Pigen, som hun tituleres i historien, bor i et stort, hvidt hus i udkanten af byen, og hun savner sin mor. Det fortælles ikke direkte, men vi formoder, at hun er et anbragt barn. På institutionen bor også veninden Emma. Hvorfor Lissie Lundhs hovedperson ikke har noget navn, er velsagtens for at holde hverdagsrealismen lidt på afstand. Det understøttes af et halvrodet magisk plot: Duften af roserne på billedet af moren skaber en vind, der giver pigen en flyvetur ud i rosenbusken, hvor hun møder en talende gråspurv – et visuelt ledemotiv – der dør og genopstår.
Kausaliteten i forhold til gråspurven er lidt uklar, men pigen bliver gennemsigtig, hvilket læseren skal fortolke, som at hun er ved at forsvinde af længsel efter en mor. Heldigvis kommer fuglen tilbage og synger en smuk melodi, »så hårene rejste sig på hendes arme«, og en kvinde, formentlig en adoptivmor, kommer for at hente hende. Pigen er ikke længere gennemsigtig. Fuglen synger nok engang den såkaldt vidunderlige melodi et sted oppe fra himmelen.
Manglende forbindelse
Alt i alt anstrengende og for mange børn formentlig temmelig uforståelig læsning. Samspillet mellem tekst og billede, som er afgørende for. at en billedbog kan fungere, hjælper heller ikke forståelsen synderligt på vej. Titlen taler om ravgyldne øjne, men man skal have en lup for at spotte farve i pupillerne. Teksten fortæller gentagne gange om et elsket foto af moren, men det figurerer stort set ikke i tegningerne. Opslaget, hvor pigen ifølge teksten ligger inde i busken og har en lang samtale med fuglen – blandt andet om dens brækkede vinge – viser pigen kigge underligt udtryksløst på et pindsvin, ikke fuglen, der sidder og betragter hende, hvilket virker helt afmonteret fra ordenes indhold.
Det er selvfølgelig ikke tegnerens opgave udelukkende at tegne det, forfatteren skriver. Tværtimod er den gode billedbog ofte kendetegnet ved, at billedet udvider eller ironiserer over teksten.
Men hvis tegninger skal bidrage uden at forvirre, så skal der være en forbindelse mellem tekst og billede.
Flora og fauna i hovedrollen
Det er ellers smukke blyantstegninger, debutant Frederikke Lange leverer, alt holdt i douce grå med få, enkelte farvestrøg. Det føromtalte opslag med pigen i busken er som et tableau. Hun ligger næsten forsvundet bag blomster, grene og fint skraverede blade og alligevel indrammet midt i busken med håret bredt ud, hendes halvbuttede ansigt med et strejf af rødt, der hvor næsen modigt stikker ud.
I kanten ses gråspurvens skinnende hoved og orange næb midt i alt det grå. Tegningerne har en høj detaljeringsgrad, når det gælder planter, dyr og insekter. Floraen snor sig rundt i kanten af billederne som ornamentik, og træstammerne bliver til det fineste fletværk. Flere steder i historien er der væsener, som kigger frem bag træerne, eller sovedyr, som er levende, og Frederikke Langes univers af barndom, besjælet natur og sødmefuldhed står tydeligvis i gæld til billedkunstneren Julie Nord.
I mangel af en stærk historie kommer flora og fauna uforvarende til at indtage hovedrollen. I hvert fald for en visuelt disponeret læser. Det er en fornøjelse at kigge på, men tegningerne bliver næsten for yndige. Det er desværre ikke sjældent, at forfattere har svært ved at skrive tekster, der lever op til de mange dygtige illustratorer, som findes.
Teksten væver løs med følelsesfulde sætninger: Pigen svæver afsted på en blid vind, roserne dufter stærkt, fuglen ryster på det lille hoved, og tårerne løber ud af de små plirrende øjne. Som læser længes jeg efter skibskatastrofer og pludselig død eller bare et skvæt af Michel Houellebecqs kynisme. Og det er synd. For vellykket poesi kan noget. Og det samme kan illustrator Frederikke Lange.
