igen og igen vender de i brevene tilbage til denne forelskelse og spørger sig selv og hinanden, hvorfor den var umulig, og hvorfor den alligevel ikke vil dø. Forelskelsen var som en drøm om lykke og samtidig som et varsel om den ulykke, der trods ydre succeser svævede over deres liv.

Paul Celans digtsamlinger Sproggitter og Ingensrosen indbragte ham prestigefyldte priser, og internationalt anerkendte litteraturteoretikere skrev artikler om hans digte. Alligevel blev han ramt af nervesammenbrud og måtte gentagne indlægges på psykiatriske klinikker. Ingeborg Bachmanns digtsamling Påkaldelse af Store Bjørn og hendes prosabog Det tredivte år betragtedes straks efter deres udgivelse som moderne klassikere. Alligevel levede hun et dobbeltliv med psykofarmakamisbrug og gentagne ophold på afvænningsklinikker.

Men i deres breve og digte forsøgte de to lyrikere igen og igen fortvivlet at nå hinanden. »Skriv til mig, så jeg ikke er alene med de korte, flygtige dage og begivenheder, de mange mennesker og det meget arbejde,« bønfalder Ingeborg Bachmann Paul Celan. »Nu skriver jeg et par linjer til dig blot for at bede dig om et par linjer,« svarer han hende.

Jødisk-rumænske Paul Celans østrigske id-kort udstedt 17. december 1947. Foto: Deutsches Literaturarchiv Marbach, takket være Bertrand Badiou

En støvlefuld hjerne

Den 9. november 1969, præcis 31 år efter den store nazistiske pogrom, der er gået over historien som Krystalnatten, og omtrent seks måneder før sit selvmord, skrev den nu 49-årige Paul Celan dette lille digt i Paris:

»En støvlefuld hjerne / stillet i regnen: // Der vil være en vandring, en vældig, / langt ud over de grænser, / de trækker for os.«

Mens hans tidlige digte havde været mættede med metaforer og klange, blev hans sene digte stadig mere kortfattede. Visse af samtidens kritikere kaldte dem »hermetiske« og mente ikke, at digtenes »bogstavkombinatorik« refererede til nogen genkendelig virkelighed, men selv prosteterede Paul Celan mod denne opfattelse. Selv hans allermest ordknappe digte, ja, selv digte som En støvlefuld hjerne, skulle ifølge ham forstås som konkrete »henvendelser« til konkrete mennesker i konkrete situationer.

Så hvad handler En støvlefuld hjerne om, hvis ikke det handler om mennesker på flugt? Den flugtrute gennem Ungarn mod Østrig, som den 27-årige Paul Antschel i efteråret 1947 vandrede ad, er præcis den samme, som hundredtusinder af syriske, irakiske og afghanske flygtninge dette efterår, 58 år senere, er vandret ad. Og præcis som Paul Antschel har disse flygtninge undervejs måttet overnatte udenfor i al slags vejr. Og præcis som dengang er der i dette efterårs løb blevet trukket stadig flere grænser. Pigtrådsgrænser såvel som juridiske grænser, hvis åbenlyse formål er at holde flygtningene ude. Men hvor forsvinder dette efterårs flygtninge hen, hvis alle flugtveje spærres? Stiger de »som røg op i luften«, som der står i det berømte digt Dødsfuga? Bliver de til »efterår, silke og intet«, som der står i et andet digt? »Der vil være en vandring, en vældig, / langt ud over de grænser, / de trækker for os,« står der i En støvlefuld hjerne.

Hvad Paul Celan angår, forsvandt han natten til den 20. april 1970 fra sin lejlighed ikke langt fra Pont Mirabeau i Paris. 10 dage senere, den 1. maj, blev hans lig trukket op af Seinen.

Hans grav finder man på Cimetière de Thiais i forstaden Thiais, der i dag fortrinsvis bebos af nordafrikanske indvandrere.

Ingeborg Bachmann og Paul Celans brevveksling udkom i oktober 2015 under titlen ’Hjertetid’ på forlaget Vandkunsten i Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads oversættelse

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

’I Ægypten’

Du skal sige til den fremmedes øjne: vær vandet!
Du skal søge dem, du ved, er i vandet, i den fremmedes øjne.
Du skal kalde dem op fra vandet: Ruth! Noemi! Mirjam!
Du skal smykke dem, når du ligger hos den fremmede.
Du skal smykke dem med den fremmedes hår af skyer.
Du skal sige til Ruth, til Mirjam og Noemi:
Se, jeg sover hos hende!
Du skal smykke den fremmede ved siden af dig smukkest.
Du skal smykke hende med smerten over Ruth, over Mirjam og Noemi.
Du skal sige til den fremmede:
Se, jeg sov hos dem!

– Paul Celan.

’I Ægypten’ er skrevet i Wien 1948, oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad

Forsiden lige nu

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu